Månedens fugl: Lårskaden

Månedens fugl i min verden er lårskaden. Den har siddet bag på mit højre ben i 5-6 uger, og den vil ikke gå væk. Jeg har gået til fysioterapi et stykke tid. I sommer klarede behandlingen skaden på et par uger, men denne gang sker der ingen fremskridt.
Det er træls. Nej. Det er PISSEIRRITERENDE.
Jeg må jo erkende, at jeg er blevet løbenarkoman. Jeg er simpelthen afhængig, og jeg har bare ikke kunne løbe siden, jeg fik den fordømte forstrækning, sprængning eller hvad hulen det nu er.
Jeg kører på kondicykel, og det er da også fint nok. Man kommer i hvert fald til at svede. På det seneste er jeg gået lidt mere seriøst til sagen med intervaltræning på den stillestående cykel: 1 minuts almindelig kørsel og 1 minuts hård spurt, 10 gange efter hinanden. Det er ganske effektivt.
Men det er stadig ikke det samme som at løbe. Her i weekenden, hvor sneen efterhånden er væk, pibler løberne frem i forårssolen. Jeg var nede i byen et par gange i dag, og de løb nærmest i rækker. Hver gang, jeg ser en løber, tænker jeg: Bare det var mig, så det har jeg tænkt 50 gange i dag. Bare det var mig, bare det var mig, bare det var mig.
Midt i det hele har jeg meldt mig til New York Marathon den 7. november. Det stresser mig overhovedet ikke. Selv om der skulle gå en måned mere med at være skadet, skulle jeg nok kunne træne mig op på 6 måneder. Og skulle skaden betyde, at jeg tager et kvarter eller en halv time mere om løbet i New York, så kommer jeg nok også over det.
Det er simpelthen bare glæden ved at løbe, som jeg savner. En jævnt hård tur på 13 kilometer, en fredelig 10-kilometer, en langsom 25 kilometer eller en udmarvende 30 kilometer. Alle de tossede tanker og gode idéer, der farer igennem hovedet, mens jeg løber ude i landskabet. Og den herlige følelse af at være godt brugt i hele kroppen, når jeg kommer hjem.
Det savner jeg.
Eneste lyspunkt er, at der er møgsmattet i skoven, så der går jeg ikke glip af noget. Måske er skaden forsvundet, når anemonerne titter frem. Det vil jeg glæde mig til.
Min fysioterapeut fortæller, at jeg skal træne langsomt op, når jeg kommer i gang igen. Det er jeg stærkt motiveret for lige nu, for jeg vil bare ikke blive skadet igen. Jeg håber, at jeg har disciplin til at gennemføre en langsom genoptræning. Det er svært, for jeg ved, at jeg bliver løbegal, når først jeg begynder at komme i god form.
Den tid den glæde.