I aftes var vi til bingo. Sportsrideklubben Lerbæk havde lejet Bingohallen, så vi skulle naturligvis bakke op om arrangementet. Det gjorde vi ved at købe diverse plader for 257 kr. og gå tomhændede hjem. Aftenen gav et fint lille overskud, så alt var godt.
6 plader hver
De fleste af os fra rideklubben var håbløse amatører, og jeg er sikker på, at vi gik glip af nogle præmier. For det er absolut ikke enkelt, når man som jeg kun kommer til bingo en gang hvert 30. år.
Selve hovedspillet er sådan set enkelt nok. Det er et helt almindeligt spil banko, hvor man først spiller om en række og siden om hele pladen.
Vi havde seks plader hver, og det skulle være nemt nok at holde styr på, for alle 90 numre er lige nøjagtigt 1 gang på de 6 plader. Så man ved, at man har alle de numre, der bliver råbt op.
Men hold da op, det går stærkt. Vi sad i dyb tavshed og koncentration og kunne med nød og næppe følge med. Mere end én gang skete det, at jeg kom et par numre bagud.
Pause - puha
Når én havde banko, var der heller ikke fred. Det sidste nummer er et såkaldt bingonummer, og det er der et par særlige spil med. Så man skal krydse nummeret af på en særlig plade, samtidig med, at man skal rydde sin egen plade og gøre klar til næste spil. Puha.
Ind imellem var der flere andre spil, som vi ikke havde købt noget til. Og det var vi glade for. Det var rart at få et lille pusterum.
I pausen hørte vi, at det hele var en halv time forsinket. Tallene blev nemlig denne aften råbt meget langsomt op af hensyn til os uøvede spillere. Så jeg købte en kop stærk kaffe og gjorde klar til anden halvleg i lidt højere tempo.
Én spiller ved vores bord fik pladen fuld og én vandt på indgangsbilletten. Begge dele udløste højst upassende jubelråb fra vores side.
Gult håndklæde ved premieren
Selv vandt jeg som nævnt intet, og det var ringere end for 30 år siden, da jeg lavede en lille reportage til avisen. Dengang var der sidegevinster. Da damen til venstre for mig havde banko, ventede jeg at få en lille gevinst, men hun skubbede sin plade over til datteren til venstre, så mor og far fik sidegevinsterne. Lidt senere var det damen til højre, som havde held i spillet, og det kastede en gevinst af til mig: Et lille gult håndklæde.
De var i øvrigt mægtigt søde imod mig. Jeg sad og baksede med mine tre plader, og de havde 6-8 stykker hver. Men de havde da overskud til at følge med på mine også, når jeg missede et af tallene, som opråberen spyede ud i rasende fart.
Vi ses i 2049
Der er en hyggelig stemning ved sådan et spil, og det glæder mig, at de mange faste spillere har en god oplevelse nogle gange om ugen.
Men der må gerne gå 30 år, inden jeg er med igen.
6 plader hver
De fleste af os fra rideklubben var håbløse amatører, og jeg er sikker på, at vi gik glip af nogle præmier. For det er absolut ikke enkelt, når man som jeg kun kommer til bingo en gang hvert 30. år.
Selve hovedspillet er sådan set enkelt nok. Det er et helt almindeligt spil banko, hvor man først spiller om en række og siden om hele pladen.
Vi havde seks plader hver, og det skulle være nemt nok at holde styr på, for alle 90 numre er lige nøjagtigt 1 gang på de 6 plader. Så man ved, at man har alle de numre, der bliver råbt op.
Men hold da op, det går stærkt. Vi sad i dyb tavshed og koncentration og kunne med nød og næppe følge med. Mere end én gang skete det, at jeg kom et par numre bagud.
Pause - puha
Når én havde banko, var der heller ikke fred. Det sidste nummer er et såkaldt bingonummer, og det er der et par særlige spil med. Så man skal krydse nummeret af på en særlig plade, samtidig med, at man skal rydde sin egen plade og gøre klar til næste spil. Puha.
Ind imellem var der flere andre spil, som vi ikke havde købt noget til. Og det var vi glade for. Det var rart at få et lille pusterum.
I pausen hørte vi, at det hele var en halv time forsinket. Tallene blev nemlig denne aften råbt meget langsomt op af hensyn til os uøvede spillere. Så jeg købte en kop stærk kaffe og gjorde klar til anden halvleg i lidt højere tempo.
Én spiller ved vores bord fik pladen fuld og én vandt på indgangsbilletten. Begge dele udløste højst upassende jubelråb fra vores side.
Gult håndklæde ved premieren
Selv vandt jeg som nævnt intet, og det var ringere end for 30 år siden, da jeg lavede en lille reportage til avisen. Dengang var der sidegevinster. Da damen til venstre for mig havde banko, ventede jeg at få en lille gevinst, men hun skubbede sin plade over til datteren til venstre, så mor og far fik sidegevinsterne. Lidt senere var det damen til højre, som havde held i spillet, og det kastede en gevinst af til mig: Et lille gult håndklæde.
De var i øvrigt mægtigt søde imod mig. Jeg sad og baksede med mine tre plader, og de havde 6-8 stykker hver. Men de havde da overskud til at følge med på mine også, når jeg missede et af tallene, som opråberen spyede ud i rasende fart.
Vi ses i 2049
Der er en hyggelig stemning ved sådan et spil, og det glæder mig, at de mange faste spillere har en god oplevelse nogle gange om ugen.
Men der må gerne gå 30 år, inden jeg er med igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar