Angsten for vælgerne

Efter nogle få måneders mediepres opgav regeringen forleden betalingsringen omkring København. Egentlig var det ikke så overraskende, men når man hæver sig op over den daglige mediedækning, er det nærmest bizart.
Regeringen har flertal for en god politisk sag - et konkret miljøpolitisk initiativ, som gør en forskel. Så kommer den under pres og ender med at trække sit eget forslag tilbage. Dumt, dumt, dumt.
Meningsmålinger har vist folkelig modstand mod betalingsringen og en række borgmestre i omegnskommunerne er pludselig blevet direkte modstandere af initiativet. Dem bliver Helle Thorning & co. tilsyneladende bange for, og så undlader de at gennemføre deres egen politik.
Det er en katastrofe, når politikere lader sig styre af angst for vælgerne. Og det skaber ingen respekt hos de selvsamme vælgere. Tværtimod.
Det gælder på alle livets områder.
Manden, der går ædru og tidligt hjem fra en hyggeaften med gutterne, fordi han er bange for at konen vil blive sur over at få en ølstinker hjem. Ægtefællen har ikke respekt for en underdanig mand.
Forældre, der ikke tør sætte grænser for deres teenagebørns alkoholforbrug, mister børnenes respekt.
Ledere, der ikke tør stille krav af frygt for, at medarbejderne er modstandere af forandring, mister hurtigt medarbejdernes anseelse.
Angst skaber ikke respekt. Det skaber ligegyldighed.
Et politisk parti kan tabe stemmer på en dårlig sag. Men det kan tabe endnu flere på at lade sig styre af medier, meningsmålinger og højtråbende kritikere.
Fra valgkampen vidste regeringen, at oppositionen og dens stærke presse ville gå efter betalingsringen. Derfor skulle regeringen have udnyttet initiativretten og have stået sammen om at lancere ringen som en vindersag - der redder liv, gavner miljøet og sparer samfundet for mange arbejdstimer. Regeringen kunne nemt have taget omegnsborgmestrene og en række organisationer i ed og have skabt en stærk alliance bag betalingsringen.
Jeg håber, sagen bliver et lærestykke for Helle Thorning. Enhver regeringsleder skal gennemføre vanskelige og upopulære beslutninger, og så nytter det ikke noget at krybe i skjul og ryste på hånden, når der rejser sig en pressestorm. Det gælder om at stå fast og overbevise folk om, at man selv tror på det, man siger.