søndag den 6. december 2015

Miraklet i Midtpunkt

Breaking news fra Tankegang: Det er lykkedes os at få annulleret en parkeringsbøde.
Det, som ingen troede muligt, er realiseret takket være en tålmodig og kløgtig indsats fra vores bogholder Birgit Korsgaard.

Vi starter med en rykker
Her er hele den sensationelle historie.
For et par uger siden modtog vi en rykker fra Euro-Park. Den lød på 1200 kr., og ifølge rykkeren havde vi tidligere modtaget en såkaldt kontrolafgift på 650 kr. Det er det, vi andre kalder for en parkeringsbøde. Årsagen var, at p-skiven ikke var indstillet korrekt.

Afgiften gjaldt den bil, jeg normalt kører i. Og forseelsen var begået den første dag, vi havde bilen. Det havde fundet sted i gården i Midtpunkt, hvor Tankegang holder til.

Jeg blev hamrende irriteret. For jeg vidste, at jeg havde sat parkeringskortet over i den nye bil. Det sidder i en lomme i forruden, og så må man holde der døgnet rundt uden at stille på p-skiven.

Hverken Birgit eller jeg havde modtaget selve bøden. Vi hørte ikke fra dem, før der kom en rykker. Vel at mærke med truende formuleringer om at betale beløbet inden en nær dato for at undgå at blive sendt til inkasso.

Betal og klag
Birgit har prøvet det før, og hun vidste af erfaring, at man ikke sådan slipper fri af Euro-Parks kløer. Det er ikke nok at have ret. Og rimelighed tæller slet ikke i den verden.

Så hun foreslog at betale rykkeren - og at henvende sig til Euro-Park for at gøre opmærksom på, at der sad et gyldigt kort i forruden samt at vi ikke havde modtaget den oprindelige afgift.

Det sidste skete via en formular på firmaets hjemmeside. Birgit scannede et billede af bilens forrude ind, hvor man tydeligt kan se det lille kort, der sidder lige ved siden af p-skiven. Her i ugen kom der svar. Euro-Park havde besluttet at frafalde kravet, og her kommer den fantastiske formulering: "pr kulance og som et enkeltstående særtilfælde".

Brev fra et menneske
Ingen indrømmelser her. Ingen fejl fra Euro-Parks side. Ingen beklagelser.
Brevet må være skrevet af et menneske. Hvordan får man folk til at skrive sådan? Der er garanteret tale om en rar person, der her søndag eftermiddag sidder og spiser æbleskiver med sine børn og klapper en kælen kat i sofaen. Men når han eller hun er på arbejde i Euro-Park går tiden med at skrive følelseskolde breve, som gør modtageren i dårligt humør.

Jeg kender modargumentet. Tingene skal kunne holde i retten, og når man skal være helt præcis i sin sprogbrug, kan det godt blive lidt kedeligt og meget svært at forstå. Den holder ikke. Man kan godt skrive venligt, korrekt og letforståeligt på én gang.

Men dem om det. Jeg er sådan set ligeglad med, om det er pr. ambulance eller poste restante. Bare vi får vores penge igen.

Ingen kommentarer: