søndag den 11. december 2022

Tilståelse fra en elbilist


 

Når folk spørger om problemer med rækkevidde for en elbil, ryster jeg venligt på hovedet. Der er ingen grund til at diskutere med folk, som bare ved, at elbiler er besværlige. Dem om det.

Jeg er rigtig glad for at køre i elbil og bliver hverken stresset eller irriteret over at bruge tid på at lade.

Lang tur hjem fra Djursland
Men forleden gik det galt, og jeg fik en meget lang tur hjem fra Djursland. Det havde været meget nemmere i en benzinbil. Ikke at jeg ville bytte, men det havde været nemmere.

En kollega og jeg skulle ud til Reno Djurs, der ligger helt ude på næsetippen. Jeg var nervøs for ladesituationen og havde derfor planlagt turen udmærket. Planen var, at vi skulle gøre holdt ved en lynlader i Himmerland og lade bilen op til 80%. Så kunne vi køre til Reno Djurs og tilbage til den samme lynlader.

Desværre blev min kollega lidt forsinket og i morgentrafikken kørte folk sneglelangsomt på de lidt sneklædte hovedveje det første stykke vej. Så vi mistede et kvarter på turen til Himmerland, og da jeg ikke vil komme for sent til aftalte møder, kunne vi kun nå at lade til 62%.

Ak
Det skulle så koste et ekstra ladestop i Randers hjemover, og bilens smarte system fandt også en ledig lynlader, så der var udsigt til et meget lille tidstab.

Men ak.

Så snuppede en anden den ledige lader for næsen af os. Vi kørte nordpå mod et sted ved motorvejen, hvor der er en hurtiglader. Den var ikke ledig, og vi ventede 20 minutter, mens vi ladede lidt med det andet langsomme stik.

Så virkede skidtet ikke. Jeg prøvede på alle mulige måder, men måtte til slut ringe til Clever. Efter at en ung mand havde talt ned til mig i nogle minutter endte han med at genstarte laderen. Det tog lidt tid, men så virkede den. Det tog 10-12 minutter at få strøm nok til at køre op til Himmerland. Deroppe brugte vi 25 minutter. Jeg var nødt til at få rigeligt med strøm på, fordi jeg også skulle til Aalborg om aftenen.


Uheld på motorvejen
Temmelig forsinkede kørte vi nordpå i udmærket humør. Der var lidt kø ved tunnelen og efter Vendsyssel-afkørslen var der så sket et uheld. Det kostede lige 25 minutters stilstand på en af de motorveje i Danmark, der normalt har færrest biler. Men denne eftermiddag var der mange.

Da kollegaen var sat af, måtte jeg opsøge en dyr lynlader i Frederikshavn for at have strøm nok til at køre til Aalborg, og i Aalborg måtte jeg ud på et gåture om aftenen, fordi bilen trængte til at stå i en lader.

Jeg nåede alt det, jeg skulle. Men det var godt nok bøvlet.
Jeg kan tydeligt mærke, at der er kommet flere elbiler, mens det store ryk af lynladere ikke er sat ind endnu. Det kommer forhåbentlig meget snart. 

Indtil da - er det stadig sjovt at være elbilist.

Ingen kommentarer: