lørdag den 30. april 2016

Lyt en bog

 20 timers japansk fantasi til bilens højttaler

Rigtig mange af os (mænd) får læst langt færre bøger, end vi gerne vil. Det er den berømte tid, der endnu engang må tage skylden. Når vi nu ikke selv vil stå ved vores prioriteringer.
Et godt trick til folk, der føler sig travle og gerne vil høste af litteraturens skatkammer, er lydbøger. De giver indhold til vores spildtid.

Murakamis næstbedste bog
Jeg kører Danmark tyndt i en gul bil. I denne uge blev det til over 2000 kilometer og med en gennemsnitsfart på 90, var det over 20 timer. En del af dem har jeg tilbragt med at høre Haruki Murakamis fabelagtige roman Kafka på Stranden. Jeg er stor fan af den fantasifulde japanske jazzcafé-ejer, og jeg troede, jeg havde læst hans bedste bøger. Men den her stryger ind på andenpladsen efter den lille løbebog Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe.

20 timer
Oplæseren tager 20 timer om at stave sig igennem Kafka på Stranden. Det første kvarter skal man koncentrere sig noget, men når man er fortrolig med romanens univers, bliver man på mystisk vis en del af bogen uden at koncentrere sig synderligt om den. Jeg kan lytte til lydbog i flere timer uden afbrydelser og uden at blive træt. Det er bare hyggeligt.

I bilens højttaler
Teknisk er det pærenemt her i 2016. Jeg har lånt bogen på eReolen og downloadet den til min telefon. Jeg kobler telefonen til bilens højttaler med et usb-stik og trykker play. Så kommer oplæserens behagelige stemme ud i højttaleren.
Ringer min telefon, stopper oplæseren og fortsætter igen, når samtalen er forbi. Vil jeg lige høre en radioavis, kan jeg slå over på radio og fortsætte med bogen bagefter.
Når jeg er kommet hjem, kan jeg høre videre i bogen, mens jeg går tur med hunden eller ordner noget i haven. Så bruger jeg bare øretelefonerne.

5 gratis bøger om måneden
eReolen er bibliotekernes gratis udlån af e-bøger og lydbøger. Flere store forlag vil ikke være med, så udbuddet er begrænset. Men der er mange tusinde timers læse- og lyttestof. Jeg tror, man har ret til at låne 5 bøger pr. måned, og det er jeg aldrig i nærheden af.
Man kan selvfølgelig også købe lydbøger hos forlagene. Det fungerer lige så nemt, og så har man jo bogen til evig tid og skal ikke have den hørt færdig i løbet af en måned.

E-bøger uden sjæl?
Som oplevelse er en lydbog helt på højde med en traditionel bog. Derimod er jeg aldrig blevet helt dus med ebøgerne. Jeg har masser af dem og har også læst nogle stykker, men hver gang jeg har en fysisk bog, tager jeg den før den næste e-bog.
En gammeldags bog er en bedre ven end en app. Den har mere sjæl.
Det har lydbogen også. For der får jeg stemmen med, og når jeg har hørt på den i mange timer, er oplæseren min fortrolige. Vi har noget sammen, og vi har kun været os to om det.

Ingen kommentarer: