... så var USA nu på anden eller tredje uge i gang med at bombe Syrien. Det er de færreste vist i tvivl om.
Bush kunne træffe hurtige beslutninger og turde føre dem ud i livet. Desværre viste de sig alt for tit at være forkerte. Og fatale.
Zig-zag
Obama er mere tøvende, og man kan med rette beskylde ham for at føre en zig-zag kurs. I lang tid ville han ikke gøre noget i Syrien, så længe der var tale om en almindelig borgerkrig. Grænsen gik ifølge Obama ved kemiske våben.
Da Assad så brugte dem, lagde Obama op til krig. Han fik endda den danske regering til at bakke op. Men så inviterede en rådgiver præsidenten på en spadseretur på plænen omkring Det hvide Hus, og så kom der en ny melding: En amerikansk aktion imod Syrien skulle vedtages af kongressen.
Halmstrå fra russerne
I et par uger har præsidenten og hans rådgivere arbejdet intenst på at opnå flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, og da det ikke så ud til at lykkes, greb han efter et lille halmstrå fra russerne - nemlig at få syrerne til at aflevere deres kemiske våben.
Tvetydig tale
Og præsidentens tale til befolkningen i nat var tvetydig. På den ene side kan verdenssamfundet ikke tolerere, at en stat gasser sine egne indbyggere. På den anden side kan USA ikke automatisk være Verdens politibetjent. Lød Obamas argumenter i min frie fortolkning.
Den stærke tvivler
Er han en svag leder?
Det synes jeg ikke. Tværtimod. Det er stærkt at tænke sig grundigt om. Det er stærkt at insistere på opbakning. Og det er stærkt at holde alle muligheder åbne så længe som muligt. Krig er ingen løsning. Det er den allersidste mulighed.
Obama skal trykke på knappen eller lade være. Det er en svær og meget ansvarsfuld beslutning, som kan kræve tusinder af menneskers liv, og som kan få alvorlige følger for udviklingen af demokrati i hele Mellemøsten og Nordafrika. Puha, godt det ikke er mig.
Jeg kan godt lide en menneskelig præsident, som viser os andre, at det er svært dilemma, han arbejder med. Jeg kan godt lide, at han ikke fremstiller alting som sort og hvidt, for det er aldrig sandheden.
Krig og sult
Og så håber jeg naturligvis på, at det ikke ender med en international krig. Sporene skræmmer. USA og dets allierede har brugt ubegribelige milliardbeløb på krige i Afghanistan, Irak og Libyen uden at opnå fremskridt for lokalbefolkningen og uden nogen udsigt til, at det kommer.
Vi kunne have udryddet vandmangel og fattigdom i hele verden for de penge, der er eksploderet væk i Mellemøsten de seneste 15 år. Den amerikanske stat skal betale af på Bush' krigsmaskineri i flere årtier endnu. Obama har skåret kraftigt ned i de offentlige udgifter for at kunne afdrage på forgængernes gæld, og jeg tror ikke, han har lyst til at udskrive flere tvivlsomme krigsveksler til fremtidens amerikanere.
Krigens vindere
Og nu vi taler om penge, så det er værd at minde om, at Assads største våbenleverandør er Rusland. Putins venner tjener fedt på borgerkrigen, og Putins ambassadører forsvarer Syriens diktator i FN.
Og Bushs støtter skovlede også milliarder ind på krigene og på den høje oliepris, som var en naturlig følge af dem.
Så kom ikke her og sig, at krig ikke har nogen vindere.
Bush kunne træffe hurtige beslutninger og turde føre dem ud i livet. Desværre viste de sig alt for tit at være forkerte. Og fatale.
Zig-zag
Obama er mere tøvende, og man kan med rette beskylde ham for at føre en zig-zag kurs. I lang tid ville han ikke gøre noget i Syrien, så længe der var tale om en almindelig borgerkrig. Grænsen gik ifølge Obama ved kemiske våben.
Da Assad så brugte dem, lagde Obama op til krig. Han fik endda den danske regering til at bakke op. Men så inviterede en rådgiver præsidenten på en spadseretur på plænen omkring Det hvide Hus, og så kom der en ny melding: En amerikansk aktion imod Syrien skulle vedtages af kongressen.
Halmstrå fra russerne
I et par uger har præsidenten og hans rådgivere arbejdet intenst på at opnå flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, og da det ikke så ud til at lykkes, greb han efter et lille halmstrå fra russerne - nemlig at få syrerne til at aflevere deres kemiske våben.
Tvetydig tale
Og præsidentens tale til befolkningen i nat var tvetydig. På den ene side kan verdenssamfundet ikke tolerere, at en stat gasser sine egne indbyggere. På den anden side kan USA ikke automatisk være Verdens politibetjent. Lød Obamas argumenter i min frie fortolkning.
Den stærke tvivler
Er han en svag leder?
Det synes jeg ikke. Tværtimod. Det er stærkt at tænke sig grundigt om. Det er stærkt at insistere på opbakning. Og det er stærkt at holde alle muligheder åbne så længe som muligt. Krig er ingen løsning. Det er den allersidste mulighed.
Obama skal trykke på knappen eller lade være. Det er en svær og meget ansvarsfuld beslutning, som kan kræve tusinder af menneskers liv, og som kan få alvorlige følger for udviklingen af demokrati i hele Mellemøsten og Nordafrika. Puha, godt det ikke er mig.
Jeg kan godt lide en menneskelig præsident, som viser os andre, at det er svært dilemma, han arbejder med. Jeg kan godt lide, at han ikke fremstiller alting som sort og hvidt, for det er aldrig sandheden.
Krig og sult
Og så håber jeg naturligvis på, at det ikke ender med en international krig. Sporene skræmmer. USA og dets allierede har brugt ubegribelige milliardbeløb på krige i Afghanistan, Irak og Libyen uden at opnå fremskridt for lokalbefolkningen og uden nogen udsigt til, at det kommer.
Vi kunne have udryddet vandmangel og fattigdom i hele verden for de penge, der er eksploderet væk i Mellemøsten de seneste 15 år. Den amerikanske stat skal betale af på Bush' krigsmaskineri i flere årtier endnu. Obama har skåret kraftigt ned i de offentlige udgifter for at kunne afdrage på forgængernes gæld, og jeg tror ikke, han har lyst til at udskrive flere tvivlsomme krigsveksler til fremtidens amerikanere.
Krigens vindere
Og nu vi taler om penge, så det er værd at minde om, at Assads største våbenleverandør er Rusland. Putins venner tjener fedt på borgerkrigen, og Putins ambassadører forsvarer Syriens diktator i FN.
Og Bushs støtter skovlede også milliarder ind på krigene og på den høje oliepris, som var en naturlig følge af dem.
Så kom ikke her og sig, at krig ikke har nogen vindere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar