Korkproppen refleksion

På et møde i dag om borgerinddragelse brugte en kløgtig deltager flere gange ordet refleksion.
Jeg skrev det ned som et nøgleord i den proces, mødet handlede om, og da jeg cyklede derfra, kunne jeg ikke få ordet ud af hovedet igen.
For mig er det et korkprop-ord. Det dukker op til overfladen med jævne mellemrum. Det kan ikke druknes.

Lederkursus på Ankerhus
Første gang, jeg fik det præsenteret som et vigtigt begreb, var på et lederkursus hos Ankerhus. Jeg havde mødt ordet før, men havde ikke tænkt nærmere over det (haha).
Den dag gik det i maven på mig. Jeg kan endnu huske, hvor vi sad - i et halvkoldt kælderlokale et sted på Djursland. Og jeg kan huske, at jeg måtte koncentrere mig meget for at følge med, fordi halvdelen af deltagerne var nordmænd.
Så fik vi pludselig at vide, at et af de vigtigste redskaber for en leder er refleksion. At stoppe op og tænke sig om. Ikke nødvendigvis for at lave sin beslutninger om, men for at trykprøve dem. Og for at gøre dem mere robuste. Når du har tænkt en sag igennem og diskuteret den kritisk med dig selv eller andre, står den mere klart for dig, du kan bedre forklare den til andre, og du kan gennemføre din beslutning med større overbevisning.

Det kræver bare
Det kræver bare, at du stopper op og tænker dig om.
Det var helt nyt for mig. Jeg har altid været hurtig i vendingen med en god mavefornemmelse  uden hang til fortrydelse. Jeg er altid klar til at begå nye fejl. Hellere det end ikke at lave noget. Jeg kunne snildt tilslutte mig det ældgamle motto, som redaktøren for Kjerteminde Avis har fået æren for: "Det skal ikke være kunst. Det skal være færdigt."
Så kom der en konsulent og fortalte mig, at jeg skulle reflektere. Det var provokerende, men også meget meningsfuldt. Jeg indså straks, at jeg kunne have undgået en del fejl, konflikter og nederlag, hvis jeg undervejs havde stoppet op og udsat mine geniale indfald for samme kritiske sans, som jeg mestrede over for andres.
Og da vi kom til at arbejde med det, gik det op for mig, at det ikke handler om kritik. Og langt mindre om at få ret. Det handler om at gøre egne eller fælles beslutninger bedre.

Pyha, det handler om kommunikation
Det handler forbløffende tit om kommunikation. Pyha, så er jeg med. Igen griber jeg ned i sloganposen: "Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares".
Refleksion er i bund og grund at forklare noget. Jo bedre, du kan forklare en beslutning, jo bedre er den. Ofte er forklaringen bedre end beslutningen, og så er det beslutningen, der skal ændres.

Refleksion som mavefornemmelse?
Jeg er stadig hurtig. Jeg er stadig glad for at løbe en risiko, og jeg går stadig efter mavefornemmelsen. Men jeg bilder mig ind, at en del af min mavefornemmelse er, at stoppe og trække vejret og mærke efter, om verden nu også er så sort/hvid, som jeg lige var ved at gøre den til.
Der skal være tid til refleksion. For mit vedkommende er det ofte på en løbe, gå- eller cykeltur. Og det pudsige er, at det kommer helt af sig selv. Tankerne melder sig et stykke ude på ruten, uanset om jeg er alene eller går med en makker.
Det er lige som korkproppen. Den dukker bare op.