1. juli 1986 startede jeg som nyuddannet journalist på Vendsyssel Tidendes redaktion i Frederikshavn. En uge efter var der Dana Cup i byen med tusinder af fodboldspillere fra hele verden, og jeg dækkede arrangementet.
Det var sjovt. Og nemt.
Nogle gange om ringede jeg til cupleder Pauli Jørgensen og fik et par historier. Og hver dag gik jeg sammen med en fotograf rundt på stadion, Fodboldvej og andre steder i byen og snakkede med spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere.
så havde jeg historier nok til mindst 1 af de store avissider, og alle var glade:
Læserne - kunne godt lide nærværende og positive historier mennesker.
Mine kolleger - kunne tage det lidt roligt, fordi jeg næsten kunne fylde avisen.
Redaktionssekretærerne - havde let ved at sætte siderne op, fordi der var mange små historier ned store billeder til.
FfI og Dana Cup - var formentlig glade for den massive dækning
Jeg - havde det sjovt og gjorde fin fyldest på mit nye job.
Så det var en win-win, inden det udtryk kom frem.
Så gik der 25 år med andre gøremål, og pludselig for et par uger siden var jeg sammen med en kollega fra Tankegang ferievikar på Kanal Frederikshavn.
Jeg lavede selvfølgelig en foromtale af Dana Cup, og den måtte nødvendigvis få den kedelige vinkel, at svenskerne svigter turneringen. Der er kun 21 hold från hinsidan med i år, og det betyder, at den 28. udgave af Dana Cup i Frederikshavn er langt mindre end tidligere.
Det er meget kedeligt, og jeg håber, at alle gode kræfter i byen vil hjælpe FfI med at vende den udvikling. Dana Cup er en helt igennem positiv begivenhed - for spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere. Turneringen skaber liv i byen, og jeg bliver glad, når jeg ser unge mennesker i sportstøj gå grinende og pjattende rundt på Rimens Alle eller i Danmarksgade.
Dana Cup er stadig en rigtig god historie, og det må også være drivkraften i den salgsindsats, FfI og samarbejdspartnere nu skal i gang med for at sikre fremgang til de kommende års turneringer.
Selv om meget har forandret sig i de seneste 25 år, er den gode historie stadig gangbar. Så ud og fortæl den, FfI. Bed endelig andre om hjælp, så Dana Cup også fremover er en god historie for hele Frederikshavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar