mandag den 6. januar 2020

Papiravisens snarlige død



Da jeg gik på Journalisthøjskolen (med stort, for der var kun den samme dengang) i 80erne diskuterede vi ofte papiravisens skrøbelige fremtid. Dagblad efter dagblad havde drejet nøglen rundt, og oplaget på de overlevende faldet med ca. 1 pct. om året.
Den alvorlige trussel var de unge. Disse håbløse væsener, der ikke havde forstået betydningen af en fri og uafhængig presse, men som gik mere op i disko, punk eller det, der var værre.

Internettet
Så kom internettet, og med det de første dødsdomme over den trykte avis. Jeg tror selv, jeg var blandt de kloge, som ikke ville give papiraviserne længere levetid end til år 2010.
Nu er jeg så klog, at jeg ikke tør udtale mig skråsikkert. Men jeg ved, at papiravisernes oplag går støt tilbage, og det skyldes igen de unge. Ingen under 30 holder en avis, så vi kan tælle ned til den sidste gamling sidder og bladrer stædigt i det sværtede papir.
Eller hvad?

Er det kun skærm vs papir?
Logikken holder ikke. De unge læste ikke avis i 80erne, men en stor del af os, der var unge dengang, gør det i dag.
Er det nu helt sikkert, at de unge i dag ikke vil læse papiravis om 10, 15 eller 20 år? Kan vi mon vænne dem til det?
Er det helt bombegranatsikkert, at de altid foretrækker en skærm for papir? Er det skåret i granit, at fremtidens midaldrende ikke interesserer sig for lokale og regionale nyheder? Jeg tror det ikke.
Jeg tror, aviserne skal kigge på indholdet, på temaerne, på vinklingen, på sproget og på formen. En del af dem ser 80er eller 90eragtige ud og henvender sig ret entydigt til sådan nogen som mig. Det er egentlig ret naturligt, for jeg er en typisk avislæser, og det er god latin at give sine kunder det, de vil have.

Spyt de dyre vine ud
Men der skal også nye kunder i butikken, og de kommer ikke med historier til og om midaldrende. Anmeldelser af restauranter og dyre vine, beskrivelse af eksotiske rejsemål og konforme læserbreve fra sure gamle mænd får ikke min kloge datter til at holde avisen.

Mere klima og fitness
Avislæsere vil overraskes og have nye vinkler på tingene. Vi vil også gerne puffes lidt til. Så jeg tror, der skal mere klima, fitness, digitalt og sundhed i spalterne. Mere om Netflix og Apple og mindre om DR og TV2. Mere humor, mere natur, mere videnskab og teknologi. Flere unge stemmer og skribenter og flere børn og unge i spalterne.
Skriv avisen til en yngre målgruppe. Vi andre vil gerne læse med. Hellere end gerne.

1 kommentar:

ct sagde ...

Det ka' jo godt være, at jeg så ikke gider avisen. Har du mon tænkt på det?
Jeg er enig i det meste - men behøver det at være et enten eller?
Petitstof og praktiske oplysninger er guf.
En side, hvor læserner skriver ucensureret som på FB?
Oplysninger, som giver overblik?
Men det kræver manpower.
Carsten Thomasen