fredag den 3. februar 2017

Jeg har fået motionsmærket


Mit Apple ur kan vise klokken og meget andet godt.
Det tæller også mine skridt og kan registrere løbe- og cykelture. Når man sætter uret på håndleddet første gang skal man opgive, hvor ivrig en motionist, man er. Jeg tog det høje niveau, og så har Apple bestemt, at jeg hver dag skal
- stå i 12 timer
- dyrke motion i 30 minutter
- forbrænde 940 kcal ved motion
På urskiven kan jeg dagen igennem følge status, og det er fint. Naturligvis når jeg ikke Apples mål hver dag. Faktisk skal der en løbetur på over 10 kilometer til for at forbrænde de eftertragtede kalorier, så to-tre dage om ugen er ok.

Belønning
De gode californiske urproducenter vil gerne motivere mig til at yde en ekstra indsats, så de har indbygget et belønningsystem i uret. Hvis jeg når mit mål et vist antal gange eller hvis jeg sætter en ny rekord, dukker der et lille digitalt emblem op på den app, der hører til uret.

Fem på én dag
Forleden gik det amok. Fem styks på samme dag. En for hvert motionsmål, jeg havde opnået 7 dage i træk, en for at have opnået alle tre 7 dage i træk og så en ekstra for det samme, fordi det var januar. Til den hører også et særligt emblem til appen Beskeder. Den har jeg dog ikke fundet - men jeg har ledt efter den.
Det er så amerikansk, og det kan jeg da kun grine af. Jeg løber, går og cykler ikke mere, fordi jeg kan få et emblem eller opfylde et ligegyldigt mål om at forbrænde 940 kcal.
Bilder jeg mig selv ind. Tror du på det

Ingen kommentarer: