Den startede nemlig om morgenen. Jeg havde planlagt at løbe ned i Tankegang og hente min cykel. Så kunne jeg tage avisen med oppe fra hovedvejen.
Vejret var fint, så jeg luntede afsted ned af bakken. Dagen før havde jeg løbet en lang tur, så jeg havde en lille forstrækning bag på højre knæ, men de 6 kilometer ned til byen skulle jeg nok kunne komme igennem.
Alt gik fint, indtil jeg nåede Midtpunkt 40. Min cykel stod ikke i stativet. Det var dagens dumhed - jeg måtte jo have sat den ned i cykelkælderen, som jeg ikke havde nøglen med til. Jeg var faktisk lige ved at løbe hjemad på de trætte ben, da jeg kom i tanke om, at nogen måske kunne hjælpe mig med at komme ned i cykelkælderen. Øjeblikket efter kom en ung pige, og hun låste op for mig. Tak, tak. Men cyklen - den var der ikke.
Det var dagens dumhed. Hvornår lærer jeg at bruge den cykelkælder hver gang i stedet for mageligt at stille jernhesten i stativet?
Jeg strakte ud og løb langsomt tilbage. Jeg var forbi Brugsen og hente rugbrød og rundstykker, så det var faktisk lidt besværligt at løbe op ad bakken. Hele vejen hjem ærgrede jeg mig. Ikke så meget over den mistede cykel men over, at jeg nu skulle bruge en halv solskinsdag på at anmelde tyveriet til politi og forsikring.
Derhjemme gik jeg til bekendelse, og da jeg var færdig med min historie sagde jeg pludselig: Det kan være den står ude i laden. 12 sekunder senere kom jeg tilbage og konstaterede, at det gjorde den.
Det var dagens dumhed.
2 kommentarer:
Det var alligevel en af de bedre. Du stresser vel ikke for tiden vel? ;)
Nej, jeg synes ikke, jeg stresser. Solle sagde: Du behøver ikke at finde på langeforklaringer for at få lov til at løbe en tur.
Send en kommentar