fredag den 20. november 2015

Fra miljøflip til mainstream


Se, hvad jeg fandt i Brugsen i Gærum i dag.

For et lille år siden ringede nogle af vores venner med et varmt tip: De havde fundet en butik, hvor vi kunne købe økologiske appelsiner.
I dag har alle vores lokale supermarkeder den skønne orange frugt i usprøjtet form. Og hundredevis af andre økologiske varer. Det er gået rigtigt stærkt her i 2015. Økologien har simpelthen forandret sig fra miljøflip til mainstream.

Hvorfor ikke?
En stor del af middelklassen køber økologiske varer - ikke alt, men mere og mere. Forklaringen er enkel: Hvorfor købe noget med gift i, når vi har råd til at købe det uden?
Hvorfor købe fødevarer, hvor vi ved, dyrene har haft det elendigt, når vi har råd til at købe kød fra dyr, der har haft nogenlunde rimelige forhold?
Succesen bider sig selv i halen. Jo flere forbrugere, der går efter økologi, jo større bliver udbuddet. Og så er der en automatisk mekanisme med, at priserne falder. Så får flere råd til økologi, og så fortsætter den gode spiral.

Udbud og efterspørgsel
Coop gik for et år siden i front og satte priserne på en række økologiske varer 25 pct. ned. Det havde omgående virkning på efterspørgslen - og desværre også en negativ sideeffekt. De økologiske æbler blev revet væk, og det var ikke muligt at forhøje produktionen i februar, så supermarkederne måtte længere og længere væk for at finde øko-æbler med det resultat, at priserne steg.
Økologi og dyrevelfærd er et marked. Det er drevet af udbud og efterspørgsel, og som det går for tiden, driver markedet de grønne løsninger frem.

0 buræg i LIDL
I dag meddelte discountkæden LIDL, at den stopper for salg af buræg i danske butikke og  holder op med at bruge buræg som ingrediens i fødevarer, man kan købe i LIDL. Jeg hørte direktøren, og han var en ærlig mand. I stedet for at rode sig ud i noget HR-sludder om miljø og dyrevelfærd, forklarede han, at forbrugerne efterspørger varer uden buræg. Det er ren business for LIDL, og sådan skal det også være.

Business for landbruget
Et grønt landbrug kan også blive god business for Danmark. Vi forbrugere er med. Vi vil gerne have flere danske økologiske varer. Tyskerne, hollænderne, belgierne, franskmændene, amerikanerne, australierne og mange andre er også med. Listen bliver længere og længere år for år. Markedet for økologi og dyrevelfærd vokser og vokser. Det er en enestående chance, som jeg håber, de danske bønder vil gribe.

Til gavn for vores fælles økonomi.
Og for miljøet, det billige skidt.

Ingen kommentarer: