Jeg tror ikke, jeg kan holde til at løbe i et kvarter. Jeg kan kun klare at løbe i en time eller to.
Det lyder måske selvmodsigende, men det handler om den nye træningsmetode, der pludselig blev et hit i medierne for et par uger siden.
Kom i superform på tre kvarter om ugen, lød løftet. Metoden er enkel: 10 sekunders spurt, 20 sekunders jogging og 30 sekunders gang. At gentage 15 gange.
Så får du pulsen op 15 gange, og det har større effekt på kondi og puls end en løbetur i jævnt tempo på en time.
Jeg tror fuldt og helt på metoden. Intervaltræning og tempoløb har været kendt i årevis som den hurtigste vej til bedre form.
Men det er ingen genvej, skulle jeg hilse at sige. En kollega prøvede lige metoden, og han kunne melde, at det var virkelig hårdt de sidste 4-5 spurter. Og han er altså sej og i superform, så det er absolut ikke for de dovne eller magelige.
Selv har jeg prøvet i perioder med min egen form for intervaltræning. Tæt på hjemmet har vi en djævelsk stejl bakke, der er omkring 300 meter lang. Den enkle træning går ud på at lunte ned ad bakken og løbe op i pænt tempo. 10 eller 12 ture - det er knaldhårdt. De sidste par gange føler man, at alle indvoldene er ved at sprænges, og man er træt og udaset som et helt alderdomshjem.
Hvis jeg har bestemt mig for at snuppe sådan en omgang en tirsdag eftermiddag, så skal jeg virkelig tage mig sammen. Jeg finder på alle mulige overspringshandlinger, inden jeg løber hen til den forbandede bakke.
Hvis jeg bare beslutter mig for en løbetur på 13 kilometer, så er jeg ud af døren med det samme.
Det er det mentale.
Så er der det fysiske. Interval- og tempotræning er hårdt for benene. For begyndere er det en decideret dum idé at tage 15 spurter. Jeg er temmelig sikker på, at de fleste vil få en forstrækning eller en fibersprængning.
Jeg er altid på grænsen til en skade - i baglåret eller i venstre lægmuskel - så jeg skal også være varsom. Pineriet op og ned ad bakken går måske nok hver anden uge, men 15 spurter tre gange om ugen tør jeg ikke eksperimentere med.
Og så er der lige det med fornøjelsen. Det er skønt at løbe en tur på 13 kilometer - at høre fuglene, dufte til planter og tænke på ingenting. Hvis man er i spurthelvede, bliver man nødt til at koncentrere sig 100 % om løb.
Så overhal bare. Held og lykke med træningen - på din egen måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar