Et flertal af de britiske vælgere stemte ved valget forleden på de partier, der IKKE går ind for en hård Brexit. Premierminister Boris Johnson har altså ikke befolkningen med sig i ønsket om at forlade EU den 31. januar med den midlertidige skilsmisseaftale.
48 pct. af stemmerne fik de hårde Brexit-partier. Men på grund af det gammeldags engelske valgsystem har de konservative et massivt flertal i Underhuset. Ét konservativt mandat kostede i praksis 40 pct. færre stemmer end et Labourmandat.
Katastrofe for Labour
Men nu er det britiske demokrati, som det er, og det skal vi andre selvfølgelig ikke lave om på. Valgresultatet var under alle omstændigheder en katastrofe for Labour - en selvforskyldt ulykke. Corbyn tegner simpelthen ikke partiet, og han har ikke bidraget med andet end brok og kævl under den 3 år længe Brexitkrise i England.
Som et ansvarligt parti skulle Labour naturligvis have meldt sig aktivt ind i forhandlingerne og ledt efter løsninger sammen med de konservative. Labour kunne ikke få alle sine ønsker opfyldt, men et nationalt kompromis ville have været en meget bedre løsning for England, for Skotland, for Nordirland og for EU.
Nu kommer det svære
For skilsmisseaftalen er jo det lette.
Det svære bliver forhandlingerne om Englands fremtidige forhold til EU. Hvilke rettigheder får EU-borgere i Storbritannien - og omvendt? Skal vi betale told til hinanden? EUs princip er jo, at varer og mennesker skal bevæge sig frit over grænserne, og som udgangspunkt kan man ikke vælge den ene del fra. Der er også fiskerigrænser samt tusindvis af store og små samarbejdsaftaler, som har betydning for hverdagen for millioner af mennesker på begge sider af Nordsøen.
Alt det har Johnson nu fået vælgernes mandat til at forhandle om, og resultatet kan han køre lige igennem Underhuset efter forgodtbefindende.
Skidt for demokratiet
Det er godt for effektiviteten, men skidt for alt andet, herunder demokratiet. Ingen lande regeres godt fra fløjene, så derfor håber jeg, at Labour snarest får valgt en midtsøgende formand, som igen kan bringe partiet i øjenhøjde med vælgerne og som kan arbejde for at løse landets reelle problemer. I stedet for hele tiden at stå og råbe skældsord efter premierministeren og forlange at få udskrevet valg i tide og utide.
Politik er en kamp, javel. Det er det under en valgkamp. I hverdagen er det et arbejde i folkets tjeneste.
48 pct. af stemmerne fik de hårde Brexit-partier. Men på grund af det gammeldags engelske valgsystem har de konservative et massivt flertal i Underhuset. Ét konservativt mandat kostede i praksis 40 pct. færre stemmer end et Labourmandat.
Katastrofe for Labour
Men nu er det britiske demokrati, som det er, og det skal vi andre selvfølgelig ikke lave om på. Valgresultatet var under alle omstændigheder en katastrofe for Labour - en selvforskyldt ulykke. Corbyn tegner simpelthen ikke partiet, og han har ikke bidraget med andet end brok og kævl under den 3 år længe Brexitkrise i England.
Som et ansvarligt parti skulle Labour naturligvis have meldt sig aktivt ind i forhandlingerne og ledt efter løsninger sammen med de konservative. Labour kunne ikke få alle sine ønsker opfyldt, men et nationalt kompromis ville have været en meget bedre løsning for England, for Skotland, for Nordirland og for EU.
Nu kommer det svære
For skilsmisseaftalen er jo det lette.
Det svære bliver forhandlingerne om Englands fremtidige forhold til EU. Hvilke rettigheder får EU-borgere i Storbritannien - og omvendt? Skal vi betale told til hinanden? EUs princip er jo, at varer og mennesker skal bevæge sig frit over grænserne, og som udgangspunkt kan man ikke vælge den ene del fra. Der er også fiskerigrænser samt tusindvis af store og små samarbejdsaftaler, som har betydning for hverdagen for millioner af mennesker på begge sider af Nordsøen.
Alt det har Johnson nu fået vælgernes mandat til at forhandle om, og resultatet kan han køre lige igennem Underhuset efter forgodtbefindende.
Skidt for demokratiet
Det er godt for effektiviteten, men skidt for alt andet, herunder demokratiet. Ingen lande regeres godt fra fløjene, så derfor håber jeg, at Labour snarest får valgt en midtsøgende formand, som igen kan bringe partiet i øjenhøjde med vælgerne og som kan arbejde for at løse landets reelle problemer. I stedet for hele tiden at stå og råbe skældsord efter premierministeren og forlange at få udskrevet valg i tide og utide.
Politik er en kamp, javel. Det er det under en valgkamp. I hverdagen er det et arbejde i folkets tjeneste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar