tirsdag den 13. februar 2018

Ekspert: Man kan dø af sygdom

Kongerøgelse er godt stof. Det ved vi.
Det komiske opstår, når der er en god historie uden ret mange kendsgerninger. Sådan én bakser medierne med for tiden.
Det, vi ved med sikkerhed er, at Prins Henrik er alvorligt syg.
Han har været indlagt på Rigshospitalet og er nu på Fredensborg Slot.
Mere ved vi ikke.

Vil vi gerne læse mere?
Men det kan man jo ikke fortælle igen og igen, og vi vil jo gerne læse noget om det. Eller vil vi?
Så der kommer den ene mere ligegyldige og isoleret set morsomme ekspertudtalelse efter den anden.
Fredag aften fyldte historien halvdelen af tv-avisen, og der var to reportere igennem direkte fra Rigshospitalet. Først forklarede journalist Mette Hybel, at Prins Henrik måtte være alvorligt syg.
Senere kom tv-lægen igennem. Også han havde analyseret sig frem til, at Prins Henrik var alvorligt syg.
Det stod i øvrigt i den pressemeddelelse, kongehuset havde sendt ud om formiddagen.
I de følgende dage kom der med jævne mellemrum breaking news, hver gang en eller flere fra den kongelige familie besøgte Prins Henrik på sygehuset. Og når de forlod sygehuset igen.
Så var der eksperter fremme, som straks kunne fortælle os, at det nok var et tegn på, at Prins Henrik var alvorligt syg.

Ikke rask igen
Næste pressemeddelelse kom i dag, tirsdag. Her stod der, at Prins Henrik var overflyttet til Fredensborg Slot, hvor han ønsker at tilbringe sin sidste tid omgivet af sin familie.
Berlingske var hurtigt ude med en ekspert, som kunne forklare os, at Prins Henrik ikke bliver rask igen.
Jeg ønsker Prins Henrik og hans familie alt godt. Det er ikke dem, der skaber komikken. Kongehuset informerer sobert og sørger for at holde det strengt private privat.
De elektroniske medier fører breaking news hysteriet ud i det groteske og gør sig selv til grin.
Mener jeg, og jeg er ekspert i mine meninger.

Ingen kommentarer: