torsdag den 9. maj 2013

Så hepper vi på Brøndby

Jeg har aldrig været en stor Brøndby-fan - eller for den sags skyld FCK-fan. Jeg holder med AaB, når det går nogenlunde godt, og ellers følger jeg bare med.
Men lige nu hepper jeg på Brøndby. Danmarks største fodboldklub må ikke rykke ned fra Superligaen. Det vil være helt galt.

Brøndby er noget særligt
Den overtegnede aktieemission for nylig beviste i sig selv, at Brøndby er noget særligt. Tusindvis af danskere stillede 108 mio. kr. til rådighed for den kriseramte klub. Og det gjorde de ikke for at tjene penge. Tværtimod. Det havde nok været bedre at investere pengene i en lottokupon.
For et års tid siden var jeg til et arrangement på Brøndby Stadion. Enhver fodboldinteresseret person bør tage derud og se det fantastiske sted, de har skabt ude på Vestegnen.

Imponerende stadion
Et enormt stadion, som set fra en af de store lounge er et imponerende selv uden tilskuere og spillere på banen. Lige ved siden af ligger Idrættens Hus, som jo er et ret stort sted, men der lige op ad Brøndby Stadion ligner det en ganske ordinær kontorbygning.

Tre gange DM sidste år
Ud på eftermiddagen kom hundredevis af unge mennesker derud til træning på de mange dejlige baner ved siden af stadion. Drenge, piger, unge mænd og kvinder, som alle går op i deres sportsgren med liv og sjæl. Tip-top forhold og meget koncentrerede trænere.
Brøndby vandt i sidste sæson DM for kvinder og to ungdomsårgange. Den store klub har landets største talentfabrik, landets største supportergruppe og et helt enormt antal frivillige. Fodboldklubben er et enormt aktiv i det lidt trøstesløse område med alt for meget ens betonbyggeri i forstæderne vest for København.
Da jeg gik og så på de drenge og piger på de grønne baner, blev jeg rigtig glad og tænkte, at de i hvert fald ikke er rockere eller voldsmænd.

Ikke bare en fodboldforretning
Brøndby er ikke bare en fodboldforretning. Det er et identitetsskabende samlingssted, og det er en hel egns stolthed. Det er bragende godt, det de har banket op derude.
Og ja, de har dummet sig i de seneste år. Betalt alt for høj løn til spillere, der ikke præsterede, og ansat og fyret ledere og chefer. Der har også været strid og magtkampe i ledelsen, og den slags fører aldrig til succes.

FCK-fans skal også heppe
Med penge i kassen, en ny bestyrelse og sikkert også en ny ledelse, er der alletiders mulighed for en ny start for Brøndby. Det fortjener de at få, og selv den mest inkarnede FCK-fan kan ikke være modstander af, at det går godt i Brøndby.
Derfor må de altså ikke rykke ned.

Ingen kommentarer: