30,4 pct. demokrati

30,4 pct af vælgerne stemte på Venstre, Liberal Alliance og de konservative ved folketingsvalget for to år siden. Altså under en tredjedel.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at skattelettelser var meget vigtige, især til de rigeste.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at bilafgifterne skulle sænkes, så de dyre biler blev billigere.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at pensionsalderen skulle hæves.

69,6 af vælgerne var ikke enige. Det er de stadig ikke.
Og det er deres repræsentanter i Folketinget ikke.
Det var de ikke, da Venstre var ene om at sidde i regering. Og det er de ikke efter, at der er kommet endnu to partier i regeringen.

Forhandling
Opgaven for over to tredjedele af Folketingets medlemmer er IKKE at rette ind efter regeringens ønsker.
Opgaven for 30,4 pct. regeringen er at forhandle sig til rette med Folketingets partier om løsninger på de problemer, de kan blive enige om, at Danmark har.
Det kunne den tidligere regering og mange regeringer før den.

Thulesen Dahl er opgaven
Men med den nuværende er det som om, opgaven er at få overbevist Kristian Thulesen Dahl om at stemme for noget, Dansk Folkeparti ikke går ind for. Hvis ikke han vil det, svigter han ifølge regeringens logik det borgerlige Danmark.

Vælgerne ønsker ikke blokpolitik
Det kan ikke nytte noget, at regeringen slår ud med armene og opgiver at gennemføre noget som helst, når den ikke kan få sin vilje. Den repræsenterer mindre end en tredjedel af befolkningen.
Det er ikke vælgernes ønske, at den til enhver tid siddende regering skal føre blokpolitik. Tværtimod.
Blokpolitik skaber ikke de bedste løsninger, og slet ikke de mest langsigtede.
Danmark fortjener mere end 30,4 pct. demokrati.

Indfør demokrati i Storbritannien

De konservative blev en klar vinder af det britiske valg, og derfor er David Cameron den rigtige premierminister. Ingen tvivl om det.
Men valget har endnu engang udstillet det oldbritiske demokrati, som bare ikke hører hjemme i dette århundrede. De konservative fik en tredjedel af stemmerne, men mere end halvdelen af pladserne i parlamentet. Hvis Cameron ellers kan få sine partifæller til at makke ret, kan han regere landet uden at tage spor hensyn til to tredjedele af vælgerne. Det er udemokratisk.

Winner takes it all
Storbritannien vælger stadig efter det dårlige gamle princip "the winner takes it all". Der vælges én kandidat i hver kreds - de øvrige stemmer er spildt. Systemet favoriserer de store partier, og de er derfor ikke interesserede i at ændre det.
I Danmark har vi løst det med tillægsmandater. Det betyder, at et parti, der får en tredjedel af stemmerne også ret nøjagtigt får en tredjedel af pladserne i Folketinget.

Snakkeklub for snobber
I Storbritannien har de også et såkaldt Overhus, House of Lords. Det består af bisper, adelige og fine folk udpeget af dronningen eller premierministeren. Overhuset kan ikke vedtage eller forkaste love men kan forhale lovgivning. Desuden fungerer den fortidige institution fortsat som øverste appelinstans i visse retssager.
Det er ikke noget demokratisk problem, at der er sådan en ekstra snakkeklub for snobber. Det bidrager til underholdningen, lige som diverse kongehuse. Det har vi brug for i lande med meget regnvejr.
Men valgsystemet bør de lave om, inden der opstår en decideret skævert. Hvad sker der, hvis de konservative næste gang får en tredjedel af stemmerne igen, men kun en femtedel af pladserne i det såkaldte Underhus? Er det så bare demokratiets vilkår.
Hvad sker der, hvis to partier med i alt 30 pct. af stemmerne, får flertal i parlamentet, mens to andre partier med 40 pct kun får 25 pct af pladserne? Kan briterne leve med, at blå blok får flest stemmer og færrest mandater - eller omvendt?

Romantik
Det kan godt være, at briterne og Cameron er konservative. Men for mig er der ikke noget romantik i at bevare et forkert system, bare fordi det er en tradition. Det er bare dumt, og det er et levn fra en tid, hvor kongen havde reel magt. Det er selv briterne gået fra.

Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

 Ida og Birgitte faldt hurtigt i snak.

Miljøminister Ida Auken kom her til morgen til kaffe og hjemmebagte kanelsnegle hos familien Glerup Holm på Vinkelvej i Brønderslev. Værterne er nulskraldere og skulle inspirere Ida Auken i arbejdet med regeringens nye ressourcestrategi.
Jeg var med ved morgenbordet, og det var mægtig hyggeligt, selv om hjemmet var fyldt med tv-kameraer og fremmede mennesker.
En af grundene til den gode stemning var sproget og tonen.

Hej!
Hej, sagde Ida Auken og Birgitte Glerup, da de hilste på hinanden for første gang nogensinde, og så talte de afslappet om affald, sortering og livet på Vinkelvej.
De sagde selvfølgelig du og tiltalte hinanden med fornavn. Hvad skulle de ellers gøre? Det gør vi jo i Danmark.
Nej, ikke overalt. Hvis arrangementet var foregået i folketingssalen på Christiansborg, skulle Ida have kaldt Nulskralderen for fru Birgitte Glerup. Hver gang. Og den anden vej skulle Birgitte tiltale Ida som Miljøministeren - i tredje person. Hver gang. Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

Pepdebat med partilederne
Senere på dagen havde Folketinget premiere på den nye pepdebat mellem partilederne og statsministeren. Forbilledet er de kendte slagfærdige debatter i det engelske underhus. At dømme efter presseomtalen var den danske premiere i dag spagfærdig, selv om politikerne forsøgte at være underholdende.
Det skal nok blive bedre - især når der kommer nogle helt aktuelle og vigtige sager at drøfte. I dag var det stort set bare et opkog på sidste uges åbningsdebat.
Men tiltaleformen er en hindring for den slagfærdige debat. Selv for trænede politikere er det kunstigt at skulle kalde hinanden hr., fru, frøken og minister i tredje person. Det er ikke bare gammeldags. Det er oldnordisk. Og det har det været i 40 år.

Naragtige tiltaleformer
Hvis Folketinget vil gøre debatten mere levende, er det helt oplagt at smide de naragtige tiltaleformer på porten og lade medlemmerne tale almindeligt til hinanden. De er jo kolleger, som kender hinanden ganske udmærket.
Jeg kender ikke argumenterne for at fortsætte med et sprogligt ritual fra før verdenskrigene. Men jeg kunne forestille mig, at det handler om værdighed og en god omgangstone.
Men det er det stik modsatte. Det er uværdigt at tiltale hinanden på en falsk, opstyltet måde. Kunstigt, upersonligt sprog er ikke en god omgangstone.

Tal pænt til og om hinanden
Folketinget må gerne holde på formerne og stille krav om, at medlemmerne taler pænt til og om hinanden fra landets fornemste talerstol. Det går jeg 100 pct. ind for, og jeg synes det er fint, at der hele tiden sidder en formand i stolen og kontrollerer, at debatten og tonen er lødig.
Men at stille krav om en tiltaleform, som ingen af medlemmerne selv har oplevet i praksis ude i samfundet - det er for langt ude.
Birgitte og Ida kunne sagtens tale pænt og respektfuldt til hinanden på Vinkelvej uden at tale Matador-sprog. Mon ikke også, det kan lade sig gøre på Slotsholmen?

25 love på en halv time

Lovmøllen maler.

I tirsdags var jeg på Christiansborg, og smuttede lige en tur op på tilhørerpladserne, da der var afstemning om en række love.
På en halv time behandlede 111 tilstedeværende folketingsmedlemmer 25 lovforslag. 10 blev endeligt vedtaget, mens de øvrige blev sendt fra 2. behandling til 3. behandling og endelig vedtagelse.

Lykketofts remse
Det var lidt specielt. Frit fra hukommelsen fortæller jeg, hvad Mogens Lykketoft siger:
"3. behandling af Lovforslag nummer L XXX fremsat af justitsministeren. Der ikke indkommet ændringsforslag. Ønsker nogen at tage ordet? Det er ikke tilfældet, så går vi til afstemning. Der stemmes."

Ordføreren bestemmer
Så hæver politikerne blikket fra deres mobiltelefon, pc eller iPad og kigger op på en stor elektronisk tavle bag formanden. Her er alle pladser i Folketinget markeret, og når man stemmer, kommer der en grøn eller rød prik ud for ens plads. 25 Venstrefolk, som ikke arbejder med det område, der stemmes om, kan ikke vide, om Venstre er for eller imod, så de sidder og venter på, at ordførerens prik lyser på tavlen. Er den grøn, trykker de på den grønne knap, er den rød trykker de på den røde.
"Forslaget er vedtaget med 58 stemmer for og 53 imod. Ingen stemte blankt. Loven oversendes til Statsministeriet", lyder Lykketofts afsluttende bemærkning.

Spidsen af bjerget
Når man kun åbner denne lille låge af lovgivningsarbejdet, virker det bekymrende overfladisk. På halvandet minut har Folketinget ændret forholdene for danske søfolk uden at tale om det og uden at ret mange af de ærede medlemmer ved, hvad de har stemt for eller imod.
Men det er kun den allerhøjeste spids af isbjerget. Under hvert eneste lovforslag ligger en sagsmappe så tyk. Allerede inden forslaget er fremsat, er der foregået et omfattende arbejde i ministeriet og styrelser. Undervejs er der debat i selve Folketinget og i det udvalg, loven hører under. Udvalget og dets medlemmer har garanteret haft besøg af interesseorganisationer, firmaer og enkeltpersoner, som interesserer sig for netop det sagsområde. Der er indkaldt høringssvar, som er behandlet og gennemgået i udvalget, og der er måske sket ændringer undervejs.

Lovmøllen virker
Lovmøllen er en kæmpe maskine, som sikrer, at alle gode argumenter bliver hørt og vurderet. Det er også derfor, der er tre behandlinger i Folketinget. I mange tilfælde er det overflødigt. Der er sagen reelt afgjort efter førstebehandlingen, og derfor bliver 2. og 3. behandlingen et meget hurtigt formelt foretagende, som er klaret på ingen tid.
Er der ingen ændringer efter 1. behandling, tager 2. behandlingen under 1 minut, og så kan der være 3. behandling dagen efter. Men i tirsdags oplevede jeg, at systemet med de 3 behandlinger virker. Der var 2. behandling af et lovforslag om solceller, og her bad Venstre Lars Christian Lilleholt om at få sendt sagen tilbage i energiudvalget inden 3. behandlingen, fordi der var kommet nye oplysninger frem.

Gratis adgang
Kig forbi en dag, du er i nærheden af Christiansborg. Det er interessant at følge lovgivningsarbejdet, og der er gratis adgang til de fine pladser oppe på balkonen. Du kan også følge det hele på Folketingets hemmelige tv-kanal, som alle skal have adgang til.

Mit folketingsmedlem

Hemmelighedsloven vakler :-)

Vores demokrati udfolder sig ikke blot hvert fjerde år, hvor vi får lov at stemme.
Det fik jeg et meget opmuntrende bevis for her til formiddag, da jeg hentede avisen oppe i røret. Her kunne jeg læse, at Bjarne Laustsen overvejer at stemme nej til ministrenes lukkelov, som 70.000 har protesteret imod.
Bjarne er min mand på Christiansborg - og 20.000 andres. Vi har stemt på ham, og jeg vil tro, at mange har gjort det, fordi de kender Bjarne. Han kender det halve Nordjylland, og han kan huske alle mennesker.

Kommentarer, spørgsmål og tip
Det forpligter at være 20.000 menneskers udsending, og jeg ved, at Bjarne får mange kommentarer, spørgsmål og tip fra vælgerne. Også fra mig.
Den her hemmelighedslov har jeg nævnt på bloggen, som Bjarne af og til læser, og forleden sendte jeg ham et link fra en artikel. Her stod, at et flertal af danskerne er imod den nye lov.
Så når Bjarne nu vakler og gerne vil have den kritiske paragraf om ministerbetjening taget op igen, er det blandt andet på grund af mine input.

Ikke en marionetdukke
Det er skønt, når demokratiet fungerer sådan, at man som vælger oplever at få indflydelse. Bare det fortsat er sådan, at vi som vælgere kommer med input, og at politikerne derefter stemmer efter deres overbevisning.
Bjarne er ikke marionetdukke for 20.000 vælgere. Han er en del af den socialdemokratiske folketingsgruppe, og han har pligt til at tage andre hensyn end baglandets påvirkning. Så hvis han ender med at stemme for Bødskovs lukkelov, så må jeg acceptere det.
Bare vi så får en god forklaring. Ikke oså, Bjarne?

Khader på glatis

DR2 viste i aften den stærkt underholdende film om Ny Alliances fødsel og spektakulære fald.
Det var dokumentar, men det betyder ikke, at filmen præsenterer den entydige sandhed om Ny Alliance. Christoffer Guldbrandsen har valgt tusindvis af klip fra. Det er hans valg, at vi skulle se partiets første spindoktor Rasmus Jøhnsson udtale sig fornuftigt, mens afløseren Ulla Østergaard kiggede væk, tændte en cigaret eller talte i mobil på de fleste klip.
Men til sagen. Hvorfor blev Ny Alliance en tordnende fiasko, når der rent politisk var behov for partiet?
Det korte svar er, at Naser Khader var uegnet som partileder. Det er der ingen grund til jokke mere rundt i. Khader har selv sagt det offentligt, og det blev dokumenteret i tv-filmen. Den bekræftede mit indtryk af Khader som en rigtig sød og rar mand uden disciplin og lederegenskaber. Det var synd for partiet, at han var den oplagte kransekagefigur, for han magtede det ikke.
På det praktiske plan var det 2 fatale beslutninger, der kostede Ny Alliance muligheden for afgørende politisk indflydelse. Helt op til 2 uger før valget stod partiet til at få 15 mandater, men så kom de to kapitalbrølere.
Den værste var den politiske: Slingrekursen om Ny Alliances statsministerkandidat. Fra august til november var beskeden klar: I en dronningerunde ville Ny Alliance pege på Anders Fogh Rasmussen. Hvis han ikke kun samle en regering med et bredt grundlag, ville partiet pege på Helle Thorning-Schmidt.
Af ukendte årsager forlod Ny Alliance den strategi mod slutningen af valgkampen, og det blev fatalt. Naser Khader blev ristet af Reimer Bo i DRs afsluttende partilederrunde, og til slut vidste hverken Ny Alliance eller vælgerne, hvad de i grunden mente. PUHA.
Oven i kom så sagen mellem Se&Hør og Naser Khader. Smudsbladet skrev, at partilederen havde fået udført sort arbejde derhjemme. Ulla Østergaard og Naser Khader blev tilsyneladende enige om at forfølge den oplagte tabervej i den sag: Konfrontation med Se&Hør. De gik i offensiven, og opnåede det forventede resultat - fokus på den kulørte historie og ikke på det politiske indhold. Dumt, dumt, dumt.
Nu fremgik det ikke glasklart af filmen, at Ulla Østergaard havde rådet Khader til at gå til modangreb på Se&Hør. Hvis hun havde, var det en begynderfejl af de pinlige. Man behøver altså ikke at kende medieverdenen indefra for at vide, hvad sådan et modangreb sætter i gang. Hele pressen kaster sig over historien og begynder at lede efter andre vinkler og andre ubehagelige historier om Naser Khader.
Det skulle rådgiveren have skåret ud i genbrugspap på et fællesmøde, hvor Khader og de øvrige partistiftere sammen kunne træffe beslutningen om deres strategi i sagen.
Det var altså to elementære fejl, som til sammen førte til, at partiet dumpede ned på 5 mandater. Havde Ny Alliance fået 10 eller 12 pladser i Folketinget, havde vi måske haft en anden regering eller regeringen havde ført en anden politik i dag.
Så det var ikke bare en tragedie for Ny Alliance - det var også meget uheldigt for Danmark, at Khader & co. i den grad jokkede rundt i spinaten, da de fik deres livs chance til at gøre en forskel.