torsdag den 21. januar 2010

Journalistlede

Politikerlede - det kender vi. Det er, når politikerne bliver utroværdige eller, når der går Christiansborg i den. Når de kun tænker i taktik og poster og helt glemmer både sagens reelle indhold og de mennesker ude i samfundet, de arbejder for.
Journalistlede - det er et ord, jeg lige har fundet på. Det er, når journalister forfølger en sag og blæser den op alene for at skabe en sensation. Ikke for at oplyse læserne.
Journalistlede rammer i dag B.T. og Ekstra Bladet, fordi de for tre uger siden bragte foto og navn på en mand, der blev sigtet for et drab i Herning. Han nægtede ethvert kendskab til sagen, og i går viste dna-prøverne, at han havde ret. Manden er løsladt og ikke længere sigtet.
Det er netop grunden til, at en avis ikke skal bringe navn og billede af folk, der er sigtet for en alvorlig forbrydelse. Det gør ikke læserne klogere, og skulle det som her vise sig, at den sigtede er uskyldig, har avisen unødigt hængt ham ud og skadet ham og familien mange år fremover.
Det er simpelthen noget svineri, synes de fleste danskere.
Når politikerne dummer sig, forlanger journalisterne med rette, at de erkender deres dumhed og tager ansvaret for de fejl, de måtte have begået.
Men det gælder ikke Ekstra Bladet. Chefredaktør Poul Madsen forsvarer med åben pande sin disposition med to besynderlige argumenter.
Det ene er, at Ekstra Bladet ved at trykke mandens navn og foto er med til at opklare sagen. Det kan få vidner til at stå frem.
Det andet er, at dommeren ikke har nedlagt forbud mod at nævne navnet.
Til det første vil jeg spørge, om det er Ekstra Bladet eller politiet, der skal opklare kriminalitet her i landet?
Til det andet vil jeg spørge, om det er domstolene eller Poul Madsen, der skal redigere Ekstra Bladet?
De to formiddagsavisers almindelige praksis er at nævne navn på sigtede. Det er i strid med god presseskik, men det er ikke ulovligt. Alle andre end de to aviser følger god presseskik efter bedste evne.
I den digitale tidsalder er det endnu vigtigere end tidligere at lade være med at hænge folk ud, mens politiet efterforsker en sag. Navn og billede på den uskyldige mand forsvinder aldrig fra nettet. De to avisers nyheder spreder sig lynhurtigt via feeds og links. På nettet kan man ikke holde mund med tilbagevirkende kraft, og gårsdagens nyheder bliver ikke brugt til at pakke torsk ind i.

Ingen kommentarer: