mandag den 8. juli 2013

Stener Classic

Ingen håndværkere forstår, hvor dum jeg er, når det gælder teknik og værktøj. Jeg er ikke klodset, men jeg ejer simpelthen ikke evnen til at forstå, hvordan tingene hænger sammen og fungerer. Jeg har engang brugt flere timer på at pudse en smule væg op ude i stalden. Det blev ubegribeligt grimt, lavede et farligt svineri, og så ætsede det mine hænder.

Motorsvae og plæneklippere
Her får du det seneste eksempel på min hjælpeløshed - en Stener Classic.
I de første år, vi boede heroppe, havde jeg forskellige plæneklippere til vores to store græsplæner. Når den ene billige brød sammen, købte jeg en anden på tilbud.
Jeg havde haft en lignende erfaring med motorsave og endte med at købe en dyr svend, som stadig fungerer upåklageligt. Så jeg opsøgte eksperten og gik hjem med en Clipper til så vidt jeg husker 4500 kr. Det er vel 6-7 år siden, og jeg har aldrig problemer med dyret. Den skal til eftersyn til 6-700 kr. hvert forår, men æder sig stabilt igennem mine to mosplæner.

Den klipper lidt højt
Jeg har fra starten sat den på nederste trin for at klippe så tæt som muligt, og jeg har et par gange tænkt over, at den klipper lidt højt. Og ikke tænkt videre.
Her for et par uger siden var det grønne blevet temmelig højt, så jeg satte den et par hak op for at være sikker på at komme igennem. Den kørte nogle få meter og gik i stå. Jeg gav den mere gas og klarede 10 meter, før den gik i stå igen.

Hov, det var ultrakort
Til min forbløffelse så jeg, at græsset bag mig var ultrakort, og så begyndte jeg at lege med det håndtag, hvor man indstiller maskinen. Det viser sig, at den klipper højst på det nederste hul og lavest på det øverste. Det kan man mærke på maskinen, når man skifter hul.
Banalt, ikke?
Jeg kan ikke engang ærgre mig over at have brugt min glimrende plæneklipper forkert i årevis. For jeg ved, at det ikke bliver sidste gang, jeg ikke forsøger at sætte mig ind i et apparats funktioner, inden jeg tager det i brug.

Det rigtige udstyr
Nu har jeg klippet plænen ned. Det kræver nogle timers ekstraarbejde her i starten, fordi det efterlader store mængder afklip, som skal fejes sammen.
Men det har jeg det helt rigtige udstyr til, som jeg vist ikke kan betjene forkert.

Ingen kommentarer: