Ord kan smitte

Her til morgen så jeg denne overskrift på DR: Norovirus i østers fra Lem Vig - ti er blevet syge.
Det var morgen, så jeg opfattede det første ord som Novovirus. Jeg tænkte, at det åbenbart var et udslip fra en af Novos fabrikker.

En læsefejl fra den dumme
Så blev jeg lidt nysgerrig, for så vidt jeg ved, har Novo ingen produktion i Lemvig og omegn.
Det viste sig at være en læsefejl fra min side. Jeg kendte ikke ordet Norovirus, og der kom heller ingen forklaring i artiklen. Der stod blot, at virusen stammer fra en menneskelig kilde.
Jeg måtte på nettet for at opklare sagen. Norovirus er den virus, der fremkalder Roskildesyge - ond bræksyge, hvis første tilfælde blev opdaget i Roskilde.
Historien kunne slutte her med en konklusion om, at jeg er for dum. Som oplyst borger burde jeg kende ordet Norovirus.

Overflødigt ord
Men jeg mener, at fejlen ligger hos DR. Der er mange andre end mig, der ikke kender ordet Norovirus. I stedet for, at vi skal føles os dumme, skal journalisten bruge ord, vi forstår. Det afgørende ved sagen er ikke, om det er en Norovirus - det er at Fødevarestyrelsen har forbudt østersfiskeri i Lem Vig, fordi 10 mennesker er blevet syge af dem.
Jeg tror, jeg kender forklaringen. DRs artikel bygger på en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, og i den er det første ord Norovirus.

Lader læseren i stikken
Vores sproglærere på journalisthøjskolen kaldte den slags for sproglig afsmitning. Kildernes ord smitter simpelthen journalisterne. Uden at tænke nærmere over det, bruger man ekspertens ord, og så lader man læseren i stikken.
I langt de fleste tilfælde kan man skrive det samme med ord, som alle forstår. Blot man som skribent er opmærksom på det, er det slet ikke noget problem. Nogle gange er det nødvendigt at bruge et fremmedord, og så skal man gøre sig den ulejlighed at forklare ordet til læseren.
Det svære er at opdage, at man er blevet smittet.
Det er så ikke tilfældet med Roskildesyge.

Jamen, vi havde en dejlig tur II

Her i weekenden havde Solle og jeg planlagt en tur til København. Godt hotel, BogForum og middag med mine brødre på et sneaky sted.
Jeg holdt fri fredag, og vi tog det stille og roligt, da vi først skulle med fly kl. 11.55.
Kl. 10.20 så jeg en besked om, at flyet fra Aalborg desværre var aflyst. Jeg kunne hurtigt konstatere, at der ikke var andre ledige fly den dag, så vi traf en rask beslutning om at tage Mols-Linjen kl. 12.30. Vi tog hjemmefra to timer før afgang og skulle lige omkring og aflevere en hund nede i byen. Den nåede at vælte en vase, som vi lod ligge, og så var det ellers afsted i en rasende fart.
En rolig morgen og formiddag var forvandlet til en stresset køretur. Solle var chauffør, mens jeg ordnede det praktiske med billetter og afbestillinger.

Næstsidst til færgen
Vejret var frygteligt. Det stod ned i stænger og til tider var der også hagl. Vi fulgte løbende med på GoogleMaps, og tiden lå hele tiden og svingede. Vi nåede det selvfølgelig. Tjek ind og direkte ombord på færgen som næstsidste bil. Solle var helt udaset efter en anstrengende tur.
Så gik alt fint. Vi parkerede bilen i Vanløse og tog Metro ind til byen. Bommelom. Hyggelig aften med god mad, super dag på BogForum og en rigtig hyggelig middag. Vi sluttede på et lille værtshus i en sidegade til Nørrebrogade med drinks og god snak.

Tidligt afsted
Søndag morgen tog vi alt for tidligt afsted fra city og øjeblikket efter stod vi ude i Vanløse. Der var oceaner af tid til at nå færgen. Jeg trillede ind på en tankstation, og da vi kørte derfra, meddelte en skærm i bilen, at trykket var for lavt på venstre baghjul.
Vend om og ring til Tophjælp. De lovede at sende en mand inden 60 minutter, og jeg bad om hurtigere betjening. Flinke Henrik fra Falck var der under en halv time senere. Han fandt et stykke metal i dækket, som han ikke turde røre. Så vi aftalte at drøne mod færgen og så ville der holde en ny Falckmand i Aarhus og hjælpe os.

Flink Falckmand nummer to
For anden gang i den weekend havde vi pludselig stress på for at nå færgen. Jeg offentliggør ikke farten, men der var nærmest ingen trafik og vejret var fint, så vi nåede det uden større problemer. Og dækket holdt luft. Flink Falckmand nummer to konstaterede, at trykket var fint, så vi fortsatte til Frederikshavn, hvor Solle nu har bestilt et nyt dæk.

Vælg selv morale
Du kan frit vælge morale på denne historie.
En mulighed er, at det kan betale sig at være i god tid. For så kan man nå at tage højde for ubehagelige overraskelser.
En lige så rigtig konklusion er, at det ikke nytter at være i god tid. Man ender alligevel med at jage afsted.
Min eftertanke er: Vi havde en dejlig tur.

Forbyd ulovligheder

Mus, frøer og fugle er vist de eneste, der bliver slået ihjel her ude på Flade Rævdalvej, hvor ingen vil bo. På Nørrebro går det anderledes hedt for sig. På to dage er to bandemedlemmer blevet myrdet af rivaler.
Det er den foreløbige kulmination på mange måneders kampe og skyderier mellem grupperinger af kriminelle i hovedstaden og i andre storbyer. Det er ulykkeligt og uhyggeligt, og jeg forstår beboernes frygt.

Fred og tryghed
Jeg forstår også deres og mange andres ønske om at få gjort noget ved sagen - at få stoppet bandekrigen, så beboerne på Nørrebro kan leve i fred og tryghed.
Men der er ikke et quick-fix. Der er problemer i denne verden, som ikke lige lader sig løse. Bande-, rocker- og mafiakriminalitet hører til i den kategori.

Kun banderne kan stoppe krigen
Justitsministeren, Folketinget, politiet, naboerne kan ikke stoppe voldsomhederne. Det kan kun banderne selv. Det er dem, der skyder på hinanden (og på andre). Og det er dem, der driver en ulovlig forretning med med stoffer og våben, hvor vold og trusler er en del af forretningsgrundlaget.
Rivaliserende bander, der lever af kriminalitet, kæmper om markedet. Og vold avler vold, så med jævne mellemrum optrapper de konflikten mellem sig og terroriserer dele af byen.
Politi og myndigheder kan være over dem, stresse dem, sætte så mange som muligt i fængsel og måske få held med at konfiskere våben og sorte penge. Det kan forhåbentlig med tiden få krigen til at ebbe ud.

Forbud mod foreninger
I afmagt arbejder regeringen nu med et forslag om at forbyde banderne. Det skal igennem Højesteret, og det er  et skråplan. Forbud mod foreninger er grundlovsstridigt, uanset hvilke fikse ord, juristerne kan pakke det ind i.
Og det hjælper ikke en snus. De her typer er i forvejen dybt kriminelle. Mange af dem begår hver dag meget alvorlig kriminalitet. Så de vil næppe lade sig afskrække af, at deres bande også er ulovlig.
At forbyde en forening vil kun skabe endnu et problem, som ikke kan løses, og det vil ikke bidrage til at stoppe bandekrigen.

To syndige grønne apparater

Det regner og rusker udenfor, men herinde er der dejligt lunt. Jeg har tændt op i brændeovnen, som sagte gnasker løs af mine små stykker træ. Det er ren efterårshygge, men brændeovnen er desværre et af de to apparater her på matriklen, som jeg ikke længere kan bruge med grøn samvittighed. Det andet er kompostbeholderen, som jeg vender tilbage til om lidt.

Skadelige partikler
Først er der brændeovnen. Den dårlige historie er, at den udskiller skadelige partikler. Fra mit arbejde med kommunernes miljøafdelinger ved jeg, at det er en af de rimeligt store miljøsyndere i byerne. Herude på landet er det vel ikke så alvorligt. Jeg tror ikke, jeg påfører ret mange mennesker luftvejssygdomme, men skadelige partikler er vel skadelige, så jeg må vel forlige mig, at min brændeovn er lidt af en miljøsynder.

Selvfældet træ
Ærgerligt, for jeg har altid anset den for at være det modsatte. Det meste af det træ, jeg brænder af, er her fra grunden. Det er gamle fyrretræer, som vinden har væltet omkuld. Hvis jeg lader dem ligge, formulder de og frigiver den samme mængde CO2, som når jeg brænder dem af. Så det er altså CO2 neutral opvarmning, som udnytter energien bedre end vores jordvarme. Den får sin energi fra strøm fra nettet (vindmøller, affald, kul, solceller, flis og andet godt) eller fra vores solceller.

Muld af kartoffelskræller
På samme måde har jeg altid været lidt stolt af kompostbeholderen. Her samler jeg alt vores våde affald: Kartoffelskræller, kaffegrums, afgnavne majskolber og rester af frugt og grøntsager. Det bliver til meget hver uge, men jeg kan aldrig fylde den magiske beholder. Orme, insekter og en naturlig proces, som jeg ikke kan redegøre for, sørger for at omsætte det hele til muld, jeg kan sprede i haven.
Det betyder, at vi kun skifter vores skraldesæk hver anden uge, og der er den knap nok fyldt. Der er ingen grund til at køre vådt affald til forbrændingen, hvor det ikke gør nogen særligt nytte, når jeg kan beholde det i haven og få gavn af det.

Giftige gasser
Lyder min logik, som Tankegang også har hjulpet med at udbrede i årevis. Men der er en slange i paradiset: Metan. Kompostbeholderen kan udlede små mængder farlige gasser, som er skadelige for miljøet. Min gør i sig selv ikke den store skade, men hvis alle husstande var lige så flittige med at kompostere, ville det være et lille miljøproblem.

Næste forår bliver jeg grøn
Det er der råd for. Næste forår starter Forsyningen indsamling af madaffald i Frederikshavn Kommune. Det er dejligt, for det er en meget fin udnyttelse af energien i mine kartoffelskræller. Her bliver det omdannet til en energifyldt suppe, der kan udnyttes på bedste vis i et biogasanlæg. Så gassen fra mit madaffald fiser ikke op i luften, men bliver brugt til at producere el og varme eller til biler og busser, som kører på gas.

Victor D'Hondt afgør valget

Når vi om en måned skal stemme til kommunal- og regionsvalget, har en for længst afdød belgisk advokat og professor afgørende indflydelse på fordelingen af mandater.

Fem konsonanter i træk
Manden hed Victor D'Hondt, og han udtænkte i 1878 en retfærdig måde at fordele mandater på, som den dag i dag bruges ved alle valg i Danmark og det meste af Vesteuropa: Den D'hondtske metode. Dejligt ord, i øvrigt. Det er ikke så tit rigtigt at skrive fem konsonanter efter hinanden. D'Hondtske.
Metoden er lige så enkel som problemet med at fordele et antal mandater er indviklet. Du tror måske, at man bare kan regne den ud med procenter, men det bliver ikke retfærdigt. I praksis viser det sig, at de yderste mandater kan blive alt for billige eller alt for dyre.

Divider med 1, 2, 3, 4, 5 osv
Den D'Hondtske metode går ud på at dividere alle partiers eller valgforbunds stemmer med 1, 2, 3, 4, 5 og så langt som det nu er nødvendigt.
Et parti, der har fået 20.000 stemmer, får tallene 20.000, 10.000, 6666, 5000, 4000 og 3333. Et parti, der har fået 5000 stemmer, får tallene 5000, 2500, 1666, 1250 og 1000.
Alle partiernes tal skriver man op i en kolonne. Hvis der er 29 pladser i et byråd, tilfalder mandaterne de valgforbund, som har de 29 højeste tal. Har to lister samme tal, trækker man lod om mandatet.
Den D'Hondtske metode har en tendens til at favorisere de største partier. De vil ofte få mandaterne lidt billigere end de små partier. Men alternativerne ser ud til at være mere uretfærdige.

Flyveblad i Gent
Selve metoden publicerede den gode hr. D'Hondt på et flyveblad, som han delte rundt i byen Gent, hvor han underviste på universitet. Det har været den tids blog, og har altså vist sig at være ganske effektivt.
Jeg er ret sikker på, at mine udgydelser her på tekstener.dk ikke har nogen relevans om 139 år. Eller for den sags skyld om 10 minutter :-)

Je suis Samvirke

Jeg støtter Samvirkes ret til at oplyse COOPs medlemmer om gift i de fødevarer, vi spiser. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes, men det er den blevet her i oktober. Magtfulde landmænd har direkte eller indirekte truet lokale brugsuddelere til ikke at udlevere medlemsbladet til butikkens kunder.
Tusinder af COOP-medlemmer har ikke modtaget medlemsbladet, som de normalt får tilbudt første gang i måneden, de handler. Så de ser ikke artiklen om rester af sprøjtegift i fødevarer. De ser heller ikke en artikel om, at det er overflødigt at bruge klor i husholdningen eller én om, at det kan være farligt at spise pasta fra i går.

Uddelere føler sig presset
Det skyldes landmændenes vrede over indhold i bladet. En del brugsuddelere er enten enige med landmændene eller føler sig presset til at sende bladene tilbage til COOP, fordi de frygter at miste omsætning. Bønderne har forklaret, at de ikke vil handle i den lokale brugs, og at de vil opfordre andre kunder til at blive væk, hvis uddeleren har Samvirke liggende i butikken.
Deres vrede skyldes forsidebilledet. De mener, det er en fornærmelse mod konventionelle danske landmænd. Det har de ret til at mene, men jeg kan slet ikke følge dem. Jeg mener, det er et effektfuldt billede, som understreger pointen i artiklen: At der er mere gift i vores mad, end vi er klar over.

Jesus og Muhammed
Vi har tidligere set en gruppe blive fornærmet over et billede. Der var nogle kristne, som mente at et billede af Jesus med stiv tissemand skulle forbydes. Og der var en hel del muslimer, som følte sig krænket over en tegning af Muhammed med en håndgranat i turbanen.
Jeg mener, de var på gale veje. Og det synes jeg også, bønderne er.
Hvis COOP eller andre udbreder et budskab, du ikke er enig i, så nytter det ikke noget at forhindre folk i at se eller høre synspunktet. Så må du bruge argumentets kraft. At indskrænke ytringsfriheden er et selvmål i Danmark.

En ordentlig undskyldning
Men hvorfor undskylder Samvirke så over for de sure landmænd? Fordi Samvirkes redaktion er ordentlig og ikke principrytter. Der er nogle folk, som føler sig krænket. Det var ikke hensigten, og så siger man pænt undskyld. Det kunne Jyllands-Posten også have gjort med Muhammed-tegningerne uden på nogen måde at give køb på sin ytringsfrihed.

Jamen, vi havde en dejlig tur

Se lige på billedet. Pinligt, ikke?
Du kan godt se, at Viktor har sit smarte cykeltøj helt forkert på. Den undertrøjeting skal selvfølgelig ikke sidde uden på. Det er da tydeligt for enhver.
Altså, undtagen mig, som stolt cyklede Gedved rundt i to timer efter Viktor, som var klædt megapinligt ud. Folk smilede så høfligt til os, men jeg var sikker på, at det var fordi, Viktor og Johan er to meget søde drenge.

En sej cykel
Nu var det jo heller ikke et modeshow, vel. Det var en cykeltur, og Viktor kørte forrest hele vejen på sin nye cykel med de brede dæk. Den er sej. Johan sad på sædet foran mig og snakkede i ét væk.
Vejen gik op forbi kirken og ad en lang, mild bakke op til den nye udstykning ved Gedved, hvor familiens nye hus skal ligge. Vi gik en tur i traktorsporet på grunden. Den tog vi et par gange. Og så snuppede vi lige et par runder på cykel- og grusstien i det kommende parcelhuskvarter.

Svimlende legeplads
Næste stop var børnehaven, hvor jeg så hele legepladsen, og vi prøvede det meste. Så fik vi en tår vand, inden vi kørte over til skolen. Den har både en dejlig cykelrute, en sjov høj med rutsjebane og en legeplads, hvor man kan blive svimmel.
Derfra kørte vi en smart genvej hen til Brugsen, hvor vi næsten fik et kvarter til at gå. Drengene bugserede rundt med hver sin kurv med hjul. Johan købte en smart blågrøn bold, mens Viktor kastede sin kærlighed på et revolversæt. Og så smuttede der en pakke chokoladesmåkager ned. Johans forslag om at købe en rød peberfrugt, en pakke med to tandbørster og en Mokai fik jeg afværget uden nogen konflikt.
Ned i rygsækken med varerne, og så hjemover langs en lidt for trafikeret vej. Turen sluttede med en meget hård bakke, som krævede et par puf til den stærke knægt i den ufikse påklædning. 9,3 kilometer og et par skønne timer en søndag formiddag. Det fås ikke bedre, og ingen af os anede jo noget om, at tøjet havde siddet forkert. Det fik vi først at vide, da jeg havde lagt billederne ud i skyen.

Jeg skal være til grin
Dem, der køber børnetøj i vores familie, gør det kun med det formål at gøre mig til grin. Lærke havde som helt lille en rigtig smart og totalt indviklet badedragt, som jeg stod og fumlede med hver gang, vi var i svømmehallen. Det lykkedes altid at få den på, men Solle hørte engang fra en veninde, at jeg havde spankuleret rundt i svømmehallen med en glad lille pige i en badedragt, der vendte omvendt. Dyb udskæring foran og stram bagtil. Det har været et kønt syn.
Men vi havde det sjovt.