At dømme efter de seneste dages medieomtale er der ikke et eneste menneske, der nogensinde har købt et eksemplar af den engelske skandaleavis News of the World. Høj som lav erklærer, at de aldrig selv læste avisen, og at den ikke vil blive noget savn.
Alle foragter foretagendet og dets metoder, som har været kendt i årevis.
Der er bare den lille detalje, at News of the World hver søndag er blevet solgt i omkring 2,6 mio. eksemplarer. Det er dog en slat - ca 25 gange så mange som det største danske dagblad.
Så det er ikke en undselig, fræk nicheavis, som nu bliver lagt i graven. Det er en uhyre populær nyhedskilde.
De 2,6 mio. købere er ikke blevet truet af en ond mafia til at købe News of the World. De har frivilligt trukket pengene op ad lommen. Søndag efter søndag. År efter år. Hver avis læses erfaringsmæssigt af 2,5 personer, så det er over 6 mio. englændere, som hver uge har fornøjet sig med de slibrige historier fra Murdochs håndlangne folk.
Nu er de ramt af kollektivt hukommelsestab. De kan slet ikke huske, at de har købt eller læst avisen, og de foragter den som pesten. Ja, de er faktisk dybt forargede over, at nogen mennesker kan finde på at tjene penge på den slags.
Hvad er hønen og ægget her? Laver journalisterne en avis, som rammer kundernes behov - eller skaber de et kunstigt behov? Hvis vi skulle opfinde alle aviser forfra, ville der så kun komme seriøse blade eller ville der også i den nye verden være sladdersprøjter?
Min holdning er, at læserne har en del af ansvaret. Nu kan briterne lige være forargede i en sommers tid, ligesom de var, da paparazier indirekte var skyld i Prinsesse Dianas død. Når det er lidt på afstand, snager 6 mio. læsere gerne videre i fodboldstjerners sexliv og politikeres drukture.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar