Viser opslag med etiketten e-bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten e-bøger. Vis alle opslag

søndag den 8. november 2015

Den lykkelige bogsparers dilemma

Jeg er blevet medlem af en vanvittigt billig bogklub.
For 39 kr. pr. måned får jeg hver måned 8 gode bøger til mit e-bibliotek. De fleste er udenlandske, en del er krimier, men så vidt jeg kan bedømme, er alle bøgerne rigtig gode.
Der er sådan set kun ét problem: Jeg får dem ikke læst :-)

Over min ration
8 bøger om måneden er langt over min ration. Det er kun i juli, jeg kan komme op i de højder. Solle læser langt mere, og hun har også adgang til mine billige bøger, men heller ikke hun har benyttet sig af herlighederne. Hun låner på biblioteket og mangler sjældent noget at læse i.
Så der er nok ikke andet at gøre end at sige abonnementet op. Når jeg engang har fået tygget mig igennem de 16 bøger, jeg indtil videre har slæbt sammen, kan jeg genoptage medlemskabet i en måned eller to.

Hvad mon jeg sparer?
Det nager mig lidt, for det er godt nok billigt. Lige under 5 kr. for en spritny bog, jeg kan beholde resten af mine dage.
Gad vide, hvor meget jeg i grunden sparer ved at købe alle disse billige bøger? Normalprisen er mindst 79 kr. pr. e-bog, så det bliver til nogle hundrede kroners besparelse hver måned. Skattefrit. Lige ned i foret.
Jeg tror søreme, jeg napper en måned mere i Riidrs bogklub.

lørdag den 31. marts 2012

Jeg er nærig på nettet

I går udkom et nyt journalistisk magasin, som introducerer en ny genre i Danmark. Det koster 24 kr., og det er jo billigere end et dameblad.
Men jeg har ikke købt det endnu. For det er på nettet, og af en eller anden grund er der noget grænseoverskridende ved at bruge hele 24 kr. på at downloade noget. Hvis det var et blad, jeg kunne få i hånden - og som jeg forholdsvis hurtigt ville smide ud igen - ville det ikke betyde noget at give 25 eller 35 kr.
Det er en mærkelig psykologi. Vi vil gerne købe varer over nettet. Rejser, bøger, biografbilletter, tøj og elektronik elsker vi at klare via nettet. Men at betale 1 kr. for at læse en god artikel eller 50 kr. om måneden for et spændende magasin - det har vi endnu ikke vænnet os til.
Bøger er på vej, men jeg er selv ikke nået til det. Jeg elsker at læse bøger på iPadden, men jeg vil (endnu) ikke betale for dem. Jeg låner dem på ereolen.dk. Det er gratis for mig, men Frederikshavn bibliotek betaler 18 kr. for hver bog, jeg henter ned. Det har jeg åbenbart ikke problemer med. Spørgsmålet er, om jeg ville låne bogen, hvis jeg selv skulle betale 18 kr. for at have adgang til den i en måned?
Nej, nu går jeg ind og køber det magasin til 24 kr. Det er til salg på zetland.dk, som er drevet af fire journalister. Den nye genre hedder single. Det er én artikel på ca. 50 sider, dybtgående, grundigt researchet og underholdende, lover udgiverne. Premiere-singlen handler om den danske adel og bringer os rundt på nogle af de store godser, hvor unge og gamle adelige sætter os ind i deres verden og mentalitet.
Gad vide, om de handler på nettet, eller om de er så konservative, som vi går og forestiller os.