Forbier fra mig og alle andre

På min blog skrev jeg fornylig om Anders Foghs taktik i forbindelse med skattepakken. Jeg fik brygget en fin teori sammen om statsmnisterens mulige strategi.
Jeg tog fejl. Grueligt fejl. Lige som mange andre - inklusiv en del kloge hoveder.
Det viser sig nu, at der ikke var nogen strategi. Nu har regeringen indgået forlig med Dansk Folkeparti, og målet med det hele var tilsyneladende at undgå at udskrive valg.
Selve indholdet i skatteaftalen er uden idé og perspektiv. Den giver danskerne nogle få tusinde kroner, som vi ikke har brug for, men skaber sandsynligvis ingen nye job. Og så åbner den en ny invitation til sort arbejde fra dem, der ikke betaler topskat.
Forliget er ligegyldigt makværk, som kun Dansk Folkeparti har glæde af. Partiet mister sandsynligvis sin nøgleposition efter næste valg, så det gælder om at få gennemført så meget som muligt, mens tid er.
Anders Fogh har fastlåst blokpolitikken og har på den måde foræret Socialdemokraterne, radikale og Ny Alliance et fint argument: En stemme på Venstre og konservative er en stemme for mere magt til Pia Kjærsgaard.
Her bagefter er der en alternativ mulighed, som Fogh kunne have benyttet sig af: Sammenbrud i forhandlingerne, men ikke nyvalg. Statsministeren har ret til at udskrive valg - og til at lade være. Han kunne trække på skulderen og konstatere, at det ikke lykkedes at blive enige, og så i øvrigt køre videre med kvalitetsreformen. Så havde han gjort sin pligt over for konservative og Dansk Folkeparti, og så havde han undladt at indgå et meningsløst forlig.
For alle os, der gerne ser et nyt flertal i Folketinget, er det dejligt at se Fogh dumme sig og at grine af Bent Bendtsens pinlige glæde over den ligegyldige skattelettelse. For Danmark gør det såmænd hverken fra eller til. Det er bare underholdning til aftenkaffen.