onsdag den 23. marts 2016

Vi står bare og glor

De har ikke gjort noget galt
Her til aften stod en kæmpe flok krondyr igen på naboens mark, da Bertha og jeg havde været en tur nede i skoven.
Jeg hev telefonen frem og tog skumringsbilledet her ovenfor. Læg mærke til krondyrene. De står bare og glor og venter på, at faren driver over.

Terror - jeg forstår det ikke
Nogenlunde samme følelse har jeg, når der sker et terrorangreb. Jeg ser apatisk på beretningerne i tv og føler mig magtesløs. Normalt vil vi som mennesker gerne forstå tingene, men det kan jeg ikke med to bombeangreb, som dem i Bruxelles.
Det er helt uforståeligt, hvad formålet er. Jeg kan ikke begribe, hvilken sag det kan gavne at slå en masse uskyldige mennesker ihjel og sprede skræk og rædsel i Bruxelles, Belgien, nabolandene og det halve Europa.

Islamisk hvad?
Det gavner i hvert fald ikke Islamisk Stat, hvad det end er for noget. Det har jeg nemlig heller ikke helt forstået. Ja, det er vel nogen, der bekender sig til en eller anden form for Islam. Men hvad det går ud på, aner jeg ikke. Måske mener de selv, at det er en religiøs handling at slå uskyldige mennesker ihjel, men så er de da langt ude. Det må da være en helt forskruet fortolkning af de hellige skrifter, der fører ud i den vanvidslogik.
Og hvem ønsker at bo i en islamisk stat, hvor IS eller ISIS regerer? Hvor vantro åbenbart kan blive slået ihjel. Og hvor folk, der tilfældigvis opholder sig i nærheden af de vantro kan blive revet med i døden.

Gratis næstekærlighed
Jeg kan ikke forstå logikken i sådan et terrorangreb. Og jeg kan heller ikke foreslå nogen løsning.
Jeg frygter, at Europas ledere blæser til endnu mere krig, og på den måde skaber endnu større modsætninger. Det synes jeg, er forkert, og jeg vil stå og glo måbende på det.
Men jeg har ikke noget alternativ. Jeg kan ikke foreslå noget andet. Jeg forstår godt ønsket om hævn. Og det er helt gratis at sidde på flere tusinde kilometers afstand og være humanist og prædike næstekærlighed frem for slå-hårdt-igen.

Jeg er for bange
Men det bliver ikke mig, der smider bomber, og jeg håber ikke, at nogen af mine kære bliver involveret i en krig eller militær aktion i nogle af de lande, hvor IS eller andre terrororganisationer befinder sig. Jeg er simpelthen bange for den slags.
Så indtil videre kan jeg ikke gøre det bedre end kronhjortene. Jeg ved godt, jeg ikke medvirker til at løse den umulige konflikt ved bare at stå og glo. Men jeg gør den i det mindste ikke værre.

Ingen kommentarer: