lørdag den 9. marts 2019

Ud med plastikkort og pengesedler

Den digitale udvikling drøner afsted, og hver gang et nyt område skal være digitalt, lyder der advarsler om ikke at koble de gamle fra.
Senest er det sundhedskortet, som har skabt debat. Som jeg har forstået det, vil regeringen gøre det digitalt men har mødt modstand fra ældreorganisationer og vist nok også fra Socialdemokratiet. Argumentet er, at mange ældre ikke har en smartphone og derfor ikke vil kunne identificere sig ved lægen.
Jamen, jamen. Så find da en løsning på det. De kan vel identificere sig på anden vis.

Overflødige plastikkort
Det er helt skørt, at vi andre fortsat skal belemres med overflødige plastikkort. Og det er galt, hvis vi det store flertal af digitale borgere ikke kan få en nemmere hverdag, fordi vi skal tage hensyn til nogle ældre mennesker, som måske ikke engang ønsker særbehandling.

Min far var imponeret
Min far, der ville være fyldt 90 år i dag, var næsten ikke digital. Men han beklagede sig aldrig over nye services og over ting, han ikke forstod. Tværtimod var han synligt imponeret, når jeg viste ham alt det, jeg kunne med min telefon. Hele sit liv havde han været vidne til teknologisk udvikling, og det fortsatte i hans sidste år, hvor han ikke selv kunne følge med i det. Men jeg tror, det glædede ham, at der stadig fandtes nysgerrige og opfindsomme folk, der kunne opfinde dimser og teknologi, som kunne gøre hverdagen nemmere.

Plastikkort og pengesedler - ud med dem
Jeg siger ikke kritikløst ja til alt nyt digitalt. Men meget af det er altså nemmere end det analoge, og så er jeg med. Plastikkort er ikke mit behov. De indeholder nogle få oplysninger, jeg lige så sikkert kan have i min telefon eller mit ur. Ud med dem.
Pengesedler og mønter har jeg heller ikke brug for. Det er nemmere at betale med telefonen - eller med et kort, hos de butikker, der ikke har Dankort-appen. Jeg handler helst hos Coop, for der ordner jeg det hele på appen, hvor der er også er tilbud og rabatter. Ud med kontanterne hurtigst muligt - så bliver det også sværere med sorte penge.
Vores tv er for længst blevet en fremviser, og vi kan se programmerne, når det passer os. Takket være digitaliseringen.

App i stedet for bil
Det næste store skridt bliver forhåbentlig bilerne. Står det til mig, har vi bare en app, og så kommer der en bil og henter os, når vi skal afsted. Det er nemmest, billigst og mest klimavenligt. Slut med parkeringsbøder, bilvask, buler og optankning. Det bliver endda lovligt at sende SMS og mail, mens bilen kører.

Ja til det hele - og til skrappe krav om sikkerhed
Og så er der hundrede andre ting, jeg endnu ikke kan forestille mig. Jeg siger ja til alt det, der gør livet nemmere. Jeg forventer, at lovgivere og myndigheder i hele verden stiller skrappe krav til sikkerhed og at de griber håndfast ind over for virksomheder, der stjæler eller misbruger vores data.
Og på det personlige plan tager jeg ansvar for, at jeg ikke sidder med næsen i min telefon i al den tid, jeg sparer ved hjælp af de digitale services.

Ingen kommentarer: