mandag den 23. december 2019

Dansk investor tjener 50 mia. kr.

 Billedet forestiller desværre skribenten - ikke investoren :-)

En dansk storinvestor har i år tjent 50 mia. kr. på en enkelt aktiepost. 50.000.000.000 kr. Det er lige så meget som 10.000 vellønnede mennesker får i løn og pension på et år.
Hvem er denne enestående heldige spekulant?
Mærsk, LEGO-familien, Lars Larsens efterladte eller dem fra Bestseller? Nej, nej, nej og nej. De er ikke i nærheden af den slags gevinster.
ATP - ny forbier. Det er heller ikke et andet stort pensionsselskab.

Guldrandet ejerskab
Det er såmænd Finansministeriet. Vores allesammens fælles kassemester på Slotsholmen.
Det ufatteligt store beløb kommer fra én aktiepost, nemlig Ørsted. Staten ejer halvdelen af aktierne i energiselskabet. Kursen er steget med ca. 55 % i år, og Finansministeriets andel af det er i runde tal 50 milliarder. Dertil kommer det udbytte, staten har modtaget.
I 2018 havde staten et driftsoverskud på ca. 43 mia. kr. Plus en kæmpe gevinst på Ørsted, og i 2019 bliver ejerskabet af Ørsted endnu mere guldrandet.

Løste national opgave
Ørsted hed tidligere DONG, Dansk Olie og Naturgas og blev stiften af staten i 1972. Den nationale opgave var at producere og sælge olie og naturgas, så Danmark ikke blev så afhængig af olie fra Mellemøsten.
Det lykkedes, og selskabet har siden gennem opkøb og nye strategier ændret sig fuldstændigt. I dag løser Ørsted ingen opgaver for staten. Det er rent kommercielt selskab, hvis hovedaktivitet er at udvikle, opføre og drive vindmølleparker i hele verden.
Det er et glimrende formål, og det er så skønt, at vi har et stærkt dansk selskab, som tjener penge på det.

Rent kommercielt selskab
Der er bare ikke gnist af begrundelse for, at Finansministeriet skal eje halvdelen af aktierne. Ørsted sidder ikke længere på kritisk infrastruktur. Det er et rent kommercielt energiselskab.
Derfor er det helt oplagt, at Finansministeriet stryger sin enorme gevinst. Selskabets børsværdi er på 283 mia. kr., og halvdelen er altså statens. Det er grumme mange penge, som det vil være rart at have som buffer næste gang, der dukker en eller anden krise op.

Slagt den fede guldkalv
Du vil måske indvende, at aktien kan stige yderligere, så staten kunne sælge Ørsted endnu dyrere. Korrekt, og kursen kan falde, så nogle af milliarderne smuldrer mellem hænderne på os. Sådan er det spil, og det håber jeg, at kloge folk på Slotsholmen kan finde ud af. Aktierne skal naturligvis sælges på det rigtige tidspunkt til den bedst mulige pris.
Men sælges skal de.
Staten er til for at løse fælles opgaver for borgerne - ikke for at lave aktiespekulation og for at drive private virksomheder.
Slagt den fede guldkalv og gem pengene. Eller få nogle af dem ud at arbejde for den grønne omstilling.

Ingen kommentarer: