lørdag den 21. januar 2017

No, Mr. President

Halvdelen af de amerikanske vælgere stemte ved præsidentvalget. Og under halvdelen af dem stemte på Donald Trump, der fik posten.
I to måneder har vi her i Europa diskuteret, hvordan filen det kunne lade sig gøre. Det er relevant, og jeg synes ikke, jeg har læst et klart svar. Men det er ikke det vigtigste nu.

Skidt med håret
For nu er Donald Trump præsident, og nu vil han føre sin politik ud i livet. Den er farlig for verden, og den skal bekæmpes. Det er vigtigt, at den danske regering og det danske folketing siger fra. Ikke på grund af mandens hår eller kvindesyn eller hans anstrengte forhold til pressen og til sandheden.

Klimaaftalen er i fare
Men på grund af hans energipolitik. Mere olie og mere kul betyder et amerikansk farvel til FNs klimaaftale. Det har i sig selv indflydelse på vores klima, men det kan også nemt betyde, at andre falder fra og i værste fald, at Paris-aftalen bryder sammen. Den kom i sidste øjeblik. Det er helt nødvendigt for fremtidige generationers velfærd og måske overlevelse, at vi udleder mindre CO2. Derfor skal vi overholde Paris-aftalen, og derfor er det en katastrofe, hvis USA går tilbage til fortidens energipolitik. Og så er det i øvrigt torskedumt og meget kortsigtet tænkt.

Handel skaber velfærd og fred
Det samme gælder Trumps handelspolitik. At lukke sine grænser og indføre told er den forkerte vej at gå. Det hæmmer handlen mellem landene, og det går ud over vækst og velfærd på begge sider af bommen. Handel skaber også fred. Vi er ikke krig med folk, der skal købe vores varer.
Danmark må sige klart fra over for Trumps handelspolitik.

Foghs fatale venskab
Jeg skriver det, fordi der er en uskreven tradition for, at danske regeringer bakker op om amerikanske præsidenter. Det værste tilfælde var Anders Fogh Rasmussens fatale venskab med George W. Bush. Mindretalspræsidenten sendte millioner af soldater i en håbløs krig i Irak og senere i Afghanistan, som hele verden kommer til at lide under mange år endnu. Anders Fogh bakkede op, og han blev også belønnet med posten som generalsekretær i NATO. Men ellers kom der ikke andet end død, fattigdom og en skærpet konflikt mellem Vesten og den muslimske verden ud af Bushs vanvittigt kostbare krige.

Fransk hotdog i Berlin
Det kan godt være, vi i Danmark bliver stolte, hvis Lars Løkke bliver inviteret til frokost i Det Hvide Hus. Og han må gerne tage derover, men han skal sige værten imod. For hvis prisen er, at Danmark bakker op om en snævertsynet klima- og handelspolitik, så må han hellere snuppe en fransk hotdog i Berlin.

Ingen kommentarer: