Sæt tobak på recept

 Hvor mange af dem her skal dø for tidligt?

Ugens chokerende nyhed var oplysningen om, at antallet af rygere i Danmark stiger.
Det fik medierne til at spørge de politiske partier, hvor meget de synes, en pakke cigaretter skal koste.
Det er fint at sætte prisen kæmpehøjt op, men jeg synes, vi skal gå endnu mere radikalt til værks.
Rygning er Danmarks største dræber. Over 13.000 danskere siger hvert år for tidligt farvel til denne verden, fordi de har røget.

De unge skal ikke starte
Det må stoppes, og det er selvfølgelig de unge, vi skal have fat i. De skal aldrig starte med at ryge. Lykkes det, har vi udryddet problemet i løbet af 50 år.
Mit konkrete forslag er at sætte tobak på recept. Alle, der ryger, får ret til at købe en vis ration tobak i et halvt år. Så kan de købe det til en rimelig pris på apoteket.
Ingen andre kan købe tobak i Danmark.

En tur til lægen
Rygerne skal en tur til lægen for at få recepten, og her får de en snak om deres tobaksvaner og øvrige livsstil. Lægen skal have respekt for sine patienter, så dem der ikke kan og vil holde op med at ryge, skal have recepten uden dikkedarer.
Så må de møde op et halvt år senere til en ny samtale om tobak hos deres læge. Her skal hun igen være flink - men også bestemt. Rygerne skal være meget bevidste om det skadelige i at forny recepten, og de skal naturligvis have tilbud om gratis rygestop med tilhørende medikamenter.
Du vil måske indvende, at der vil blive smuglet flere cigaretter som følge af sådan en ordning. Og at der vil blive handlet med recepter. Sikkert.

Plet på straffeattesten
Der er brodne kar i alle systemer. Smugleri er ulovligt og giver en plet på straffeattesten, så det bliver ikke en allemandssport at købe og sælge ulovlige cigaretter. Mit forslag vil gøre det nærmest umuligt for unge at begynde at ryge, og det vil i løbet af få år få mange rygere til at kvitte smøgerne. Til gavn for deres egen sundhed og pengepung og for samfundet.
Forslaget er meget lidt liberalt. Det er endnu et opgør med den personlige frihed - med folks ret til at bruge og misbruge deres krop, som de vil.

Intet overgreb mod ikke-rygere
Det lever jeg med, for rygning er et samfundsproblem. Sådan et, som samfundet skal forsøge at løse. Og det ødelægger ikke noget for nogen. Ingen unge mennesker vil føle sig udsat for et overgreb, blot fordi de ikke kan få lov til at begynde at ryge. Ikke-rygere har ikke behov for at ryge.
Så spørgsmålet er, om der er en reel politisk vilje til at gøre Danmark røgfrit. Hvis der er det, er det ikke nok at fedte med afgifter og krav til advarsler på pakkerne.

Jeg bor i et parallelsamfund

Vores avis bragte forleden denne fine illustration med et portræt af den typiske nordjyde. Det er en ryger, der går på tilbudsjagt, har en Samsung-telefon, går i kirke og læser Familie-Journalen.
Jeg er helt sikker på, at det forsimplede portræt er troværdigt, så det er ingen kritik af Nordjyske.
Men jeg var altså ved at tabe både næse og mund, da jeg så opslaget.

Kender du typen?  Nej!
Jeg synes selv, jeg er ret normal, og jeg føler mig godt hjemme i Nordjylland og Vendsyssel. Men jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv i portrættet. Og jeg er ikke helt sikker på, at jeg kender nogen, der kan leve op til statistikkerne, som avisen har hentet sine oplysninger fra.

Vi læser i smug
Jeg må jo leve i et parallelsamfund her i landsdelen. Et lille upåagtet hjørne, hvor vi har vores egne normer og værdier. Vi sidder i smug og læser bøger og aviser, ser DR (typiske nordjyder ser TV2 Charlie) og spiser helst økologisk. Jeg kunne remse meget andet op, som adskiller mine venner og mig fra den typiske nordjyde. Men det er der ingen grund til. Jeg vil ikke gøre mig bedre end andre, og der ligger intet værdiladet i det fra min side. Andre folk må læse de blade og se de tv-stationer, de har lyst til. Det kan kun glæde mig, hvis de har fornøjelse af det.

Slut med tålt ophold?
Men jeg kan da godt blive lidt bekymret. I disse år strammer det danske samfund nettet om dem, der er anderledes. Danskhed er ikke bare noget med at være dansker - der knytter sig nogle såkaldt kristne værdier til, som man også forventes at leve op til. I første omgang går det ud over mennesker med udenlandsk baggrund, kæreste, forældre eller bedsteforældre. Men når de allesammen er jaget væk, kan det være turen kommer til os andre med afvigende livsstil.

Så er det ikke sikkert, jeg kan forblive på tålt ophold her i Nordjylland. Og hvad værre er: Kan jeg vende hjem til Vestjylland?

PS. I aften skal vi have karbonader med stuvede ærter og gulerødder.

Er der en voksen til stede i England?

Med forbløffelse og dyb undren har vi på kontinentet nu i to et halvt år fulgt englændernes håndtering af deres egen folkeafstemning om EU.
Det foreløbige lavpunkt var her til eftermiddag, hvor Theresa May som det sidste menneske i Europa havde indset, at der ikke var flertal i det britiske parlament for den aftale, hendes regering har forhandlet sig til rette med EU om.

Talentløst
Det virker som om, Brexit er en opgave, briterne simpelthen ikke vil løse. De har brugt al tiden på at skændes og ikke på at finde løsninger. Sammen.
Det er bestemt ikke nemt. Måske kan det ikke lade sig gøre. Men man skal da forsøge, og de forsøg, som regeringen og oppositionen - også den lystigt voksende interne opposition i regeringen - har gjort, er talentløse.

Se til Danmark
Se til Danmark efter Maastricht-afstemningen i 1992.
Der satte alle Folketingets partier sig sammen for at svare på 2 spørgsmål:
1. Hvad stemte folk nej til?
2. Hvad gør vi nu?
Udgangspunktet var naturligvis respekt for resultatet af folkeafstemningen. Og det var et fælles ønske om at nå et resultat, en aftale som et meget bredt flertal i Folketinget kunne støtte.

Premierministeren flygtede
Hvorfor har der ikke været en voksen til stede i England, som kunne stå for sådan en proces? I stedet flygtede premierministeren fra posten og overlod den til en minister fra anden række.
Jeg er sikker på, at Theresa May har arbejdet hårdt og samvittighedsfuldt ud fra et reelt ønske om at opfylde vælgernes ønsker. Men jeg kan også se, at de fleste andre har set det som den vigtigste opgave at bekæmpe Theresa May og gøre hende til grin.

Udsættelse
Det er lykkedes, og Storbritannien står med en kæmpemæssig uløst opgave. Det bedste, briterne kan håbe på, er en udsættelse. Og så må vi håbe, at der dukker en voksen person op og sætter sig i spidsen for det nationale kompromis, som er en helt nødvendig forudsætning for at løse krisen.

Bliv enige
De forbenede Brexit-tilhængere fylder meget i mediebilledet. Men mon ikke det er sådan i virkeligheden, at der er et massivt flertalt i befolkningen, som gerne ser Storbritannien samarbejde med EU? Og som frem for alt gerne vil have, at deres egne politikere bliver enige om landets position.
Når man nu er modstander af, at tingene skal bestemmes fra Bruxelles, er det mindste, man kan gøre vel at tage styringen og ansvaret selv. Det har hidtil ikke været de engelske politikeres kop te.

Bilerne - de hellige køer

 Her kører det.

Jo mere trafik, jo flere og bredere veje skal vi have.
Jo flere og bredere veje, vi får, jo mere kører vi.

Sådan har det været i 100 år, i Danmark og i resten af verden. I dag er vi hårdt plaget af køer på de danske motorveje og på de store landeveje. Bare i mine 20 år som bilist er trykket steget voldsomt, og det er blevet en del af min planlægning at undgå de værste køer.

Løsningen - har jeg ikke. Men den er helt sikkert ikke at bygge endnu flere og endnu bredere veje. Vi må blive bedre til at køre sammen. Vi må cykle mere. Vi må køre mere i tog og bus.

Vi er magelige
Det kommer ikke af sig selv. Vi mennesker gør ikke det, der er rigtigst for kloden. Vi gør det, der er nemmest for os selv. Og så er bilen jo for længst blevet et statussymbol. To biler er normalt og tre biler i en familie heller ikke usædvanligt.

Den udvikling skal stoppes. Både på grund af trængslen og på grund af klimaet.

Teknologien til den nye verden med færre og grønnere biler er klar. Om 5-10 år vil vi i teorien kunne afskaffe privatbilismen og i stedet booke selvkørende biler, når vi har brug for at komme fra et sted til et andet.

Men det er ren teori. For vi vil ikke. Vi vil have vores egen bil - eller to. Og den eller de skal være større end naboens. Det er frihed, synes vi. Og så bander vi over køerne på motorvejen - ikke dem, der siger muh - og over det ustabile vejr, som kineserne og amerikanerne er skyld i.


Uberørt politisk værktøjskasse
Der metoder til at regulere det, vi som samfund vil have mindre af og det, vi vil have mere af: Lovgivning. Forbud, afgifter og mere af det slemme, som ingen politikere tør foreslå.

Dyrere biler, kilometerafgifter som stiger i takt med forbruget, markant bedre offentlig trafik og præmie for samkørsel og for at cykle er nogle af de skruer, som får lov at ligge uberørt i den politiske værktøjskasse. I stedet handler de fortsat om at bygge flere og flere veje og flere og flere støjvolde.

Jeg håber, der er snart er nogen, der har mod til at gå imod mange års trafiklogik. Nogen, som har som ambition at få mindre trafik, mindre trængsel, mindre støj og mere natur.

Nostalgiker i betonbunkeren

I dag viste jeg journalisthøjskolen frem for en ven.
Flere generationer af journalister har gået vores første spæde medieskridt i den rå og grå betonbygning i Århus Nord, som vi med kærlighed eller afsky kalder for betonbunkeren.
Det er 32 år siden, jeg forlod etablissementet, men alt ligner sig selv. Blot er eleverne blevet mere tjekkede og målrettede end vi var på Schlüters tid.

Glashus på Katrinebjerg
På en opslagstavle fandt vi så tegninger af den nye journalisthøjskole på Katrinebjerg. Et smukt glashus, som efter planen står klar i 2020.
Der er garanteret en hel masse gode grunde til at bygge en ny og tidssvarende skole som erstatning for Bunkeren. Fremtidens journalistelever skal ikke spises af med forældede lokaler, blot fordi en halvgammel nostalgiker som mig synes, alt skal være som dengang, far var dreng.

Enkelt og ind til benet
Men det rykker i mig, for jeg synes, den rå og nøgne beton passer så godt til vores uddannelse - der  naturligvis også forandrer sig.
For mig er det grundlæggende ved at være journalist at fortælle, hvad der sker, så alle kan forstå det.
Det skal være enkelt - skåret ind til benet. Journalistik er ikke kunst, som man bruger timer og dage på at analysere og rette til. Det er et meget kontant håndværk.
Sådan er Bunkeren. Klare linjer - et enkelt byggeri, som ikke skal imponere i sig selv. Den skal ikke tage opmærksomhed. Det skal indholdet.

Ud!
Journalisthøjskolen behøver heller ikke at være et lækkert sted at være. For journalister skal være ude i virkeligheden - ude hos dem, de fortæller om og til. Så skal de ind på redaktionen og skrive, indtale, filme eller redigere. Og så ellers ud i samfundet igen. Der er de gode historier er. Der er den skæve, sjove, originale eller usædvanlige vinkel, som gør vores fortællinger til noget særligt. Derude er alt det, vi kan bruge vores sanser til - alle nuancerne, som får os til at forstå, at den objektive sandhed ikke findes.

Nok bare grimt
Min ven syntes, det var spændende at se det halvgamle byggeri, men han kunne ikke se det smukke i konstruktionen. Og det har han sikkert ret i. Det er nok bare en grim, meget bastant og alt for grå bygning.
Jeg ønsker DJMX alt muligt godt i det nye glashus. Gennemsigtighed er jo også vigtigt.
Og så glæder jeg mig over, at Bunkerens nye ejere vil lave forsamlingshus på stedet. Jeg kommer gerne til en debataften eller en enkel fest.

Mediernes landsmøde

I aftes var vi til et spændende arrangement  med den sælgende overskrift Politikerlede og medieskepsis.
Ulrik Haagerup fra Constructive Institute - der ikke er et institut men en tænketank for konstruktiv journalistik - havde samlet et hold af politikere og mediefolk til debat og selvransagelse.

Støjberg-senderen
Han startede med en aktuel historie: Hvad skete der på Venstres landsmøde i weekenden?
Vi almindelige medieforbrugere vil svare, at der var en masse snak om Inger Støjbergs formandsdrømme. Det er det indtryk, vi står tilbage med efter at have set tv, læst aviser og hørt radio.
Men Inger Støjberg var slet ikke på talerstolen for at fortælle om sine eventuelle formandsdrømme. Hun havde udtalt sig i særdeles brede vendinger om det til Altinget og til Jyllands-Posten i dagene op til landsmødet. De journalister, der dækkede mødet, valgte så alle sammen Inger Støjberg som deres hovedhistorie.

Politik fra talerstolen
Venstres politiske idéer og deres tanker om tiden op til næste folketingsvalg fik vi meget lidt at vide om. Selv om jeg er ret sikker på, at det var det, de gode folk på talerstolen i Herning beskæftigede sig med.
Redaktør Anders Bæksgaard fra Politiken forsvarede fint beslutningen om at hoppe med Støjberg-historien. Han mener, det er meget væsentligt for Danmark, om den næste Venstreformand bliver en nationalliberal som Støjberg eller en traditionel Venstremand som Kristian Jensen. Jeg er ikke enig i hans vurdering men vil gerne medgive, at det kan have en vis betydning.

Virkeligheden derude
Historien om landsmødet er ét af mange eksempler på, at medierne selv skaber en virkelighed, mens virkeligheden passerer forbi. Det er læserne, seerne og lytterne trætte af. Og det ved medierne godt.
Nordjyskes chefredaktør Per Lyngby fortalte om at få journalisterne ud - væk fra de bakteriefri redkationslokaler og derud, hvor folk bor. Nordjyske har anskaffet en bus til formålet, så avisen nu selv opsøger folk ude i de mange nordjyske lokalsamfund.
Og Bæksgaard fortalte, at Politikens kommende valgdækning også vil fokusere på at komme ud blandt folk. Han kunne i øvrigt berette, at Politiken er holdt op med at lave den slags historier, hvor de ringer rundt til lokalpolitikere for et parti og hører om deres mening om et kontroversielt forslag fra partiledelsen. Så snart en enkelt kritiker bider på, kommer han på forsiden til en historie om kritik fra baglandet.

Halvtom sal
Og politikerne selv er mere ude i landet, end de fleste af os tror. De sidder ikke i beskyttelse bag Christiansborgs tykke mure og bager rævekager. Når folketingssalen er halvtom, er det fordi medlemmerne er ude i landet og diskutere og suge viden og inspiration til sig. Det vil de gerne selv give indtryk af, men i aftes var det DRs politiske analytiker Jens Ringberg, der fortalte om de udfarende folketingsmedlemmer. Godt at høre.

Hotellet brænder - haha

Det er nok vores hotel, der brænder - haha.
Sådan sagde jeg, da Solle og jeg forleden gik tur i Lissabon, og der stod brand- og politibiler på gaden længere fremme. Vi var lige ankommet til byen og havde været ude at købe tøj og kosmetik, fordi Solles kuffert ikke var kommet med.
Spøgen blev til virkelighed. Vores hotel brændte.

Stort for børnebørnene
Vi satte os på en café overfor og fulgte brandmændenes arbejde. Ilden var brudt ud på den femte og øverste etage, og i de smalle gader i den gamle by var det en svær opgave for brandfolkene. Børnebørnene ville have elsket at se først og én og senere to brandmænd kravle op ad den lange, lange stige fra brandbilen og sprøjte tusindvis af liter vand ind imod flammerne og den sorte røg.
Det trak ud, så vi tog ud at spise, og da vi kom tilbage, var der stadig spærret af. Vi gav os til kende, og den stakkels hotelejer fortalte, at vi kunne sætte os hen på et sted i nærheden og få noget at spise og drikke, mens vi ventede på nærmere besked.

Pakkede i buldermørke
I aftenens løb kom en flink mand fra hotellet flere gange for at rapportere. Han undskyldte ydmygt og lovede hver gang at komme tilbage om 20 minutter. Tredje gang blev vi ført tilbage til hotellet, hvor en brandmand fulgte os ind på vores værelse. Der stod vi i buldermørke og pakkede vores ting sammen.
Vores værelse lå på 1. sal og var ikke brændt. Men der lugtede fælt af sod i hele bygningen, og vi tænkte helt ærligt, at vi nok ikke skulle bo her resten af ugen. Vi blev kørt i taxa til et nærliggende hotel og gik trætte i seng efter en lang og dramatisk dag.
Allerede efter morgenmaden næste dag fik vi besked om at tjekke ud, fordi vores værelse på det brændte hotel ville blive klar.

Gratis morgenmad og fin service
Og minsandten om der ikke var fint rent på værelset og på resten af hotellet, da vi kom tilbage ud på eftermiddagen. Der lugede lidt af røg ude på gangen, men ellers var der intet at bemærke.
De flinke hotelfolk kom senere op med Solles kuffert og næste morgen gav de gratis morgenmad som kompensation for vores uheldige start på ferien. Det er en utroligt stressende situation at stå i for personalet på et hotel, men de ydede en super service hele vejen igennem og bevarede roen og det gode humør.
Det gjorde vi og de øvrige gæster også, selv om det faktisk var lidt dramatisk fra starten. Ifølge den lokale tv-station, som dækkede begivenheden, var der fire sårede ved branden, som opstod i spa-området.