Wozniackis vinderpsyke er væk

Caroline Wozniacis pinlige nederlag i aftes i Toronto er endnu et spændende eksempel på, at psyken er en af de vigtigste faktorer i topsport.
Træning, træning og træning er vejen til eliten. Når du er der, afgør psyken, om du kommer helt til tops. Tør du vinde, tør du risikere at tabe for at vinde, tør du blive ved med at tro på, at du kan vinde, udstråler du over for modstanderen, at du vinder - så vinder du. Ellers taber du.
Wozniacki tabte første sæt i går. Det kan ske. Ny turnering. Modstanderen er totalt sat op for at slå verdens nummer 1, og man skal lige i gang. Helt efter planen tog Wozniacki hånd om kampen i andet sæt og kom foran 5-1. Så lavede hun et par dobbeltfejl og tabte et enkelt parti. I det næste havde hun to sætbolde, som hun missede, og så faldt hun helt sammen og tabte resten af partierne. Fra 5-1 til 5-7 mod en dårligere modstander på 20 minutter.
Det er hverken vinden eller modstanderens skyld. Det er alene Wozniacki, som ikke har fundet vinderpsyken frem efter forårets og sommerens dårlige resultater. Hun bliver bange for at tabe - og så taber hun. Hun ved, at hele tennissporten beskylder hende for at være ufortjent nummer 1, fordi hun aldrig har vundet en af de store turneringer. Hun ved, at den kritik får ekstra styrke efter sådan et nederlag. Det pres får hendes spil til at bryde sammen.
Men vi ved, at der ikke kun er en taber-Wozniacki. Der er i høj grad også en vinder. Det er den Wozniacki, vi skal have tilbage. Hun skal vinde den psykiske kamp mod sig selv. Modstanderne skal igen mærke, at Wozniacki aldrig har tabt før det sidste slag er slået. Så kan hun også komme helt til tops i en af de store turneringer i den uge, hvor det hele flasker sig for hende.
Hun er bestemt ikke ene om det. Vi kender det fra fodboldstjerner, der pludselig ikke scorer mål i mange uger. Så bliver det en historie og en belastning for dem, og så kan de slet ikke finde netmaskerne.
Vi kender det fra Tiger Woods, som i flere år var verdens suverænt bedste golfspiller. Han var bedst i alle spillets faser, men da han blev afsløret som en gemen horebuk, brød hans spil totalt sammen. Nu slår han ikke nær så godt som for to år siden.
Der er lige så mange positive eksempler. Svømmeren Lotte Friis har først måttet høre landstræneren fortælle, at hun var for tyk. Senest har han så underholdt med, at hun er doven. Det gjorde han lige efter det VM for nylig, hvor Lotte Friis ydede den flotteste præstation i dansk svømmesports historie med en guld- og en sølvmedalje. Landstræneren kan angle efter pressens opmærksomhed med alle sine besynderlige anklager. Men Lotte Friis griner bare. Hun ved, at hun kan noget særligt nede i det bassin, og hun tror på, at hun kan komme før i mål end de andre.
Måske har de trænet mere. Måske er de slankere. Men de er ikke Lotte Friis. Det ved de selv, og det ved Lotte Friis. Og så vinder hun igen.

Ejer du aktier - så gå en tur i skoven

Tænk sig at gå på pension efter 40 år i et firma, der hedder Standard & Poors og så fortælle sine børnebørn, at man har brugt hele sit arbejdsliv i et kreditvurderingsinstitut.
Det er faneme uhyggeligt, du.
Nå men det institut har altså jaget en skræk i livet på alle i denne verden, som mener, at økonomi er en værdi i tilværelsen.
I fredags nedgraderede Standard & Poors de amerikanske statsobligationer. Det betyder, at obligationerne efter instituttets mening ikke længere er en stensikker investering - kun en meget sikker investering. Det der institut har åbenbart så stor magt, at alene den ringere karakter fik store dele af verdens aktiebørser til at gå agurk i dag. Aktierne blev en hel masse hundrede milliarder mindre værd.
Det udstiller, hvor kunstig hele den verden er. Det er jo ikke sket noget reelt med den amerikanske stats økonomi her i weekenden eller med de mange firmaer, der er noteret på børserne. Kreditvurderingen er en vurdering og ikke andet.
Men dem om det.
Hvis du ejer aktier, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Aktierne stiger nok igen. Vent med at sælge dem til kursen er højere. Du taber først penge, når du sælger aktierne med tab.
Hvis du er bekymret for din pension, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Det går op og ned med afkastet og et enkelt eller to års fald i aktiekurserne ødelægger ikke din pensionsordning.
Hvis du er dybt bekymret for udsigterne til en langvarig krise, har jeg et endnu bedre råd: Gå en tur i skoven. Der er masser af ilt til din bekymrede hjerne. Der er gratis bær, der er spændende dufte, og der er højt til himlen.
Skovturen løser ikke Verdens økonomiske krise, men den er god for sjælen. Og så kan du jo tænke over, hvad formålet er med alle de penge. Hvis du gerne vil være rig, fordi du så kan nyde livet og have det godt - så kan du bare vælge at springe det med pengene over og simpelthen bare nyde livet. Det giver helt sig selv, når du i skoven.

Kartofler i hestemøg

I dag får vi nyopgravede økologiske, hjemmedyrkede kartofler til middag. Det lyder lækkert, ikke?
Jeg kunne også skrive, at vi får lortekartofler. De er nemlig dyrket på vores mødding, som består af tre ting: Spåner, hestepærer og hestetis.
Det er et af mine vanvittige stunt. I forsommeren skulle jeg smide en pose kartofler ud, som vi desværre ikke havde fået spist. De havde fået spirer og var halvrynkede.
Så kom jeg til at tænke på, at vores søde nabo sidste år forklarede om alt det gode, jeg kunne dyrke i komposten og i møddingen. Og det var jo aspargeskartofler, som var på vej ud i kompostbeholderen, så jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at grave dem ned i møddingen i stedet.
Den har stået i et år, så der var groet ukrudt. Det tog lige 10 minutter at rykke det op, før jeg satte mine rynkede aspargeskartofler.
Nogle uger senere var planterne skudt i vejret, og jeg hyppede dem - det vil sige, at jeg skubbede mødding sammen, så hver plante stod på en tue.
Forleden konstaterede jeg, at de var blomstret af, og her til eftermiddag gik jeg så på høst. Den første plante bød på 6 nydelige aspargeskartofler. Helt rene og fine og meget lækre. Den næste stod dårligt, og der var kun få og små kartofler, men den tredje var endnu bedre end den første.
Det var dagens høst. Jeg har skyllet dem og børstet dem med hænderne, og nu står de og koger. De skal serveres sammen med resterne fra i går.
Jeg er sikker på, at de smager af kartofler. Hvad skulle de ellers smage af?

Naturen, det billige skidt

Lidt overraskende har jeg oplevet at stå helt isoleret i en diskussion om et af tidens emner. Alle uden undtagelse mener det modsatte af mig. Det er faktisk en rigtig dejlig følelse at indtage det ledige synspunkt.
Det handler om træfældningen i Østerild Plantage. Jeg synes, det er forkert at fælde en fredsskov, men det kan jeg ikke overbevise nogen om.
"Der bliver plantet lige så mange træer og flere til et andet sted"
"Plantagen er ikke naturlig. Det er træer, der er sat i snorlige rækker"
"Hvis man vil have udvikling bliver man nødt til at gøre nogle ofre".
Sådan lyder tre af de fine argumenter, jeg bliver mødt med.
Dem skal jeg ikke jorde her.
Jeg tager dem som et symptom på, at naturfredning ikke er en folkesag. At et område er fredet, betragter mange enten som ligegyldig eller som besværligt og forkert.
Den holdning er ikke ny. Den har været fremherskende i mange år og er skyld i, at den danske natur går katastrofalt tilbage. Søer og vandløb gisper, der bliver færre og færre typer natur, moser, enge og overdrev i tusindvis er pløjet væk og tidligere helt almindelige fugle og dyrearter er stærkt truet. Viben er for eksempel ved at være en sjælden fugl i Danmark, og bestanden af harer er foruroligende lav.
Myndighederne har lukket øjnene for, at danske landmænd har ødelagt hundredevis af små naturperler, de såkaldte paragraf 3 områder. Det kan være et vandhul, en eng, eller en mose. Det skete ikke i 1948 eller 1954, men i 2007-2008.
Naturen i Danmark bliver ikke reddet med hensigtserklæringer og forhandlinger om principper i EU. Der skal handling til.
Sagen om testcentret for vindøller var en mulighed for at tage naturens parti. Men det gik som det plejer. Møllerne kunne ikke stå på landbrugsjord, fordi det ville krænke den private ejendomsret. Den er hellig.
Det er naturen ikke.

Snørebånd for dummies

Den person, der opfandt snørebåndet, var uden tvivl meget innovativ, selv om det ord ikke eksisterede dengang.
Men i dag ville opfindelsen ikke blive godkendt. Snørebånd opfylder ikke nutidens krav om brugervenlighed. Folk, der ikke er praktisk anlagt, kan ikke betjene snørebånd uden at komme i problemer.
Jeg er en af de snørebåndshandicappede. Jow. Jeg kan da godt binde en sløjfe. Men det er sjældent nok. De fordømte bånd går altid op. Når man løber, er det farligt. Jeg kan fremvise flere spændende ar som følge af styrt på løbeture, hvor jeg snublede i mit snørebånd. Det ser faktisk temmelig dramatisk ud, når 188 cm og 78 kilo pludselig vælter ned på asfalten.
Så jeg binder altid dobbeltknuder. Det kan jeg også godt :-)
Men binde dem op igen? Der går det galt. Forunderligt galt.
Jeg ved med min forstand, at jeg bare skal hive i en bestemt ende - så går hele dobbeltknuden og sløjfen op på én gang.
Jeg ved også, at man kan hive i den forkerte. Det gør jeg sådan cirka 49 gange ud af 50. Og her kommer det forunderlige. I løbet af ét sekund kan sådan en dobbeltknude blive til et uoverskueligt virvar af knuder og sløjfer. Spørg ikke, hvordan jeg gør - jeg gør det bare.
Derfor mener jeg, at Verden ville blive et bedre sted at leve, hvis nogen ville være så søde at opfinde snørebånd for dummies.

Amsterdam - Europas bedste cykelby

Efter to år med vores elskede Stockholm var vi lidt nervøse for årets sommerferie, som gik til Amsterdam. Vi foretrækker at cykle rundt i storbyer, og alle havde på forhånd sagt, at Amsterdam er en fed cykelby. Men passer det nu også?
JA.
Amsterdam er den bedste cykelby, jeg kender og jeg tør godt kalde den Europas bedste cykelby.
Der er flere millioner cykler i Amsterdam, og det er nemt, trygt og hyggeligt at cykle rundt i midtbyen. Når man så oven i købet som jeg er anarkistisk anlagt, så finder man ikke noget bedre sted at cykle end den hollandske hovedstad.
Midtbyen er jo domineret af kanaler og vejene er smalle. Så det er helt umuligt, at bilerne kører stærkt. Vejene er ensrettede på hver sin side af kanalen. Men i Amsterdam gælder ensrettet kørsel kun for biler. Cykler må naturligvis køre i begge retninger. Her er vi inde ved kernen af Amsterdams cykelforståelse. Det gælder om at gøre det så nemt som muligt at cykle og at få trafikken til at glide. Det gælder ikke om at overholde en masse regler.
Derfor kører man mod kørselsretningen, hvis man lige er kørt forkert - ellers tager man broen over og kører med retningen, for det er nemmere.
Hvis en bil spærrer vejen, kører man lige op på fortovet (under hensyntagen til fodgængerne, selvfølgelig). Hvis der er fri bane, kører man over vejen, uanset om der er rødt lys. Der er ingen hajstriber. Ved de mange kryds, kører man frem, hvis der er fri bane og holder tilbage for andre. Det kan man gøre ved at regulere fart og retning, lige som fodgængere på en propppet gågade.
Vi kørte gaderne tynde i fem dage, og der var ingen sure miner, skråt-op fingre eller råben og skrigen. Der var kun cyklister, som kom frem uden problemer.
Der var til gengæld nærmest ingen racercykler. De fleste kører på damecykler. Det gælder ikke om at køre stærkt, og der er såmænd heller ingen tid sparet ved at drøne afsted, for der kommer hele tiden et kryds, og der er måske lidt fodgængere på kørebanen/cykelstien længere fremme.
Cykelhjelme er der heller ingen af, og der er heller ikke brug for det, for der sker stort set ingen uheld. Cykelstativer? Jo, der er nogle stænger, du kan sætte din cykel op ad, men ellers stiller du den bare et passende sted. Gerne i nærheden af nogle andre cykler - så kan det vel ikke gå helt galt.
Summa summarum: Flere cyklister, færre regler, påbud og normer - større cykelglæde og færre problemer.
Og så er det forresten billigt at leje cykler. Vi gav 50 kr. pr. døgn, hvor af knap halvdelen gik til forsikring. For det beskedne beløb rådede vi over en funktionel og driftssikker rød damecykel uden dikkedarer.

Terror i Oslo - hvad kan vi så lære af det?

En eller anden popstjerne er død i en ung alder.
En eller anden cykelrytter har vundet Tour de France. Han kom ind et stykke tid før en anden.
Det kunne være to store begivenheder, men for os i Norden er de helt ligegyldige. Den eneste nyhed, der fæstner sig, er massakrerne i Oslo.
Når sådan noget sker, vil man jo gerne blive klogere, så Verden kan undgå en gentagelse.
Men der er ikke noget at lære. Gerningsmanden eller gerningsmændene har ikke opnået noget som helst: Jo opmærksomhed, død og traumer. Men det eventuelle politiske budskab, der måtte være knyttet til vanviddet, er ikke nået ud og kommer det næppe. Hvis det sker, vil det ikke betyde flere højreorienterede i Norge eller i Norden.
Har vi lært noget om sikkerhedsniveauet og om efterretningstjenesternes mulighed for at dæmme op for terror? Næe. En enkelt forstyrret person - eller to - vil altid kunne dræbe mange mennesker. Kør over for rødt på H. C. Andersens Boulevard - så kan du hurtigt slå en masse fodgængere ihjel, og det vil hverken aflytning eller videokameraer kunne dæmme op for.
Eneste lyspunkt er, at vi kan glæde os over den fornuftige norske statsminister Jens Stoltenberg. Han farer ikke ud som en anden George Bush med hadefulde erklæringer, når hans land bliver ramt af en ufattelig tragedie. Stoltenberg forsvarer de (gamle) nordiske værdier, og vi ser, at høj og lav i det norske samfund opfører sig fornuftigt.
Gerningsmanden blev overmandet af norske specialstyrker. Det skete uden blodsudgydelser. Sådan vil vi helst have det i Norden. Lur mig, om han ikke var blevet dræbt, hvis det var foregået mange andre steder i Verden.
Tak, Norge. Vi er mange, der bakker jer op.