Min Kamp er den provokerende titel på den 46-årige nordmand Karl Ove Knausgaards 6-binds værk om - Karl Ove Knausgaard. Jeg er 550 sider henne i bind 2, og har 3'eren hjemme på et 14-dages lån.
Det er herlig læsning, når først man er krøbet ind i Knausgaards univers og har accepteret bogens præmis. Han skriver om stort og småt i sit liv, og ikke ret meget om det midt imellem. Bittesmå episoder bliver foldet ud og fortolket og sat ind i en større sammenhæng. Knausgaard fremstiller sig selv som lidt af en knudemand men som forfatter udstiller han alle sine følelser og overvejelser.
Stilistisk har jeg ikke oplevet noget lignende. Knausgaard springer frem og tilbage i tiden og mellem følelser og beskrivelser. Det virker meget spontant med en tanke, han lige får. Selv om han drøner ind og ud af alle mulige sidespor, leder han os aldrig på vildspor.
Værkets helt store kvalitet er forfatterens mentale navlepilleri. Selv om han på mange måder er en speciel person, er det meget vedkommende. Mænd er nøjagtigt lige så forfængelige, selvbebrejdende og problematiserende som kvinder. Vi er det bare på en anden måde. Vi er mindst lige så komplicerede som kvinder, måske mere, fordi vi lader som om, det hele er enkelt.
Jeg ved ikke, om du forstår, hvad jeg skriver. Jeg kan ikke forklare det bedre, for jeg er hverken forfatter eller litteraturanmelder. Knausgaard forklarer det heller ikke i sine bøger. Han viser det. Dermed overholder den journalistiske grundregel "don't tell it - show it".
Derimod kniber det gevaldigt med mit fags dyd om at skære ind til benet. De to første bøger er på over 600 sider, og der er stort set ingen handling. Der er måske lige til en tospalter i agurketiden.
Til gengæld er det hele ikke glemt igen dagen efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar