Kunsten at finde på et løb

Løbeinteressen i Danmark er enorm, og derfor dukker der hele tiden nye løb op. Alene her i Frederikshavn har vi nu knap 10 løb om året. Det er faktisk blevet en kunst i sig selv at hitte på nye løb.
For 10 år siden var det nemt nok. Ville man lave et løb i Dronninglund, fandt man en passende rute, og kaldte det for Dronninglund Løbet.
Nu er udbuddet så stort, at der skal mere til. En særlig rute, et særligt tidspunkt, særlige omgivelser eller noget fjerde må man hitte på for at lokke løbere til. På Læsø er et maratonløb blevet til en hel weekendpakke inklusiv en løberfest. Jeg har hørt om et maratonløb i en frysehal, og så er der Brutalmaraton i Aalborg, som foregår på en særdeles stejl rute.
Her vil jeg gøre reklame for et løbekoncept, som nogle kreative sjæle i Frederikshavn har opfundet. Det hedder Fakkelløbet, og tredje udgave blev afviklet torsdag aften.
Idéen er meget enkel og hyggelig. Turen går gennem den mørke skov, som er oplyst af 200 fakler. Starten går efter mørkets frembrud og det bliver meget hurtigt bælgmørkt. Ruten er på 4 kilometer, og man kan vælge at løbe den én eller to gange. Man er også meget velkommen til at gå den meget kuperede rute gennem Bangsbo.
Efter løbet serverer FDF varm suppe til deltagerne, og man står og udveksler løbehistorier ved bålstederne i Bangsboparken. Det hele varer højst et par timer, så man er hjemme igen og kan nå at se tv-avis. Prisen er 50 kr., og jeg håber da, at den lokale FDF-kreds tjener lidt penge til ungdomsarbejdet på det fine arrangement.
De to første gange har det knebet gevaldigt med at lokke folk til, men i torsdags dukkede over 200 op. Vejret var perfekt, og månen supplerede de 200 fakler. Jeg har aldrig før oplevet så stærk en lugt af petroleum i min skov.
Jeg løb de 8 kilometer og kan jo ikke lade være med at give den fuld gas. På andet gennemløb overhalede jeg alle de gående, så jeg råbte "løber!" 50 gange for at få folk til at flytte sig. Et par steder var faklerne gået ud og en enkelt gang var jeg ved at løbe i en grøft. Dejligt, for så havde jeg nogle fine undskyldninger til at forklare min sluttid. Den var i øvrigt okay.
Jeg kommer meget gerne en anden gang, og skulle nogen andre få lyst til at lave et lignende løb et andet sted i landet, er jeg sikker på, at idémagerne fra Frederikshavn gerne vil tillade det.

Min uvidenhed om guitarpedaler

Det er utroligt, hvad man ikke ved.
Indtil i morges kl. 9 anede jeg ikke, at der var noget, der hed en guitarpedal. Jeg ville nok tro, det var en vits, hvis du havde præsenteret mig for ordet, for jeg har aldrig set pedalen på en guitar.
Men den er god nok. En guitarpedal er en fidus, man sætter til en elektrisk guitar, så man kan få den til at lyde på en særlig måde. Jeg vil tro, den kan spille rocket, jazzet, blueset eller folket.
Det er et nicheprodukt - men et stort et af slagsen. Og et af de førende firmaer i Verden er dansk, og hedder noget så musikalsk som TC Electronics. Deres marketingschef Allan Strand fortalte i morges på et seminar på journalisthøjskolen om firmaets brug af Facebook og andre sociale medier.
Tænk sig engang: TC Electronics er det 5. største musikbrand på Facebook. Firmaet har over 150.000 likere, som det hedder i den verden.
150.000. For en Facebookside om guitarpedaler. Hold kop, en rig verden vi lever i.
Men der er mere. Allans kolleger har nemlig fået den geniale idé at udstyre deres guitarpedal med en usb-port. Så kan man downloade forskellige spillestile til sin pedal fra TC Electronics hjemmeside.
Firmaet laver aftaler med verdensberømte guitarister (hvis navne jeg desværre ikke kender), som udleverer deres specielle guitarsound, omsat til pedalsprog. Det er sikkert helt forkert forklaret, men du forstår det nok. De kommer så ind på hjemmesiden, hvor der indtil videre ligger over 50.
Hver gang, der kommer en ny til, har Allan Strand en god historie at fortælle på Facebook, og der er altså mere end 150.000, der får den direkte på telefon eller computer. Det er meget attraktivt for kunstnerne at blive promoveret over for 150.000 guitarister og det giver ubetalelig PR for verdensfirmaet i Lystrup.
Jeg synes, det er en fantastisk historie. Men jeg har levet i mange år uden at ane noget om guitarpedaler og  TC Electronics, så det er vel ikke ligefrem nødvendigt at kende til for at kunne begå sig her i tilværelsen.
Og jeg er helt sikker på, at ham Allan Strand ikke aner en hujende fis om det meget omdiskuterede administrationsgebyr for virksomheders adgang til kommunale genbrugspladser. Det har der været holdt konferencer om, mens Allan bare sad derude nord for Århus og klimtede sine historier ud på Facebook.

Valgløfter

Før valget skrev jeg, at politikerne ikke skulle love at gennemføre en hel masse konkrete ting. I stedet skulle de love at arbejde for det. Så må virkeligheden på og udenfor Christiansborg vise, hvad der kan gennemføres. Det ser ud til, at den nye regering følger det princip. Det ser også ud til, at medierne ikke bryder sig om det. Hver dag byder på en ny historie om et brudt valgløfte. Til gengæld hyler den nye opposition ikke med. Den koncentrerer sig om politiske uenigheder, og det er bare i orden.

Dåreknuder

Min lillebror og jeg har arvet vores mors åreknuder. Det ligner sandorm på bagsiden af benene, for mit vedkommende kun på det venstre.
Gregers er fornuftig og ordentlig, så han har gennemgået et par operationer. Det er ikke noget særligt, og det ser ud til at have hjulpet, ihvert fald her i anden omgang.
Jeg nægter at se sandheden i øjnene og fremsiger mine dødssyge undskyldninger med stor autoritet.

1. Jeg har ikke nogen gener.
Det passer så ikke, for jeg har meget let ved at få krampe i min venstre lægmuskel. Det sker for eksempel hver gang, jeg løber maratonløb. Jeg går meget op i at løbe, og det er hæmmende for min træning, at den venstre lægmuskel har begrænset kapacitet.
2.  Jeg har ikke tid til en operation
Det passer så ikke. Længere. For år tilbage skulle man regne med at være sygemeldt i 1-2 uger og at være ude af stand til at træne i en måned. Der kommer hele tiden nye teknikker til, så nu vil jeg formentlig kunne nøjes med et lillebitte indgreb uden indlæggelse. Det vil måske betyde, at jeg ikke kan træne i to uger.
3. Operationen er nyttesløs
Det kan godt være rigtigt. Her klamrer jeg mig til min mors historie. Ved en kæmpe operation fik hun fjernet åreknuder på begge ben. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på sygehuset, hvor hun lå hjælpeløs hen i en seng med benene strittende op i vejret. Et par år senere havde hun igen sandorm på benene. Billedet af min mor i sygesengen står stærkt, og når det nu ikke hjalp hende, nytter det nok heller ikke noget for mig. Du vil måske indvende, at lægevidenskaben har gjort fremskridt siden 1978, men jeg vil fastholde, at jeg har arvet de fordømte åreknuder efter min mor, så de kommer garanteret igen på mig, hvis jeg bliver opereret.

Og for resten har jeg hørt, at det er lidt sejt at have et handicap. Så jeg er fortsat stædig. Dumstædig, hedder det nok.

En halv Dyremose

I går kom Dyremose-udvalgets forslag til fordeling af den fremtidige mediestøtte. Udvalget anbefaler at omlægge distributionsstøtten på ca 400 mio. kr. til produktionsstøtte. Pengene skal gå til at producere journalistisk indhold i stedet for til at dele aviser ud. I praksis betyder forslaget, at gratisaviserne skal aflevere penge til nogle netmedier med stærke redaktioner. Berlingske og JP/Politiken får hver en klækkelig gevinst. Der bliver også lidt penge til at udvikle nye medier, men samlet set er det en meget lille omfordeling, den tidligere finansminister og udvalgsmedlemmerne er kommet op med. De blev bedt om at tage stilling til den samlede mediestøtte, men den svære opgave krøb de udenom. Den suverænt største klump er licensen, men udvalget konstaterer blot, at DR og TV2-regionerne bruger pengene flot. Dagbladenes momsfritagelse sætter Dyremose & co. heller ikke spørgsmålstegn ved. Jeg synes ikke rigtig, opgaven er løst, men det er sådan set også lige meget. For udvalget var bare en syltekrukke. Folketingets partier skal tage stilling til den fremtidige mediestøtte, og medieordførerne er alle garvede og indsigtsfulde folk, som kender problemstillingen til bunds. De har ikke brug for en masse rapporter. De skal bare bure sig inde og blive enig om at løse den gordiske knude. Problemet i en nøddeskal er, at dagbladene modtager en urimeligt høj erhvervsstøtte, mens netmedierne indtil videre ikke har fået en øre. Samtidig er det et faktum, at dagbladene producerer 71 % af de nyheder, som vi danskere ser, hører og læser. Så hvis de mister støtten, står vi med et stort demokratisk problem. Dyremose-udvalget har ikke knækket nødden. Det har højst leveret lidt inspiration. Nu må mediepolitikerne se at komme til bordet og blive enige om en løsning, der rækker 5-10 år frem. Det gælder ikke kun om at fordele nogle penge. Spørgsmålet er også, om medierne fortsat skal have så høj en erhvervsstøtte.

Farlige Sass

Dagens nyhed om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse er den mest mystiske, jeg har hørt i mange år.
Socialdemokraternes nummer 2 har trukket sig som ministeremne, fordi PET ikke umiddelbart vil sikkerhedsgodkende ham. Begrundelsen er ifølge det oplyste, at Sass Larsen i sommer deltog i et møde med en rockerleder i Køge.
Hvad det møde handlede om, har vi ikke fået at vide. Og hvis det er noget privat, skal vi heller ikke vide det. Det må være straf nok, at manden træder tilbage fra sin fremtrædende position til en anonym post i Folketinget.
Når det er sagt, er det stadig meget mystisk. Hvordan er Henrik Sass Larsen pludselig blevet en farlig mand? Jeg kender ham ikke, men mit indtryk er, at han er en gemytlig person og på alle måder en fredelig og lovlydig mand. Jeg tror ikke, han har nogen forbindelse til rockere, og jeg har svært ved at forstå, at et møde med en rockerlede skulle få Sass Larsen til at udgøre nogen risiko for staten, regeringen eller andre på Christiansborg.
Politiske kommentatorer himler allerede nu op om, at sagen afslører Helle Thornings manglende dømmekraft. Det siger de hver gang, der er den mindste sag i nærheden af S-lederen. Det er en del af VO-blokkens valgstrategi at nedgøre Helle Thornings personlige egenskaber, og borgerlige kommentatorer har beredvilligt hjulpet til.
Det er træls for den kommende statsminister, men det er ikke hende, der har siddet på værtshus i Køge med en Bandidos-leder. Hun har bare taget imod en beklagelig besked og har klogeligt valgt at tage Sass Larsens beslutning til efterretning. Havde hun ikke gjort det, ville pressen have gravet og snaget i "Rockergate" fra nu af og frem til den dag, hvor Henrik Sass Larsen endelig trak sig som minister.
Og så ville de samme kommentatorer beskylde Helle Thorning-Schmidt for ikke for længst at have skilt sig af med sin belastede løjtnant.

To dage i Kulturbyen Holstebro

Torsdag og fredag var jeg til KTCs årsmøde i Holstebro. Lyder det ikke spændende? Jo det gør, for nu skal du bare høre: KTC står for KommunalTeknisk Chefforening. Altså har jeg tilbragt to dage i selskab med tekniske direktører, afdelingsledere fra miljø og teknik samt deres venner og samarbejdspartnere. Tankegang er i den sidste kategori, og det er ren guf for mig at være sammen med alle disse potentielle kunder og at fordybe mig i deres verden.
Jeg synes tilfældigvis, det er spændende og vigtigt, det som teknik og miljø arbejder med.
Men der var en ekstra gevinst ved arrangementet. Værtsbyen benytter altid årsmødet til at prale lidt af sine egne resultater og projekter, og det kan de også godt finde ud af i Vestjylland.
Holstebro er jo min fødeby, så det var skønt at høre om de mange spændende aktiviteter, der foregår i den driftige by. Og jeg blev selv en smule stolt, da borgmesteren fortalte om Giacometti-skulpturen Kvinde på Kærre, som holstebroerne kaldte "Maren å a Wogn". Den købte vores daværende borgmester Kaj K. Nielsen i 1965 for den svimlende sum af 210.000 kr., og folk i Holstebro var forargede. I dag er den over 100 mio. kr. værd og står som symbol for kulturbyen Holstebro.
Men der er kommet meget nyt til siden, og det pibler stadig frem med kunst, teater, musik og underholdning i Holstebro.
Da vi lidt søvndrukne mødte frem fredag morgen blev vi mødt af en række groteske figurer fra Holstebros eksperimenterende egnsteater Odin Teatret. De startede dagens program med en lille performance, som virkede mere opkvikkende end kaffen.
Og minsandten om ikke jeg ved middagen torsdag aften kom til at sidde sammen med to ledere fra Silkeborg Kommune, som jeg kender udmærket. Det viste sig, at de også stammer fra Holstebro, så vi sad lige og svælgede i minder og udvekslede navne fra gymnasiet.
Da jeg var barn stod der en hilsen på byskiltene, når man kørte ud af Holstebro: "Kom snart igen". Det gør jeg meget gerne, selv om skiltene nu er blevet mere kedelige og trafiksikre.