søndag den 7. februar 2021

Fremtiden er elektrisk

Når man står midt i en omvæltning, kan det være svært at overskue den. Derfor er de fleste næppe opmærksom på, at vi i disse år er i gang med en verdensomspændende energirevolution. Verden er på vej til at blive elektrisk.

I min levetid vil det formentlig være slut med at bruge olieprodukter til opvarmning, transport og produktion. Fremtiden er elektrisk, og jeg både tror og håber, at det kommer til at gå stærkt.

Varme på strøm
I Danmark er vi forholdsvis langt fremme. Husholdningernes varmeforsyning er ved at blive sluttet på elnettet. Olie- og gasfyr forsvinder, både i hjemmene og på fjernvarmeværkerne. I nogle år endnu vil der være store varmeværker, som fyrer med flis, og affaldsforbrænding tror jeg heller ikke, vi kan afskaffe. Men ellers vil det være varmepumper af den ene eller den anden slags, som forsyner os med varme og varmt vand.

Benzinbiler på museum
På transportområdet kommer det til at gå stærkt med elbiler. Om få år er batteriteknologien så god, at elbiler koster det samme som andre biler og har nogenlunde samme rækkevidde. De er bedre at køre i, larmer mindre og sviner ikke, så elbilen vil være det naturlige valg. Benzinbilerne forsvinder ud af markedet og ind på teknisk museum.

Strøm til den tunge transport
Lastbiler, skibe og fly går i samme retning. Verden over sidder ingeniører og udvikler teknologier, der kan fortrænge de stinkende dieselmotorer. Power-to-X er det helt store lige nu. Det er brændstofproduktion ved hjælp af strøm og brint, og det er i sig selv en lille revolution. Men det er ikke den sidste. Det er big, big business at sætte strøm til den tunge transport, og det sker om 5-10 år vil jeg tro.

Dieselmotorer tøffer ud
Tilbage er der industriproduktionen, som også bruger dieselmotorer i tusindvis. De forsvinder dag for dag ud af produktionshallerne, og bliver erstattet af grønne løsninger. Det er for længst blevet et konkurrenceparameter for virksomheder at producere på en bæredygtig måde, og den tendens bliver kun forstærket de kommende år.

Digital makker
Elektrificeringens makker hedder digitalisering. Fremtidens energiforsyning bliver langt mere intelligent end den nuværende. Det gør den af nød, fordi strøm ikke kan lagres på samme måde som olie.

Der er brug for intelligente løsninger, som automatisk regulerer vores forbrug af strøm, så vi bruger mere om natten og mindre om dagen. Et lille eksempel fra din husholdning er, at din fryser kan køle ekstra hårdt ned om natten og på den måde spare dyr energi om dagen. Digital, central styring af fjernvarme kan spare op imod 20 pct. af energien uden at temperaturen falder i lejligheder og huse. Og tænk på, at vi på samme tid bruger enorme mængder energi på at køle ned og varme op. Kombinationsløsninger her vil spare millarder af kilowattimer strøm.

Nemt for os forbrugere
Ét er sikkert med fremtidens energiforsyning: Det bliver nemmere og mere fleksibelt for os forbrugere. Der bliver mindre røg, støj og møg. Og det er nødvendigt, for vi bliver ved med at finde nye behov, som kræver energi.

Ingen kommentarer: