onsdag den 14. marts 2012

Ding DONG - der er løn

I Tankegang ringer vi med klokken, når vi får en ordre. Så er der arbejde til os.
I DONG kommer indtægterne lettere, og derfor er der også flere penge til at aflønne folk med.
Det fremgår af de seneste dages medieunderholdning om det statslige energiselskab, at chefen har været flink til at ringe med lønklokken for at sikre sig de rigtige folk i de strategisk vigtige topstillinger.
Således kunne bestyrelsesformand Fritz Schur på et pressemøde i dag oplyse, at en af direktørerne har en fratrædelsesordning, som giver ham 20 mio. kr. i hånden, hvis han siger op eller bliver fyret.
Eldrup selv må nøjes med 17 mio. kr. for fyresedlen - hvis ellers DONG mener sig forpligtet til at leve op til kontraktens ord om fratrædelsesgodtgørelse. Bestyrelsen overvejer, om den fyrede topchef skal have en mindre godtgørelse, eller måske slet ingen. Begrundelsen for at fratage ham penge skulle i givet fald være, at han med de guldrandede direktørkontrakter har overskredet sine beføjelser.
Det er juristeri, og det ender nok med, at Eldrup får de fleste af pengene. Det er kun rimeligt, når det står i hans kontrakt. Der er ingen grund til at lave meterlange ansættelsespapirer, hvis de ikke gælder alligevel.
Næ, det urimelige og helt amoralske er, at der tilsyneladende altid står i topdirektørers kontrakter, at de skal have en masse penge, hvis de ikke duer til jobbet og bestyrelsen må fyre dem. Eller hvis de selv siger op. Jeg kan stadig undre mig over, at DRs tidligere generaldirektør skulle have en kæmpe pengesæk med, da han sagde op, fordi han havde gjort sig selv totalt til grin.
Hvorfor skal topchefer have kæmpe godtgørelser, når de stopper? Det er spild af firmaets penge. Man skal have løn for at arbejde og måske lidt bonus for at opnå gode resultater. Men det er da helt pip at forgylde folk, når de forlader foretagendet. De penge får man jo ikke noget for.
Vi taler jo ikke om folk, der må på bistandskontoret. Anders Eldrup har fået en årsløn på 5-6 mio. kr., så han lider ingen nød de første par dage. En almindelig opsigelsesperiode på 3-6 måneder, alt efter anciennitet, er vel meget rimeligt. Så kan begge parter komme videre.

Ingen kommentarer: