Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

 Ida og Birgitte faldt hurtigt i snak.

Miljøminister Ida Auken kom her til morgen til kaffe og hjemmebagte kanelsnegle hos familien Glerup Holm på Vinkelvej i Brønderslev. Værterne er nulskraldere og skulle inspirere Ida Auken i arbejdet med regeringens nye ressourcestrategi.
Jeg var med ved morgenbordet, og det var mægtig hyggeligt, selv om hjemmet var fyldt med tv-kameraer og fremmede mennesker.
En af grundene til den gode stemning var sproget og tonen.

Hej!
Hej, sagde Ida Auken og Birgitte Glerup, da de hilste på hinanden for første gang nogensinde, og så talte de afslappet om affald, sortering og livet på Vinkelvej.
De sagde selvfølgelig du og tiltalte hinanden med fornavn. Hvad skulle de ellers gøre? Det gør vi jo i Danmark.
Nej, ikke overalt. Hvis arrangementet var foregået i folketingssalen på Christiansborg, skulle Ida have kaldt Nulskralderen for fru Birgitte Glerup. Hver gang. Og den anden vej skulle Birgitte tiltale Ida som Miljøministeren - i tredje person. Hver gang. Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

Pepdebat med partilederne
Senere på dagen havde Folketinget premiere på den nye pepdebat mellem partilederne og statsministeren. Forbilledet er de kendte slagfærdige debatter i det engelske underhus. At dømme efter presseomtalen var den danske premiere i dag spagfærdig, selv om politikerne forsøgte at være underholdende.
Det skal nok blive bedre - især når der kommer nogle helt aktuelle og vigtige sager at drøfte. I dag var det stort set bare et opkog på sidste uges åbningsdebat.
Men tiltaleformen er en hindring for den slagfærdige debat. Selv for trænede politikere er det kunstigt at skulle kalde hinanden hr., fru, frøken og minister i tredje person. Det er ikke bare gammeldags. Det er oldnordisk. Og det har det været i 40 år.

Naragtige tiltaleformer
Hvis Folketinget vil gøre debatten mere levende, er det helt oplagt at smide de naragtige tiltaleformer på porten og lade medlemmerne tale almindeligt til hinanden. De er jo kolleger, som kender hinanden ganske udmærket.
Jeg kender ikke argumenterne for at fortsætte med et sprogligt ritual fra før verdenskrigene. Men jeg kunne forestille mig, at det handler om værdighed og en god omgangstone.
Men det er det stik modsatte. Det er uværdigt at tiltale hinanden på en falsk, opstyltet måde. Kunstigt, upersonligt sprog er ikke en god omgangstone.

Tal pænt til og om hinanden
Folketinget må gerne holde på formerne og stille krav om, at medlemmerne taler pænt til og om hinanden fra landets fornemste talerstol. Det går jeg 100 pct. ind for, og jeg synes det er fint, at der hele tiden sidder en formand i stolen og kontrollerer, at debatten og tonen er lødig.
Men at stille krav om en tiltaleform, som ingen af medlemmerne selv har oplevet i praksis ude i samfundet - det er for langt ude.
Birgitte og Ida kunne sagtens tale pænt og respektfuldt til hinanden på Vinkelvej uden at tale Matador-sprog. Mon ikke også, det kan lade sig gøre på Slotsholmen?

Virksomheders service til staten

Skærmen gik død, og det gjorde jeg også.

Alle virksomheder skal 1. november have en digital postkasse for at kunne modtage post fra stat, region og kommune.
Det synes jeg, er okay.
Men det er absolut ikke i orden, at staten vælger en meget omstændelig procedure, som selv folk med rimelige digitale evner skal bruge lang tid på at få til at fungere.

Ikke sådan lige
Jeg har et lille ApS, som ejer mine aktier i Tankegang, og da der er knyttet et cvr-nummer til, skal jeg også på den offentlige digitale post.
Det gik jeg så ind for at fikse forleden. Men det var ikke sådan lige.
Jeg skulle melde mig som medarbejder i firmaet, som herefter blev ansvarlig for virksomhedens adgang til systemet. Jeg skulle acceptere et alenlangt dokument med vilkår - hvilket er totalt pseudo. For jeg kan som bestyrer af et cvr-nummer ikke vælge løsningen fra.
Da jeg var kommet igennem den procedure, skulle jeg vente på at få en mail fra nets plus et brev fra samme instans.

Java
Begge dele fik jeg så forleden. Her til aften var det tid til at gå videre i proceduren.
Der kom ret hurtigt et Java-vindue op på min 3 år gamle Mac. Da jeg havde indtastet det tilsendte installationsnummer, så jeg et dødt Java-billede midt på skærmen. Jeg sagde ja til at køre Java, og så skete der intet.
Jeg genstartede Macen og prøvede igen. Billedet gik død igen.
Og det gjorde jeg også. Det er besværligt at servicere staten.

Mindre bøvl
Jeg hører med jævne mellemrum politikere forklare, at de ønsker at afbureaukratisere og lave færre regler og forhindringer for virksomheder. Mindre bøvl, kalder de det vist.
Gad vide, om nogen af dem har et cvr-nummer?

Stærke billeder - tør du?

Tør du bruge 5x2 sider i et seriøst blad på stærke billeder, der taler til følelserne, fantasien og humoren?
Måske svarer du ja, men så laver du for få blade. For man ser det meget sjældent i den danske bladskov. I Tankegang laver vi aldrig sådan noget for en kunde, men vi vil meget gerne, så vi gør det til os selv. En gang eller to om året udgiver vi et magasin med den enkle titel Tankegang, og der giver vi den gas.
For kort tid siden ankom udgave nummer 24 fra trykkeriet, og i disse uger dapper vi ud til kommuner og forsyninger og forærer bladene til vores kontaktpersoner.

Bladbud på rådhuset
Det er billigere end at sende dem med posten, og så får vi en fin snak. I dag var jeg bladbud på Frederikshavn Rådhus, og det var en skøn oplevelse. Først og fremmest fordi, det er rigtigt hyggeligt at komme på rådhuset. De gode kommunalarbejdere har indrettet sig med velfungerende, åbne kontorlandskaber af forskellig størrelse, og der kommer masser af folk ind og ud.

Kommentar til billederne
Og så oplevede jeg igen, hvor stærk en tiltrækningskraft billedopslagene i magasinet har. Alle slog straks op på et af billederne og grinede, spærrede øjnene op eller blev lidt chokerede. Alle kom med en kommentar til billederne.
Jeg har selv skrevet nogle tekster i bladet, og det er jo hjerteblod for mig. Men jeg kunne se med det blotte øje, at mine guldkorn ikke var nær så interessante som de store billeder med et kort budskab til.

Blivende effekt
Banalt - vil du måske sige. Selvfølgelig er det sjovere at se et billede end en tekst.
Jovist. Men billedet har også større effekt, og modtageren husker det langt bedre end teksten. Billedet rammer dine følelser og sætter associationer i gang. Når 10 mennesker alle stopper op ved et billede, fremkalder det 10 forskellige følelser og 50 forskellige fortolkninger.

Til at forstå - ikke fortolke
Det gør en tekst meget sjældent - og slet ikke en af mine. Mit journalistiske ideal er, at mine skriverier skal være nemme at forstå. Læseren skal ikke tolke eller anstrenge sig for at tyde, hvad jeg har jeg på hjerte.
Sprognørder og litterater kan diskutere tekster i timevis. Det er herligt.
Men billeder behøver man ikke være fagmand for at kunne fordybe sig i, og jo mere, man leder i billedet, jo mere finder man.

Hvorfor?
Hvorfor er der så mere tekst end billeder i de magasiner, blade og foldere, vi laver for kommuner og forsyninger?
Det nemmeste - og dummeste - er at skyde skylden på vores kunder. De er selvfølgelig ikke Tankegang, der skal sælge kommunikationsløsninger. De er en offentlig instans, der skal informere borgerne om noget vigtigt.
Men når vi nu ved, at et stærkt billede virker bedre end en nok så pædagogisk tekst, hvorfor råder vi så ikke kunderne til at lave billedbøger?
Og hvorfor stabler jeg så mange bogstaver op på denne blog?

Mandschauvinistisk pis fra Tankegang?

Seriøs affaldskommunikation

eller et forældet kvindesyn?

I torsdags brød en mediestorm ud i Horsens. Kommunens afdeling for Affald og Genbrug havde fået lavet en pinup-kalender til håndværkerlærlinge, og Dansk Kvindesamfund var i oprør.
Tankegang har fået idéen og har lavet kalenderen til og sammen med Horsens Kommune, så vi fulgte naturligvis dagens begivenheder på medierne tæt.
Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen kaldte kalenderen for noget "mandschauvinistisk pis". Så var debatten i gang.

En vanskelig opgave
Hvorfor laver vi sådan noget i Tankegang?
Det gør vi, fordi Horsens Kommune havde stillet os en meget vanskelig opgave. Affald og Genbrug ville informere  håndværkerlærlinge om sortering og om genbrugspladsen. Det er en målgruppe, som er svær at nå med netop det budskab. De interesserer sig simpelthen ikke for affald og miljø og kan heller ikke tvinges til det.
Derfor så vi det som den første opgave overhovedet at få deres opmærksomhed. Og så var det, at to yngre kvindelige kolleger foreslog en pin-up kalender med flotte piger - og drenge. Den skal hænge på værkstedet, og vi føler os sikre på, at alle kigger på billedet. Når man gør det, skal man lige se, hvad det handler om, og så kan vi være heldige, at nogle af de unge håndværkere også læser vores tekster.
Kalenderens blad vendes hver måned, og så er der en ny flot pige eller fyr og et nyt budskab om affald og genbrug.

Opmærksomhed
Et andet element var selve den opmærksomhed, sådan et initiativ ville skabe. Det er nok aldrig set før, at en kommune og en skole giver eleverne en pinup-kalender. Det vil få lærlingene til at være ekstra opmærksomme på mediet. Og dermed til at se budskabet om at sortere affaldet.
Det var vores begrundelse, som Horsens Kommune kunne følge.

Ikke pornografisk
Vi er selvfølgelig klar til at modtage kritik og at lytte til den. Og vi deltager også gerne i debatten.
Fra starten har vi understreget, at kalenderen ikke måtte være pornografisk. Billederne er temmelig uskyldige. Og så har vi vægten humoren. Der er en lidt sjov overskrift på hvert kalenderblad, og ude i siden står der "nøgne facts fra genbrugspladsen".

Undervisning
Distributionen er også vigtig her. Horsens Kommune deler ikke bare kalenderen ud på må og få og plastrer byen til med bare rygge og maver. Kommunen tilbyder et lille undervisningsforløb, som ender med, at lærlingene får udleveret en kalender.

Forældet kvindesyn
Tilbage står nogle kritikpunkter fra ugens debat.
Mandschauvinistisk og et forældet kvindesyn? Horsens Kommune har ikke et forældet kvindesyn. Horsens Kommune mener ikke, at kvinder skal være sexobjekter. Havde der været et billede af et barn, der spiser en is, ville det heller ikke have været et bevis for, at Horsens Kommune anbefaler, at børn spiser is og slik til alle måltider.
Fordummende? Den forstår jeg ikke. Bliver man dum af at se på en flot pige eller fyr? Eller er det kun dumme mennesker, der kan lide det? I så fald er vi mange, der må falde ind under kategorien. Jeg vil umiddelbart tro, at det er over 99 % af danskerne.

25 % ligeglade
Samme dag, som den lille mediestorm brød løs i Horsens, holdt affaldsforeningen DAKOFA årsmøde i Korsør. Her fortalte Christine Felthaus, at 25 % af borgerne overhovedet ikke interesserer sig for genbrug.
Jeg er sikker på, at håndværkerlærlinge og andre teeangere vejer tungt i den statistik. Som førende kommunikationsbureau inden for affaldsområdet vil Tankegang gerne være med til at højne bevidstheden hos alle i samfundet om, at affald er en nyttig ressource, som vi ikke bare skal smide i skraldespanden eller i naturen.
Engang imellem går vi til kanten for at opnå opmærksomhed. Når vi får den, er den ikke kun positiv. Det er de nøgne kendsgerninger.

Hej, Kofi Annan

 Han stod lige der, 7 rækker fra mig

Billedet her er grynet og af tvivlsom teknisk kvalitet. Men motivet er enestående. Herren på billedet er den 75-årige ghanesiske diplomat Kofi Annan, som i 10 år frem til 2007 var FNs generalsekretær.
Han holdt tale ved et stort arrangement i Holstebro, som jeg var til i tirsdags. Der var mørkt i  Musikteatret, men de fleste tilhørere tog alligevel et billede med det apparat, de havde ved hånden.
Mit billede viser, at jeg har været sammen med Kofi Annan. Det er stort.
Han er en sjælden personlighed med et ganske særligt format. Lige som Mandela, Bill Clinton og nogle ganske få andre mennesker.

Alle har et ansvar
Talen var blændende på Kofi Annans stilfærdige facon. Ingen fordømmelse over for andre, ingen vilde fagter, ingen blomstrende udtryk - men en venlig insisteren på, at vi alle sammen har et fælles ansvar for miljøet og for freden.
Kofi Annan formår som få at tale for hele Verdenssamfundet, på en måde som er til at forstå og uden at forfalde til tomme floskler.

Syrien: forhandling, forhandling, forhandling
Han holdt en tale på 10-12 minutter og blev bagefter interviewet af Paula Larrain. Til slut spurgte hun til Annans holdning til konflikten i Syrien.
- Det er absolut et stort fremskridt, at USA og Rusland har lavet en aftale. Det er forudsætningen for, at vi kan komme videre. Konflikten kan kun løses politisk. Hverdagen i Syrien er et mareridt for befolkningen, og det bliver ikke bedre af at tilføre flere våben. Det skal løses ved forhandlingsbordet, lød den tidligere generalsekretærs bud.
Han tilføjede, at det bliver meget, meget svært at forhandle en fredsaftale i hus med de mange parter i Syrien. Skulle det lykkes, kommer en endnu sværere opgave, nemlig at føre aftalen ud i livet.

Verden kan blive et bedre sted
Inden den lille ranke mand kom ind i salen, fik vi besked på at rejse os op for at se Prins Joachim sætte sig på første række. Det gjorde vi så.
Da Kofi Annan havde talt, rejste hele salen sig spontant op og klappede for dagens største oplevelse. For en stund fik vi igen en lille smule tro på, at Verden kan blive et bedre sted. Bare der er flere Kofi Annaner - og flere der vil lytte til ham.

Hvis Bush var præsident i dag

... så var USA nu på anden eller tredje uge i gang med at bombe Syrien. Det er de færreste vist i tvivl om.
Bush kunne træffe hurtige beslutninger og turde føre dem ud i livet. Desværre viste de sig alt for tit at være forkerte. Og fatale.

Zig-zag
Obama er mere tøvende, og man kan med rette beskylde ham for at føre en zig-zag kurs. I lang tid ville han ikke gøre noget i Syrien, så længe der var tale om en almindelig borgerkrig. Grænsen gik ifølge Obama ved kemiske våben.
Da Assad så brugte dem, lagde Obama op til krig. Han fik endda den danske regering til at bakke op. Men så inviterede en rådgiver præsidenten på en spadseretur på plænen omkring Det hvide Hus, og så kom der en ny melding: En amerikansk aktion imod Syrien skulle vedtages af kongressen.

Halmstrå fra russerne
I et par uger har præsidenten og hans rådgivere arbejdet intenst på at opnå flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, og da det ikke så ud til at lykkes, greb han efter et lille halmstrå fra russerne - nemlig at få syrerne til at aflevere deres kemiske våben.

Tvetydig tale
Og præsidentens tale til befolkningen i nat var tvetydig. På den ene side kan verdenssamfundet ikke tolerere, at en stat gasser sine egne indbyggere. På den anden side kan USA ikke automatisk være Verdens politibetjent. Lød Obamas argumenter i min frie fortolkning.

Den stærke tvivler
Er han en svag leder?
Det synes jeg ikke. Tværtimod. Det er stærkt at tænke sig grundigt om. Det er stærkt at insistere på opbakning. Og det er stærkt at holde alle muligheder åbne så længe som muligt. Krig er ingen løsning. Det er den allersidste mulighed.
Obama skal trykke på knappen eller lade være. Det er en svær og meget ansvarsfuld beslutning, som kan kræve tusinder af menneskers liv, og som kan få alvorlige følger for udviklingen af demokrati i hele Mellemøsten og Nordafrika. Puha, godt det ikke er mig.
Jeg kan godt lide en menneskelig præsident, som viser os andre, at det er svært dilemma, han arbejder med. Jeg kan godt lide, at han ikke fremstiller alting som sort og hvidt, for det er aldrig sandheden.

Krig og sult
Og så håber jeg naturligvis på, at det ikke ender med en international krig. Sporene skræmmer. USA og dets allierede har brugt ubegribelige milliardbeløb på krige i Afghanistan, Irak og Libyen uden at opnå fremskridt for lokalbefolkningen og uden nogen udsigt til, at det kommer.
Vi kunne have udryddet vandmangel og fattigdom i hele verden for de penge, der er eksploderet væk i Mellemøsten de seneste 15 år. Den amerikanske stat skal betale af på Bush' krigsmaskineri i flere årtier endnu. Obama har skåret kraftigt ned i de offentlige udgifter for at kunne afdrage på forgængernes gæld, og jeg tror ikke, han har lyst til at udskrive flere tvivlsomme krigsveksler til fremtidens amerikanere.

Krigens vindere
Og nu vi taler om penge, så det er værd at minde om, at Assads største våbenleverandør er Rusland. Putins venner tjener fedt på borgerkrigen, og Putins ambassadører forsvarer Syriens diktator i FN.
Og Bushs støtter skovlede også milliarder ind på krigene og på den høje oliepris, som var en naturlig følge af dem.
Så kom ikke her og sig, at krig ikke har nogen vindere.

Os fra tifredserne

Pindgrisen gjorde mig tilfreds i dag

Jeg er født i 1962 - så hvaffen generation er min? Er det os fra 60erne, dem fra 55-65 eller hvor går grænsen lige?
Det ved jeg ikke, men jeg synes selv, jeg er en del af en eller anden generation. Og med Shubiduas gamle udtryk er jeg helt med på at kalde den for tilfredserne. Jeg synes, vi er en heldig generation.

Forældre og børn
I modsætning til vores forældre er vi vokset op i en tid med gode fysiske rammer. Vi boede i ordentlige boliger og fik sund og nærende mad hver dag.
I modsætning til vores børn er vi vokset op i en tid, hvor vi fik masser af motion, og hvor vi ikke skulle leve op til en hel masse umulige idealer fra massemedierne.
Vi cyklede i skole og legede ude i frikvartererne. Vi cyklede til fodbold og ungdomsskole. Vi sad inde på værelset og kedede os om eftermiddagen. Der læste vi bøger eller tegneserier, og så løb vi ud og legede. Eller cyklede hen til en kammerat 3-4 kilometer væk.

Lektier og karakterræs
Selvfølgelig var der problemer. Man skulle opføre sig ordentligt i skolen og læse lektier, og det var vi bestemt ikke lige gode til alle sammen. Nogen fik en uddannelse, og de fleste andre fik et job.
Jeg kan godt huske ordene karakterræs og adgangsbegrænsning fra min gymnasietid. Men det står ikke for mig som et problem, der tyngede os ret meget. Vores verden var mere enkel end vores børns er i dag. Vi skulle have den eksamen, og så måtte vi se, hvad vi siden fandt på. Alle undtagen 1 fra min gymnasieklasse fik en uddannelse og har job i dag. Og vi var ikke noget særligt.

Tilfreds eller lalleglad
Jeg er med på, at Shubiduas udtryk med tilfredserne var ironisk. Der er næsten lighedstegn ved at være tilfreds og lalleglad - eller uambitiøs.
Det kan jeg godt leve med.
Problemfindere og folk, der er drevet af ambitioner, skaber ikke nødvendigvis livskvalitet for sig selv og deres nærmeste.

Jeg gjorde noget nyt i dag
Os, der synes vi har det helt godt, behøver jo ikke at gå i frø. Jeg gjorde for eksempel noget helt nyt i dag. Jeg gik en ny omvej med Bertha på turen gennem skoven, og hvad kom der ud af det? Vi mødte et pindsvin, der rullede sig helt sammen og prustede lidt, fordi det blev bange for os.
Det var jeg ganske godt tilfreds med.