tirsdag den 10. august 2021

Prutten har holdt i 32 år

Da jeg som 12-årig var med min far i Støvsugermagasinet i Holstebro, var jeg ved at krybe i et musehul af flovhed, da min far begyndte at prutte om prisen på den støvsuger, han netop havde forelsket sig i. Det var vildt pinligt, for jeg troede, at far ikke havde råd til at betale den fulde pris.

Tørretumbler til nedsat pris
Siden fandt jeg ud af, at det nogle steder er en del af handlen, at man skal tinge lidt om prisen. Da Solle og jeg købte vores første tørretumbler, var prisen 3600 kr., og vi var ret stolte, da vi fik den forhandlet ned i 3300 kr. Da jeg nogle dage senere kom for at betale, spurgte den unge ekspedient, om det var 3200, vi var blevet enige om.

Stædig tv-pusher
Et stykke tid efter skulle vi have nyt fjernsyn. Hos Radiomontøren fandt vi den nyeste Nokiamodel - en 26 tommers svend, der vejede omkring 35 kilo. Prisen var 5700 kr. Det får man et halv biografskærm for i dag.

Vi var tændte efter handlen med tørretumbleren og forsøgte på alle måder at få prisen ned. Men tv-pusheren var ikke til at bide skeer med. I stedet for et afslag, tilbød han en clock-radio oven i handlen. Det var vi godt tilfredse med. Den strømlinede Dream Mashine af mærket Sony kostede 500 kr., og vi manglede et godt vækkeur. Desuden var det jo smart med indbygget radio. Vi taler 1989.

Den er her endnu
Vi er flyttet to gange siden da, og den flødefarvede clockradio står stadig på mit natbord og kommer i funktion, når vi har brug for at stå op på et særligt tidspunkt. Det er lidt bøvlet at stille om mellem sommertid og vintertid og at stille uret efter strømafbrydelser. Men det må man leve med, når man beholder et godt produkt i 32 år.

Ja. Jeg ved godt, at telefonen kan det samme, men på det punkt er jeg gammeldags. Min telefon og jeg laver det samme om natten: Vi sover. Det er sundt for mennesker og smartphones.

Hvis vi havde forhandlet os til 300 kr. i rabat, var de penge glemt og brugt for længst. Takket være den stædige mand hos Radiomontøren har vi glæde af prutten i årevis.


 


1 kommentar:

CGroengaard sagde ...

Efter din historie var det helt klart en god handel :-)