5 år uden gratis fadøl

5 gange har jeg deltaget i Folkemødet uden at få én gratis fadøl.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og oplevet et stigende antal menige borgere deltage i debatterne.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og har oplevet engagerede debatter om væsentlige emner for vores lille trygge samfund.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også har haft det sjovt på Bornholm. Jeg har drukket op til flere glas rødvin og har hørt musik og lyttet til entertainere. Det er en del af en god folkefest.

Kritik fra folk, der ikke deltager
Men kritikken af, at Folkemødet skulle være en elitær fadølsfest præget af kendisser kan kun stamme fra folk, der ikke har deltaget. Det er simpelthen umuligt at bevæge sig rundt i Allinge i de fire dage uden at mærke alsidigheden, bredden og ikke mindst det enorme engagement, alle typer arrangører lægger for dagen. Du kan ikke gå mange meter uden at blive præsenteret for en mærkesag eller blive inviteret til et arrangement. Og stikker du hovedet inden for i et telt, står tre-fire folk på podiet og diskuterer, mens en lille eller stor flok sidder og lytter særdeles aktivt.
Det er Folkemødet. Og det er bare fedt.

Kender du de 17 verdensmål?
For mig har årets tema været FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Dem så jeg nærmest overalt, og jeg havde selv fornøjelsen at være ordstyrer til et arrangement, hvor Sønderborg Kommune tog dem som udgangspunkt.
Hvis ikke du kender de 17 mål, så kommer de her: http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/
De er gode, de er nødvendige, og det er altså fælles mål, som alle FNs medlemmer har tilsluttet sig.

En hel vinters snak om hvert mål
I den enkle udgave er de nemme at forstå, og der er klare symboler til, så de også er til at huske.
Hver især kan de 17 verdensmål foldes ud. Man kan tale om 1 af dem en hel aften eller for den sags skyld en hel vinter i forsamlingshuset.
Målene bliver ikke ført ud i livet bare ved at blive vedtaget af FN. De skal omsættes til virkelighed i landenes parlamenter, i virksomheder, organisationer, regioner og kommuner. Og blandt mennesker. Det kræver samtale, dialog og fælles idéudvikling.
Og det er netop det, der foregår på Folkemødet. Jeg er sikker på, at mange er vendt hjem fra Bornholm med fornyet lyst og inspiration til at bidrage en lille smule til at gøre verden bedre.

What's in it for us?
I Sønderborg-teltet diskuterede vi egoisme og fællesskab. En ung deltager nævnte, at folk kun engagerer sig, hvis de kan svare på spørgsmålet: What's in it for me? En klog herre appellerede til, at vi i stedet taler om what's in it for us? Og så blev vi enige om, at et vigtigt indhold for den enkelte er at være en del af et stærkt fællesskab.
Det er da langt bedre end en gratis fadøl.

Løb, hygge og krampe

Jeg stiller sjældent op til motionsløb, men nu er Coast2Coast blevet en kær tradition i familien. Løbet mellem Skallerup Klit og Palmestranden på årets korteste nat er en fed oplevelse, og vi glæder os til næste fredag.

Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.

Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.

3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.

Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.

Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.

Pyt med Trump

Twitter-præsidentens melding om, at han vil melde USA ud af Parisaftalen er værre for USA end for klimaet.
Den nation, som i over 100 år har ført an i den teknologiske udvikling, skal nu ifølge dens præsident gå tilbage til energiformer og teknologier, som hører fortiden til. Den tid, hvor de ikke vidste bedre.
Trumps vej fører til tilbagegang i USA og til isolation af det ellers så prægtige land.


Ingen indflydelse
Heldigvis tyder intet på, at manden med det sjove hår har nogen særlig indflydelse. Hverken politisk eller økonomisk. Politisk er han en amatør, og man opnår ingen resultater i den verden ved at fornærme alt og alle og være lunefuld og uforudsigelig.
Og så er det altså sådan, at Trump selv ikke med de sjoveste dekreter kan forhindre amerikanske virksomheder i at udvikle teknologier, produkter og software, der udnytter sol og vind og andre forureningsfri energikilder.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre store og små energiselskaber i USA i at tænke langsigtet og forlade kul, gas og olie til fordel for vind- og solenergi.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre de amerikanske stater i at føre en nutidig energi- og klimapolitik.

Der er penge i det grønne
Og det er sådan, at Trump får mere end almindeligt svært ved at finde investorer til kulindustrien. Store investeringer kræver vished for en stabil langsigtet forrentning, og det er svært at forestille sig i år 2017, at kul kan være en god forretning om 10, 20 eller 30 år.
Storkapitalen - de førende amerikanske virksomheder samt pensionskasser og rige fonde har for længst indset, at olie, kul og gas ikke er fremtiden. De har lugtet, at der er penge i vedvarende energi, som ikke forurener. Og de lytter til forbrugernes ønsker. Social og miljømæssig ansvarlighed er nøgleord for de store virksomheder i dag. Klima og energi står øverst på dagsordenen i de riges lukkede klub World Economic Forum i Davos.

Højst fire år
Den virkelighed må Trump gerne lukke øjne og ører for eller skrive sjove ord på Twitter om. Men det ændrer ikke noget.
Vi andre kan bare sige: Pyt med Trump. Han er højst præsident i fire år, og der får han næppe gennemført ret meget. Hans dekreter kan trækkes tilbage den 21. januar 2021, og lovgivning bliver det svært for ham at gennemføre. Det kræver forhandlingsevner, tålmodighed og lydhørhed.
Jo længere tid, der går uden andet end svulstige erklæringer, jo færre vil lytte til ham og tage ham alvorligt. Jo flere vil sige pyt.
Både i USA og i resten af verden. 

Nu må kommunen da

For tiden skriver min avis en del om en ulykkelig skilsmissesag. Barnet vil ikke være hos den forælder, som landsretten har tilkendt forældremyndigheden. Kommunen har anbragt barnet på en institution, hvor det ikke trives, og nu møder kommunen heftig kritik fra den anden forælder og en advokat.
Jeg omtaler eksemplet meget overfladisk, for det er ikke den konkrete sag, jeg vil kloge mig på. Det er tendensen med, at pilen lynhurtigt peger mod kommunen.

Onde folk på rådhuset?
Et barn er forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens.
Hvis forældrene ikke kan eller vil påtage sig ansvaret, gør kommunen noget på samfundets vegne. Der sidder ikke nogle onde mennesker rundt omkring på rådhusene og venter på at komme til at gøre livet surt for skilsmissebørn. Tværtimod. Kommunens medarbejdere ønsker at finde den bedst mulige løsning for barnet, og de ønsker frem for alt at give opgaven tilbage til dem, den hører hjemme hos: forældrene.
Og så har de en pligt til at overholde landets love og til at følge afgørelser fra domstolene. Det står ikke til diskussion.
Selvfølgelig kan kommuner begå fejl, men det er at vende tingene på hovedet at give kommunen skyld for et skilsmissebarns ulykkelige situation. Forældrene har skylden. Det er deres barn.

Løs det selv
Næsten dagligt ser jeg historier i medierne, hvor en part i en sag anklager kommunen for magtmisbrug, fejlbehandling eller misinformation. Og næsten hver gang er det en sag, som kommunen ufrivilligt eller nødtvungent er blevet involveret i. Klageren og hans eller hendes modpart kunne selv have løst den, hvis de havde taget ansvaret.

Forstærker modsætningerne
Der er en årelang tradition for, at medierne tager den slags historier op. Det kan give en kortvarig følelse af retfærdighed hos den, der klager sin nød til pressen. Men det løser meget sjældent problemet. Ofte vil det bare forstærke de modsætninger, der ligger bag.
Det vil være bedre for børn og naboer, hvis flere tog ansvar for selv at løse deres problemer end at overlade dem til kommunen og derefter klage over kommunen til avisen.

Min karriere som møver

Da jeg i mine juniordage spillede på Holstebro Boldklubs tredjehold, var jeg hverken forward, back eller målmand. Jeg var møver.
Som møver skulle jeg stå i vejen for modstanderne og møve mig ind, når der var klumpspil. De finere detaljer med afleveringer og langskud var jeg ikke så god til, men jeg var stærk og frygtløs, så jeg møvede i begge ender af banen. I vores forsvar skulle modstanderne støde ind i mig, og i angrebet skulle jeg gøre plads til de små letbenede fyre, som kunne drible, heade og alt det, der førte til mål og sejr.
Dengang havde ethvert fodboldhold en møver. På Holstebros 3. divisionshold var det ishockeyspilleren Kjeld Bjerrum, der møvede rundt uden at røre bolden ret meget. Og både i det nordjyske og på landsholdet huserede møveren over dem alle: Henning Munk Jensen.
Nu ser jeg til min store glæde, at Frederikshavn Kommune har ansat en møver. Herligt, at sådan et lidt humoristisk og billedskabende ord finder vej til et visitkort. Møverens funktion er at møve sig ind hos højtuddannede og forklare dem om de fine jobmuligheder i Frederikshavn.
----
Åh, nej.
Min fantasi har spillet mig et puds.
Frederikshavn Kommune har ikke ansat en møver. Men en mover.
Endnu et overflødigt engelsk udtryk, som lægger afstand til almindelige mennesker.
Så røg den pointe. Eller gjorde den?

Et bedre liv til 1 mio. danskere

Det er her gratis - men bruges af for få

Diskussionen om ulighed irriterer mig. Den er sådan set interessant, set ud fra et moralsk synspunkt, men jeg synes, den fjerner fokus fra det største problem, vi har i Danmark: Op imod 1 mio. mennesker har et dårligt liv.
I stedet for at sammenligne deres liv med andres, skal vi hjælpe dem til at få et bedre. Det må alle for pokker da kunne blive enige om.

Ud af skolen til ingenting
Hver sjette, der forlader folkeskolen, får ikke mere uddannelse. De får ingen job og ender som kontanthjælpsmodtagere, pensionister, kriminelle eller hjemløse. Hver sjette. Det er en katastrofe.
Det har stået på i årevis, og resultatet er, at vi har en kæmpe gruppe, som lever et sølle liv.

For fedt
40 pct. af danskerne er overvægtige og i for dårlig form. På sigt medfører det livsstilssygdomme, smerter, sygedage, isolation og tab af job og netværk for mange af dem. Vi uddanner og ansætter flere og flere læger og sygeplejersker, vi bygger stadig større hospitaler, og pøser milliarder ud til medicin, men sygehusvæsenet er konstant bagud. Det skal gribes an på en helt ny måde.

Flygtninge og ældre
Over halvdelen af flygtninge og indvandrere i Danmark er reelt uden for samfundet. De har intet arbejde, taler dårligt dansk, har næsten ingen penge og føler sig på ingen måde som en del af Danmark. Resultatet er alt for høj kriminalitet og isolation i det, vi nedladende kalder for ghettoer. Det er noget møg for dem og for alle os andre.
Og så er der en overset gruppe af gamle, som er ensomme og syge. Mangle lever et sølle liv med masser af medicin og minimal menneskelig kontakt.

Drømmen brast
Alle disse gode mennesker har haft en drøm om et godt liv, som er bristet. Når de har fået problemer, møder Systemdanmark dem med krav, påbud og regler, de skal leve op til. De mærker presset fra omverdenen om at tage sig sammen og om at have dårlig samvittighed over at nasse på os andre. Det bliver det ikke bedre af. Tværtimod.
Resultatet er 1 million dårlige liv. 1 million menneskelige katastrofer. Og en helt enorm udgift for samfundet, som vi så bebrejder de dårlige liv, at vi andre skal betale.

Opgaven: Hjælp folk til et bedre liv
Det skal vi gøre på en helt anden måde. Jeg har naturligvis ikke en trylleformular, der kan løse alle problemer, men vi kan da starte med at påtage os den opgave at gøre tingene helt anderledes.
Hvis alle politikere og alle vores gode ansatte i stat og kommune så det som en fælles forpligtelse at hjælpe folk med at få et bedre liv, var vi allerede nået et langt stykke vej.
Den måde at tænke på bør gennemsyre enhver lov, ethvert cirkulære, enhver bekendtgørelse, enhver administrativ afgørelse og enhver kontakt med de borgere, der har brug for hjælp. Det frivillige Danmark står klar til at hjælpe, så her er en enorm ressource, der kan bruges bedre.

Give folk muligheder i stedet for cirkulærer
Jeg taler ikke om, at vi ukritisk skal give flere penge til folk. Jeg taler om en grundlæggende værdi om at hjælpe folk til at komme på fode. At give dem muligheder for at få det bedre og klare sig bedre. At tage udgangspunkt i deres drømme, evner og muligheder i stedet for at dunke dem i hovedet med cirkulærer og uforståelige skemaer.
Nogen gange er jeg lige så håbløs en drømmer, som John Lennon kunne være. Jeg ved godt, at vi ikke kan gøre alle lykkelige. Men vi kan da prøve. Ikke mindst, når vi kan se, at det vi gør nu, er helt og aldeles galt.

Milliardspild med åbne øjne

Overskudsgivende medicin for 500 kr.

Vi kan hurtigt blive enige om, at SKATs spild af vores skattekroner er en gigantisk skandale. Den største i nyere tid. Håber jeg.
I SKATs tilfælde er der tale om et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner og vel også et politisk. Folketinget og skiftende regeringer har lidt for blindt troet på, at digitalisering ville kunne spare tusinder af stillinger i SKAT uden at forringe effektiviteten.

Et såkaldt sundhedsvæsen
Mens vi alle sammen slikker sårene over de mange milliarder, der er forsvundet op i den grå luft, spilder vi samtidig milliarder af kroner hvert år. Vi kører videre med et såkaldt sundhedsvæsen, der bare bliver dyrere og dyrere - selv om vi ved,at det kan gøres billigere og bedre.
Krumtappen i det danske sundhedssystem er helbredelse. Samfundet bruger enorme formuer på at forsøge at helbrede de mange mennesker, der bliver syge. Der bliver flere og flere og behandlingerne bliver dyrere og dyrere. I disse år skyder nye supersygehuse op til omkring 100 mia. kr. Det er absurd mange penge.

Sats på forebyggelse
Hvis vi i stedet gjorde forebyggelse til det bærende princip, ville vi på få år kunne stoppe udgifternes evige himmelflugt. Og vi ville gøre livet bedre for tusinder af danskere, som får dårligt hjerte, lungesygdomme og depressioner. Det vil i øvrigt også spare samfundet for udgifter til sygedagpenge, understøttelse, medicin og en række andre følgeudgifter.
Læs her, hvad lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing i går udtalte til Nordjyske:

- Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere.

Rygning og 10.000 skridt
Rygning er stadig en kæmpe synder. Det vil ikke koste noget at sætte afgifterne i vejret og at forbyde rygning endnu flere steder. Det vil forhindre tusinder af unge i at begynde at ryge.
Manglende motion er en anden dræber. 10.000 skridt om dagen har alle tid og mulighed for at klare. Gjorde de det, ville udgifterne til medicin og helbredelse rasle ned.

Vilde med kræftplaner og store byggerier
Kommunerne er klar. Regionerne er klar.
Men det kniber på Christiansborg. Politikerne er bange for forbud og afgifter. Og de er vilde med kræftplaner og store byggerier.
Så vi må blive ved med at betale i dyre domme for behandlinger og medicin, som kunne være undgået. Resultatet er, at de fattige og dårligt uddannede lever et usundt liv, mens de rige og højtuddannede også sundhedsmæssigt kører på 1. klasse.

Fælles plan
Det kan jeg ikke acceptere. Mine skattepenge skal ikke spildes til at øge uligheden, så jeg opfordrer Folketinget, regionerne og kommunerne til at lave en fælles plan for forebyggelse af de mest alvorlige folke- og livsstilssygdomme. Og at sætte penge af til at føre planen ud i livet. Kom så i gang.