tirsdag den 27. december 2022

Nu kommer der masser af vindmøller og solceller

 


Klima har været højt på den politiske dagsorden i mange år, men hvad er der sket? spørger mange kritikere.

Der er lavet målsætninger og planer, og det tager altså tid i et stærkt reguleret og ret kompliceret samfund. Og så er der sket en million små og store ændringer, som vi ikke lægger mærke til: Varmeforsyningen er ved at blive grøn, vi bruger energi mere effektivt, og der er kommet en hel del elbiler. Vi spiser også mindre kød.

Solceller og vindmøller pibler frem
Men den helt store ændring er lige om hjørnet. I de kommende år vil vindmøller og solceller pible frem i landskabet, og solceller forhåbentlig også på tagene.

Kommunerne bliver for tiden bombarderet med ansøgninger fra firmaer og privatpersoner, der vil stille solceller og vindmøller op. Kommunerne har vedtaget klimaplaner, hvor de har forpligtet sig til at nedbringe CO2 udledningen med 70 % inden år 2030. De planer kan kun føres ud i livet, hvis der kommer markant mere vedvarende energi. Derfor ser landets byråd meget mere positivt på ansøgninger om nye anlæg end blot for et par år siden.

Lokalt udbytte er afgørende
MEN. Der er et meget stort men, som samtidig er meget glædeligt.
Kommunerne ønsker, kræver og forventer, at der kommer lokalt udbytte af vindmøller og solceller.

En udenbys udvikler, som betaler en landmand en fin leje af jorden og plastrer den til med vindmøller og solceller for at score kassen, skal ikke regne med at få sit projekt igennem.

Vedvarende energi skal helt eller delvist ejes af lokale. Det kan være enkeltpersoner, firmaer, varmeforsyninger, fonde, lokale energifællesskaber eller kommunalt ejede selskaber.

En del af overskuddet skal meget gerne gå til det lokalsamfund, hvor anlægget står.

OG naboerne skal tages med på råd, når anlæggene skal udformes og placeres.


Solskin og medvind i byrådet
Når de betingelser er opfyldt, vil projekterne nyde både solskin og medvind i kommunalbestyrelsen, og der vil komme mere vedvarende energi.

Der vil stadig være protester, og der kan også være lokale projekter, der falder på grund af placeringen. Men næsten alle byråd i Danmark vil sige ja til solceller eller vindmøller, hvor der er et fornuftigt lokalt udbytte.

VE-modstandere går en hård tid i møde
Det vil de af den simple grund, at lokale politikere er valgt til at varetage lokalsamfundets interesser. Og det er helt klart bedre at producere sin egen energi lokalt, at høste overskuddet lokalt og at få de lokale arbejdspladser, end det er at købe klimabelastende energi fra udlandet.

Så, hvis du af principielle grunde mener, at solceller og vindmøller er grimme, går du en hård tid i møde. Den vedvarende energi bliver meget synlig i vores landskab.


Ingen kommentarer: