I går fik jeg en fantastisk historie.
Den handler om Nam, der i dag arbejder med it i en stor virksomhed i Odense. Jeg havde ham med som passager fra Odense til Aalborg med delekøre-servicen GoMore.
Vi faldt hurtigt i snak om alt muligt. Nam fortalte, at han var bådflygtning. Det har vist været en meget dramatisk tur, som har sat sig spor for livet. Men det sprang vi let hen over.
Til gengæld var jeg ved at tabe kæben, da min rare passager fortalte, hvordan han lærte dansk.
Fremtid til sønnen
Han var 17 år og kom alene til Danmark. Menneskesmuglerne skulle have en formue for at sende folk ude på havene i de gamle både. Så Nams forældre brugte alle pengene på at sikre deres søn en god fremtid.
Nam kom til Aalborg i slutningen af 80erne. FIk en lille lejlighed og lidt penge, og kom til at gå i en dansk folkeskole. I 3. klasse.
Det må væres spøjst at forestille sig en 17-årig gå sammen med små børn på 9-10 år. I starten var det helt håbløst i dansktimerne, men når der kom matematik på tavlen var den unge mand fra Vietnam naturligvis klassens stjerne.
Ingen sprogskole
Et par år efter gik Nam i 7. klasse, så i 9. og så videre til gymnasiet og Aalborg Universitet. Dansk? Det lærte han på få måneder i 3. klasse. Sprogskole? Nej, det eksisterede ikke. Integration? Nej, det var heller ikke på dagsordenen. Men alle var flinke og meget, meget hjælpsomme. Så der var ikke brug for et stort system, der hjalp landets nye indbyggere på plads i de kolde omgivelser.
Jeg krydsforhørte ikke den gode mand, men af beretningen fremgik det, at han havde haft en god tid, som ung i skolen. Mange andre unge mænd har været igennem lignende forløb, og langt de fleste har klaret sig godt.
Det er tankevækkende.
Bedre dansk
Selvfølgelig kan modellen ikke overføres til nutiden, hvor der kommer mange flere flygtninge og en del af dem har psykiske problemer med i bagagen.
Men den helt centrale del med at lære dansk, kan helt sikkert forbedres. I dag går alle, der får asyl, på sprogskole. Sammen med andre, der heller ikke kan dansk. Og det er deres vigtigste aktivitet. Det er en meget dårlig måde at lære et sprog på.
Det bedste er at komme ud blandt danskere. På en arbejdsplads, i en forening, i en skole eller et fjerde sted. I den første tid forstår man ikke et suk, men man lærer hurtigt de ord og vendinger, der er nødvendige for at klare sig på det pågældende sted. Og lige pludselig har man knækket koden.
Sproget er nøglen
Sproget er nøglen til integration. Man kan ikke tilpasse sig vores kultur eller blive en del af den, når man ikke forstår den. Det er simpelthen umuligt.
Sproget er en større forhindring end religion. Derfor er det værd at afprøve nye metoder for at lære flygtningene dansk. De skal ud blandt os andre. Det må vi tåle. Vi risikerer selvfølgelig at lære nogle spændende mennesker at kende. Det kan endda vise sig, at de hverken er islamister eller terrorister.
Den handler om Nam, der i dag arbejder med it i en stor virksomhed i Odense. Jeg havde ham med som passager fra Odense til Aalborg med delekøre-servicen GoMore.
Vi faldt hurtigt i snak om alt muligt. Nam fortalte, at han var bådflygtning. Det har vist været en meget dramatisk tur, som har sat sig spor for livet. Men det sprang vi let hen over.
Til gengæld var jeg ved at tabe kæben, da min rare passager fortalte, hvordan han lærte dansk.
Fremtid til sønnen
Han var 17 år og kom alene til Danmark. Menneskesmuglerne skulle have en formue for at sende folk ude på havene i de gamle både. Så Nams forældre brugte alle pengene på at sikre deres søn en god fremtid.
Nam kom til Aalborg i slutningen af 80erne. FIk en lille lejlighed og lidt penge, og kom til at gå i en dansk folkeskole. I 3. klasse.
Det må væres spøjst at forestille sig en 17-årig gå sammen med små børn på 9-10 år. I starten var det helt håbløst i dansktimerne, men når der kom matematik på tavlen var den unge mand fra Vietnam naturligvis klassens stjerne.
Ingen sprogskole
Et par år efter gik Nam i 7. klasse, så i 9. og så videre til gymnasiet og Aalborg Universitet. Dansk? Det lærte han på få måneder i 3. klasse. Sprogskole? Nej, det eksisterede ikke. Integration? Nej, det var heller ikke på dagsordenen. Men alle var flinke og meget, meget hjælpsomme. Så der var ikke brug for et stort system, der hjalp landets nye indbyggere på plads i de kolde omgivelser.
Jeg krydsforhørte ikke den gode mand, men af beretningen fremgik det, at han havde haft en god tid, som ung i skolen. Mange andre unge mænd har været igennem lignende forløb, og langt de fleste har klaret sig godt.
Det er tankevækkende.
Bedre dansk
Selvfølgelig kan modellen ikke overføres til nutiden, hvor der kommer mange flere flygtninge og en del af dem har psykiske problemer med i bagagen.
Men den helt centrale del med at lære dansk, kan helt sikkert forbedres. I dag går alle, der får asyl, på sprogskole. Sammen med andre, der heller ikke kan dansk. Og det er deres vigtigste aktivitet. Det er en meget dårlig måde at lære et sprog på.
Det bedste er at komme ud blandt danskere. På en arbejdsplads, i en forening, i en skole eller et fjerde sted. I den første tid forstår man ikke et suk, men man lærer hurtigt de ord og vendinger, der er nødvendige for at klare sig på det pågældende sted. Og lige pludselig har man knækket koden.
Sproget er nøglen
Sproget er nøglen til integration. Man kan ikke tilpasse sig vores kultur eller blive en del af den, når man ikke forstår den. Det er simpelthen umuligt.
Sproget er en større forhindring end religion. Derfor er det værd at afprøve nye metoder for at lære flygtningene dansk. De skal ud blandt os andre. Det må vi tåle. Vi risikerer selvfølgelig at lære nogle spændende mennesker at kende. Det kan endda vise sig, at de hverken er islamister eller terrorister.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar