tirsdag den 19. januar 2016

B&B - uden Air

Vinteridyl et sted tæt ved fortrinlige Ejstrupholm.

Air BNB er på få år blevet Verdens største hotelkæde, og jeg er både bruger og tilhænger af den udmærkede tjeneste.
Men idéen om at leje private værelser er bestemt ikke opfundet af nogle unge designere i San Fransisco. Det har eksisteret i masser af år og kaldes Bed and Breakfast. Der er rigtig mange fine tilbud i Danmark.

I nat sov jeg på et af dem. Det ligger lidt uden for den fortrinlige midtjyske by Ejstrupholm. Beliggenheden er perfekt, når man har haft et aften-arrangement i selve Ansager og skal til møde næste formiddag lige i udkanten af Engesvang.

Nyt stuehus
Det er altid spændende at komme til et nyt sted og se, hvordan standarden er. Her var den helt i top. Det var et næsten nyt stuehus ved en landejendom, hvor der var 4 værelser til udlejning. Alt var nyt og lækkert - og rummeligt. Stort køkken, dejlig stue, stort badeværelse og et toilet oven på ved 3 af værelserne.
Sengen var redt, og der lå et rent håndklæde til mig. Der var selvfølgelig wifi, og morgenmaden stod klar i køleskabet. Det var en tallerken med pålæg og ost, et par skiver rugbrød og to hjemmebagte boller, jeg kunne varme i ovnen. Der var kaffemaskine og tekoger.

Behageligt for gæsterne
Jeg har overnattet på en hel del hoteller med ringere standard og med dårligere service. Her kom ejeren og hjalp mig kl 22 om aftenen, og det hele var gennemsyret af ønsket om at gøre det behageligt for mig og de to øvrige gæster.

225 kr. for et enkeltværelse
Prisen? 225 kr. for værelset og 50 kr. for morgenmaden. Det er det halve af et billigt og dårligt provinshotel og en tredjedel af et hotel af samme standard som B&B.
Hvordan det hænger sammen økonomisk, har jeg svært ved at forstå. Men det er hyggeligt og godt til en fornuftig pris.

2200 steder
I/S Damgaard hedder det her, som jeg trygt kan anbefale. Der er i alt 2200 Bed and Breakfast i Danmark. De er samlet på bedandbreakfastguide.dk, og der udkommer en gratis bog med dem alle hvert år.
Og så er de fleste af dem vist også på AIR BNB

Ingen kommentarer: