lørdag den 5. januar 2019

Sæt tobak på recept

 Hvor mange af dem her skal dø for tidligt?

Ugens chokerende nyhed var oplysningen om, at antallet af rygere i Danmark stiger.
Det fik medierne til at spørge de politiske partier, hvor meget de synes, en pakke cigaretter skal koste.
Det er fint at sætte prisen kæmpehøjt op, men jeg synes, vi skal gå endnu mere radikalt til værks.
Rygning er Danmarks største dræber. Over 13.000 danskere siger hvert år for tidligt farvel til denne verden, fordi de har røget.

De unge skal ikke starte
Det må stoppes, og det er selvfølgelig de unge, vi skal have fat i. De skal aldrig starte med at ryge. Lykkes det, har vi udryddet problemet i løbet af 50 år.
Mit konkrete forslag er at sætte tobak på recept. Alle, der ryger, får ret til at købe en vis ration tobak i et halvt år. Så kan de købe det til en rimelig pris på apoteket.
Ingen andre kan købe tobak i Danmark.

En tur til lægen
Rygerne skal en tur til lægen for at få recepten, og her får de en snak om deres tobaksvaner og øvrige livsstil. Lægen skal have respekt for sine patienter, så dem der ikke kan og vil holde op med at ryge, skal have recepten uden dikkedarer.
Så må de møde op et halvt år senere til en ny samtale om tobak hos deres læge. Her skal hun igen være flink - men også bestemt. Rygerne skal være meget bevidste om det skadelige i at forny recepten, og de skal naturligvis have tilbud om gratis rygestop med tilhørende medikamenter.
Du vil måske indvende, at der vil blive smuglet flere cigaretter som følge af sådan en ordning. Og at der vil blive handlet med recepter. Sikkert.

Plet på straffeattesten
Der er brodne kar i alle systemer. Smugleri er ulovligt og giver en plet på straffeattesten, så det bliver ikke en allemandssport at købe og sælge ulovlige cigaretter. Mit forslag vil gøre det nærmest umuligt for unge at begynde at ryge, og det vil i løbet af få år få mange rygere til at kvitte smøgerne. Til gavn for deres egen sundhed og pengepung og for samfundet.
Forslaget er meget lidt liberalt. Det er endnu et opgør med den personlige frihed - med folks ret til at bruge og misbruge deres krop, som de vil.

Intet overgreb mod ikke-rygere
Det lever jeg med, for rygning er et samfundsproblem. Sådan et, som samfundet skal forsøge at løse. Og det ødelægger ikke noget for nogen. Ingen unge mennesker vil føle sig udsat for et overgreb, blot fordi de ikke kan få lov til at begynde at ryge. Ikke-rygere har ikke behov for at ryge.
Så spørgsmålet er, om der er en reel politisk vilje til at gøre Danmark røgfrit. Hvis der er det, er det ikke nok at fedte med afgifter og krav til advarsler på pakkerne.

Ingen kommentarer: