Beviseligt kedelige hemmeligheder

I en helt usædvanlig sag blev den tidligere chef for PET Jakob Scharf i dag idømt fire måneders fængsel for at have overtrådt sin tavshedspligt. Det er 24 passagerer i bogen "Syv år for PET", som Københavns Byret vurderer til at være over stregen.
Jeg har tillid til vores retsvæsen, så de juridiske hjerner har uden tvivl ret i, at tavshedspligten er overtrådt.
Men for alle os andre uden indsigt i juristeri og efterretningstjeneste er det svært at få øje på noget kriminelt. Jeg har ikke i omtalen set nogen rygende pistol - det vil sige noget, der afslører PETs metoder. Det er simpelthen nogle ekstremt kedelige hemmeligheder, den tidligere PET-chef har afsløret.

BREAKING: PET ARBEJDER SAMMEN MED SKAT!!!! 
Et eksempel er, at PET fik toldere i Københavns Lufthavn til at tilbageholde en mand, der kom med et fly. Nådada, hvad? Skulle det virkelig være hemmeligt? Skulle det komme bag på nogen, at PET samarbejder med andre danske - og udenlandske - myndigheder? Skulle det gøre det sværere for PET at samarbejde med dem i fremtiden, at det nu er afsløret? Hmm.
Jeg mener at have læst noget lignende i en halv snes kriminalromaner, og jeg har ikke opfattet, at det skulle være kontroversielt.

PET har gjort fin reklame for bogen
Men nu er det indtil videre en kendsgerning, at Scharf har røbet hemmeligheder til skade for PET. Det er ikke godt for PET, og tjenesten skulle gøre alt, hvad den kunne for, at folk ikke fik kendskab til kedelighederne.
PET har gjort det stik modsatte. Hylet op med fogedsager og politianmeldelser, så det var helt sikkert, at bogen og dens indhold fik maksimal opmærksomhed. PET har gjort massiv reklame for Jakob Scharfs bog og på den måde medvirket til, at hans skadelige oplysninger blev spredt til en meget bred kreds.

Censur kan ingensinde ophæves
Er Jakob Scharf så ytringsfrihedens helt, der er blevet uskyldigt offer for en overfølsom tjeneste? Nej. Han skulle aldrig have skrevet den bog - eller udtalt sig til den, som det vist i virkeligheden er. Som han selv sagde, da han tiltrådte stillingen, så er PET er hemmeligt sted, og det skal man respektere. Hvis der havde stået noget interessant i bogen, ville det være en grov overtrædelse af hans udvidede tavshedspligt. Og nu viser det sig, at selv kedelige hemmeligheder er strafbare.
Hvis man vil være chef for en efterretningstjeneste, for Udenrigsministeriet eller Nationalbanken, så har man underlagt sig selv en særlig censur, som ingensinde kan ophæves.

Grav videre i Tibetsagen

Danmarks gode ry som forsvarer af menneskerettigheder og ytringsfrihed har siden 15. juni 2102 været fælt sværtet til. Af os selv.

Verdens største diktatur
Den dag var lederen af verdens største diktatur, Kinas præsident Hu Jintau, på besøg i København. Op imod 200 danskere, som støtter Tibets kamp mod Kinas nu over 60 år lange besættelse af det lille land, var mødt frem for at demonstrere.
Vi har set billeder på tv af betjente, som stjæler tibetanske flag fra fredelige folk, der kommer gående. Politiet gjorde den dag en stor indsats for at forhindre, at diktatoren skulle se tibetanske flag og demonstranter på sin køretur rundt i den danske hovedstad.

Lille og stor skandale
Vi går ind for ytringsfrihed i Danmark. Vi tillader folk at demonstrere.
Hvordan kan nogen så sætte politiet til at stoppe demonstranter, fjerne dem fra gaden og stjæle deres flag?
Det er sådan noget, der kan ske i Kina og i Tibet. Men ikke i det, vi kalder den frie verden.
Det er en lille skandale.
Den store skandale er, at myndighederne lægger røgslør over sagen. De krænkede demonstranters protester over politiets åbenlyse fejl blev i flere år afvist af den ene instans efter den anden.
Folketinget nedsatte en kommission, som brugte et par år på at nå til den oplagte konklusion, at demonstranternes ytringsfrihed og ret til at demonstrere var krænket. Menneskerettighederne var overtrådt. Så gik det endelig op for politiet, som indrømmede, at der var tale om en alvorlig fejl. Og nu venter der en erstatning på 20.000 kr. til 200 demonstranter.
Fint nok.

Hvem gav ordren?
Men på skandaløs vis har vi endnu ikke fået svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvem bad politiet om at forhindre demonstrationer og overtræde menneskerettighederne?
Indtil videre hænger aben på skuldrene af to mellemledere i Københavns Politi. Selv os langt ude på landet tror ikke på, at de to herrer har siddet over en citronhalvmåne og planlagt overgreb mod fredelige demonstranter.
Mistanken styrer direkte ind på Slotsholmen - mod daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) eller justitsminister Morten Bødskov (S).
Tibetkomissionen har ikke kunnet opklare det, fordi mails fra 2012 var slettet. De kan hentes frem fra en backup, men det er den nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ikke interesseret i. Han mener, den rygende pistol allerede var kommet frem, hvis den havde været der.

Pressen må grave videre
Så er der kun pressen tilbage. Der skal graves videre i den her sag. Vi har krav på at få at vide, hvem der bad politiet om at bryde Grundloven og menneskerettighederne for at være høflig over for verdens mest magtfulde diktator.
Det er pinligt, at det kunne ske.
Det er endnu mere pinligt, at ingen vil tage ansvar for det.
Og det er topmålet af pinlighed, at vores ellers så troværdige magthavere nærmest modarbejder opklaringen.

Opdatering 7. juni 2018
Her til formiddag har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddelt, at han vil genoplive Tibetkommissionen, fordi det er muligt at genskabe gamle mails. Det skal han have ros for. Det er helt okay at blive klogere og at ændre mening.

Je suis Samvirke

Jeg støtter Samvirkes ret til at oplyse COOPs medlemmer om gift i de fødevarer, vi spiser. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes, men det er den blevet her i oktober. Magtfulde landmænd har direkte eller indirekte truet lokale brugsuddelere til ikke at udlevere medlemsbladet til butikkens kunder.
Tusinder af COOP-medlemmer har ikke modtaget medlemsbladet, som de normalt får tilbudt første gang i måneden, de handler. Så de ser ikke artiklen om rester af sprøjtegift i fødevarer. De ser heller ikke en artikel om, at det er overflødigt at bruge klor i husholdningen eller én om, at det kan være farligt at spise pasta fra i går.

Uddelere føler sig presset
Det skyldes landmændenes vrede over indhold i bladet. En del brugsuddelere er enten enige med landmændene eller føler sig presset til at sende bladene tilbage til COOP, fordi de frygter at miste omsætning. Bønderne har forklaret, at de ikke vil handle i den lokale brugs, og at de vil opfordre andre kunder til at blive væk, hvis uddeleren har Samvirke liggende i butikken.
Deres vrede skyldes forsidebilledet. De mener, det er en fornærmelse mod konventionelle danske landmænd. Det har de ret til at mene, men jeg kan slet ikke følge dem. Jeg mener, det er et effektfuldt billede, som understreger pointen i artiklen: At der er mere gift i vores mad, end vi er klar over.

Jesus og Muhammed
Vi har tidligere set en gruppe blive fornærmet over et billede. Der var nogle kristne, som mente at et billede af Jesus med stiv tissemand skulle forbydes. Og der var en hel del muslimer, som følte sig krænket over en tegning af Muhammed med en håndgranat i turbanen.
Jeg mener, de var på gale veje. Og det synes jeg også, bønderne er.
Hvis COOP eller andre udbreder et budskab, du ikke er enig i, så nytter det ikke noget at forhindre folk i at se eller høre synspunktet. Så må du bruge argumentets kraft. At indskrænke ytringsfriheden er et selvmål i Danmark.

En ordentlig undskyldning
Men hvorfor undskylder Samvirke så over for de sure landmænd? Fordi Samvirkes redaktion er ordentlig og ikke principrytter. Der er nogle folk, som føler sig krænket. Det var ikke hensigten, og så siger man pænt undskyld. Det kunne Jyllands-Posten også have gjort med Muhammed-tegningerne uden på nogen måde at give køb på sin ytringsfrihed.

Sludrechatollet fra Brønshøj

Hvor var ytringsfriheds-fundamentalisterne henne, da den 57-årige boghandler fra Brønshøj Said Mansur forleden fik 4,5 års fængsel? Manden blev dømt for sine ytringer og for at sælge nogle bøger. Er det en forbrydelse Danmark? Har vi helt glemt Charlie Hebdo og den skånesløse kamp for retten til at mene og sige hvad som helst?

Glasklart ulovligt
Svaret er, at grænsen for ytringsfriheden går ved straffeloven. I dette tilfælde en af de hårde bestemmelser, nemlig om terror. Sludrechatollet fra Brønshøj har både i mails og på Facebook opfordret til terror - og til at dræbe navngivne personer.
Det er glasklart ulovligt, og derfor er dommen også meget klar. Når straffen bliver så høj, er det fordi det er anden gang, Mansur har været for retten og er blevet dømt for at opfordre til terror.
Retten har talt, og det er garanteret helt efter paragrafferne. Men det er også lidt underligt.
Said Mansur er ikke en farlig terrorist og har aldrig været det. Han er et vrøvlehoved, der mener en masse underlige ting. Der er ikke rigtig nogen, der lytter til ham, så hans opfordringer til terror har formentlig ikke påvirket nogen. Der har ikke været optræk til så meget som en lillebitte terrorhandling som følge af boghandlernes udgydelser.

Hinsides almindelig logik
Mansur er et af den slags problemer, der ikke kan løses, fordi han er hinsides almindelig logik. Han har ikke kun gjort sig utilbens i Danmark - men også i Marokko, hvor han boede som ung. Så meget, at han måske/måske ikke risikerer dødsstraf, hvis han kommer til sit fædreland.
Mansur har været dansk statsborger siden 1984. Hvorfor han vil det, når han så åbenlyst bekæmper alt det, som et kæmpe flertal af danskerne står for, forstår jeg ikke. Hvorfor han fortsætter med at opfordre til terror, når han ved, det medfører en lang fængselsstraf og i øvrigt ikke har nogen effekt - kan jeg heller ikke begribe. Og jeg er ikke sikker på, at hovedpersonen selv kan.
Jeg tror, at det system, han går ind for, vil være anderledes hårdhændet over for folk, der som han opfordrer til terror og til at slå andre ihjel.

Spærret inde og ikke udvist
Vi kan kun ryste på hovedet af sådan en fyr. Nu bliver han spærret inde i et fængsel. Det har ikke den ringeste effekt. Men det ville også være forkert at lade ham gå fri, når nu vi har de regler og nogen har opdaget, at Mansur har skrevet noget tåbeligt.
Dommen fratager Mansur sit danske statsborgerskab, så han i princippet skal sendes til Marokko. Det kommer han ikke, hvis han er i livsfare dernede. Det er selvfølgelig pip, at den danske stat skal blive ved med at forsørge sådan en klyt, men det kan ikke være anderledes. Vi går ikke ind for at udvise folk til tortur og død, uanset hvor skøre de måtte være.

Ytringsfred

I denne uge rodede jeg og mange andre sig ud i en debat om ytringsfrihed. Jeg stødte ind i nogen, der mente, at vi ikke har ytringsfrihed i Danmark, fordi Jyllands-Posten ikke ville trykke satiretegninger af Muhammed.
Det er selvfølgelig en vild overdrivelse, men det er særdeles beklageligt, at Danmarks største avis har konkrete terrortrusler hængende over hovedet og derfor undlader at bringe relevant redaktionelt stof.
Heldigvis har Jyllands-Posten forklaret vidt og bredt om det og deltaget i alverdens debatter, så skaden er begrænset.

En endnu større konflikt
Trusler mod ytringsfriheden er værd at debattere, og derfor gør vi det så gerne. Men terrormordene i Paris er et symptom på en endnu større konflikt, som desværre bare eskalerer. Nemlig modsætningen mellem den muslimske og den vestlige verden.

Religion eller demokrati
I det meste af Mellemøsten er religion det styrende for menneskers liv. Et massivt flertal af menneskene synes, det er det eneste rigtige.

I Vesten mener vi, at demokrati kommer forud for alt. Det går vi stort set allesammen ind for. Vi betragter de religiøse regimer som tilbagestående diktaturer, og vi synes, det er helt forkert at indrette et samfund i 2015 efter nogle tussegamle skrifter.
De betragter Vesten som dekadent. Vi har mistet forbindelsen til det vigtigste i tilværelsen: Vores Gud. Og dermed til naturen og alt det andet, som Gud har skabt. Vores religion er materialisme, og det er et totalt skråplan. Mener de.

De bliver stærkere i troen
Jeg synes selvfølgelig, at vi har mest ret. Og jeg tror også på, at vores verdenssyn vinder frem. Men jeg må indrømme, at det ikke går ret godt. Jeg må også indrømme, at der kommer flere og flere ekstremister, som åbenbart synes, de har ret til at slå uskyldige mennesker ihjel i en profets navn.
De bliver stærkere og stærkere i troen og får flere og flere tilhængere.
Modsætningerne vokser, og vi bliver også mere og mere fjendtligt indstillet over for muslimer. Det er en snebold, der bare ruller og ruller.

I'm a dreamer
Vi kan ikke løse det med våben, soldater og droner. Heller ikke ved at skrive rasende artikler, hvor vi beskylder muslimerne for dit og dat. Vi må have gang i en dialog.
Vi må forsøge at lytte til hinanden. Når vi går ind for ytringsfrihed, synes vi, at alle må mene og sige, hvad de vil. Vi må acceptere de muslimske samfunds synspunkter og lytte til dem. Vi skal naturligvis ikke give dem ret men prøve at finde noget, vi er enige om. Vi skal forstå deres værdier og de skal også forstå vores. Og så skal vi tillade uenigheden.
Jeg ved godt, det lyder som noget flip. "You may say, I'm a dreamer. But I'm not the only one", som John Lennon sang.

Konfliktvejen
Konfliktvejen, som begge parter følger i disse år, fører til flere terrorangreb, mere oprustning, flere civile bombeofre, mere frygt, mere overvågning og flere anslag mod vores ytringsfrihed.
Det går ikke. Slet, slet ikke.
Vi må have gang i en dialog. Det er FN, EU og en hel masse andre fine forkortelser, der skal trække i arbejdstøjet.
Og så må vi andre holde op med at tale og skrive ondt om folk, vi ikke kender, og hvis livssyn, vi ikke forstår. Sig i stedet noget sødt om én, du kender. Det har hun fortjent.

Ytringsfrihedens helte

Ytringsfrihedens helte er for mig først og fremmest dem, der har noget på hjerte.
I den store verden er det kinesere, russere, cubanere, yemenitter og andre indbyggere i lande med ingen eller begrænset ytringsfrihed, som formidler viden og holdninger med fare for at blive sat i fængsel eller myrdet.

Gør vores demokrati bedre
I Danmark er heltene alle dem, der skriver læserbreve, blogs og andre indlæg, hvor de gør os andre klogere. Det er foredragsholdere og kloge folk, der stiller op i radio og tv for at sprede deres viden til os andre. Deres heltegerning er at gøre vores demokrati bedre og mere nuanceret.
Her taler vi om tusindvis af mennesker. De risikerer ikke liv og førlighed og kan ikke blive smidt i kachotten for at udtale sig. Men uden omkostninger er det ikke. Rigtig mange oplever at få hademails, ubehagelige breve eller ondsindede Facebook-kommentarer, når de ytrer sig. Det er desværre en omkostning ved at bruge sin ytringsfrihed.

De skingre stemmer
I den offentlige debat er det ofte de mest skingre stemmer, der bliver hyldet som ytringsfrihedens helte. Det er deres ret til at ytre sig, der bliver fremhævet. For tiden er det en svensk maler, og den sag er vigtig. Det er direkte bizart, at den svenske stat sætter manden i fængsel for nogle billeder, han har malet, og at den bestemmer, at værkerne skal ødelægges. Det må vi protestere imod, alene af den grund, at det ikke må ske i vores demokrati.
Jeg har ikke set de famøse malerier, og jeg gider sådan set heller ikke beskæftige mig med dem. Jeg opfatter dem som en provokation, som har til formål at fremtvinge en debat om indvandring og ytringsfrihed i Sverige.
Det har jeg intet imod, og jeg bebrejder heller ingen danskere, som bidrager til debatten.

Meget mere end provokation og hån
Men jeg har det lidt skidt med, at ytringsfrihed altid skal forbindes med retten til at provokere, håne og udfordre grænser. Det er ytringsfrihed også, men det er så meget mere.
Ytringsfrihed er vores allesammens ret til at sige vores mening. Offentligt. Om hvad som helst. Ikke kun om indvandrere og flygtninge. Men også om kunst, sex, sport, økonomi, familie, venskab, børnepasning, hundetræning, løbesko, filosofi, pottemageri, geocaching og alt muligt andet.

Retten til at bidrage
Ytringsfrihed er ikke kun retten til at brokke sig og hænge andre ud som idioter. Det er endnu mere retten til at bidrage positivt til en debat eller til at udvikle et område eller en idé.
Alle, der gør det, er ytringsfrihedens helte.

Argumenterne fløjter i majluften

Det store tema på 1. maj mødet i Fælledparken var fløjtekampagnen imod Helle Thorning-Schmidt. Det har i den grad delt vandene og fået folk op i det røde eller blå felt.
Jeg griner lidt af det.
Selve fløjtekampagnen er helt okay. Det er et politisk budskab til landets statsminister til en mediedækket begivenhed. Lige efter bogen.

Tal uden at blive hørt
Venstrefløjen oplever, at regeringen ikke lytter til dens argumenter. Og så udsætter den statsministeren for det samme. Hun får lov at tale uden at blive hørt. Det må hun tåle i 7 minutter på en af de dage, hvor hun i øvrigt får ekstremt meget presseomtale.
Fløjteriet var en fin politisk happenning, som var helt fredelig og holdt sig inden for den gode danske tradition med at bruge humor i den politiske kamp.

Ytringsfrihed er noget meget større
Det er der ingen som helst grund til at blive forarget over. Det er ikke ballade eller sabotage. Og det er overhovedet ikke et angreb på ytringsfriheden. Helle Thorning har lige som alle andre fuld ytringsfrihed. At fløjte er også at bruge sin ytringsfrihed.
Hvis nogen kom for at høre talen, så må de læse den i 17 udgaver på nettet eller høre indslagene fra Holstebro og Frederikshavn tidligere på dagen.

Argumenternes hampmark
Omvendt har fløjtespillerne bevæget sig ud på argumenternes hampmark med en forklaring om, at de har en særlig ret til at komme til orde denne ene dag, fordi statsministeren har uhindret adgang til medierne alle de andre dage.
Økseskaft.

De har adgang til medierne og til at blive hørt hver eneste dag. Men lige som alle os andre er de ikke så meget i medierne som statsministeren. Det er ikke hendes skyld, og det er ikke politisk. Det er bare sådan, alle verdens medier fungerer. En regeringsleders udtalelser er mere interessante end buschaufførers, lægers, kassedamers og kommunikationsfidusers.
Venstrefløjens synspunkter er ikke blevet underkuet i medierne, hverken de folkestyrede eller dem som journalisterne har magten over.
Man skal ikke have fulgt meget med i de seneste år for at vide, at venstrefløjen er meget utilfreds med regeringens politik. Særligt når det gælder dagpenge. Fløjtetrillere skal ikke have lettere adgang til medierne, fordi statsministeren har det.

En satirisk krølle
Og så kom der en ekstra lille krølle på historien, da et satireprogram på DR fløjtede en af aktivisterne ud af DR-Byen, da hun troede, hun skulle interviewes. Hvad skete der så?
Alle dem, der var forargede over fløjteaktionen, jublede over DR.
Alle dem, der støttede fløjteaktionen, blev forargede over DR.
Og de begyndte at bruge modpartens argumenter om ytringsfrihed og uartig opførsel.

Helt i orden af DR
Selvfølgelig var det helt i orden af DR at lave satire på den sag. Satire skal ikke kun gå ud over magthaverne. Dem, der fører sig frem i den offentlige debat, må også tåle at der bliver lavet grin med dem. Det er beviset på, at de bliver taget alvorligt. 
Jesper Klein sagde engang:
"Det er synd for grønlænderne. Dem må vi ikke lave grin med. Det synes jeg, er diskriminerende."

Ytringsfrihed - her er det alvor

Efter mit blogindlæg om Lars Hedegaard og ytringsfriheden var jeg så heldig at modtage to meget kritiske indlæg på Facebook. Det var skønt at mærke et stort engagement, og mine to opponnenter må have mig undskyldt, at jeg nu jokker videre i spinaten.
Her skal det ikke handle om den trussel mod ytringsfriheden i Danmark, som jeg har lidt svært ved at få øje på.
I stedet vil jeg fortælle om en række særdeles alvorlige tilfælde ude omkring i Verden. Ytringsfrihed er desværre langt mindre udbredt og langt mindre selvfølgelig, end vi forestiller os.

Kinesiske hackerangreb
Kina er skrækeksemplet. Her bliver folk fængslet og henrettet for at ytre sig. Det skete under Mao, men det er fortsat op til i dag. Forfattere, bloggere, journalister og debattører spærres stadig inde for at udtrykke kritik af styret.
Kina kæmper også imod ytringsfriheden i andre lande. I denne uge kom det frem, at hackere i månedsvis har været dybt inde i computerne hos New York Times og hentet adskillige journalisters adgangskode. De gik efter avisens Shanghai-korrespondent, som arbejdede på en historie om, at den kinesiske ministerpræsident Wen Jiabaos familie er blevet styrtende rig og ejer selskaber og værdier for 2,7 mia. dollars. New York Times er sikker på, at angrebet kommer fra det kinesiske militæruniversitet, som tidligere har hacket amerikanske konti. Også Washington Post og Twitter blev hacket. Kina benægter at have noget med sagen at gøre.
I Kina spærrer myndigherne med jævne mellemrum søgemaskiner. Da historien om Wen Jiabao kom frem, kunne man ikke finde noget om det på kinesiske søgemaskiner, man kunne ikke skrive om det på sociale medier, og der var pludselig ikke adgang til New York Times kinesiske udgave.
Det er et angreb på ytringsfriheden.

Den russiske diktator
Det er det også, når Rusland idømmer et punkband to års fængsel for at have deltaget i en happening i en kirke vendt mod landets demokratisk valgte diktator. En række udenlandske journalister kan ikke få indrejse i Rusland - og de kan heller ikke få en begrundelse. Blandt dem er den danske Rusland-ekspert Vibeke Sperling.

Fornærm ikke kongen
I Iran er den helt gal. Vi ved ikke, hvor slemt, det står til, for landet er meget lukket, men der bliver henrettet flere og flere, og kritik af præstestyret kan både koste fængselsophold, legemesdele og selve livet.
I Thailand kan man få op til 15 års fængsel for at fornærme kongen, og ingen ved, hvor lidt eller hvor meget, der skal til for at blive straffet.
Har du hørt om Nguyen Hoang Hai? Det er en vietnamesisk blogger, som har siddet i fængsel siden 2008 efter at have skrevet nogle kritiske indlæg om korruption i Vietnam. Han er formelt dømt for skattesvig men er siden anklaget for at propagandere mod staten og risikerer 20 års fængsel.

Folkedrab
I Israel kan man blive straffet for at opfordre nogen til at boykotte Israel, og i Tyrkiet riskerer man lange fængselsstraffe, hvis man påpeger, at tyrkerne begik folkedrab mod armenerne i 1915-1917. Jeg kunne blive ved dagen lang: Bahrain, Sudan, Saudi-Arabien, Colombia, Hviderusland, Zimbabwe, Yemen og dusinvis af andre lande har ingen eller meget begrænset ytringsfrihed.

Er der små sprækker?
Ytringsfrihed er forudsætningen for demokrati. Det er vigtigt at kæmpe for ytringsfrihed i de mange lande, hvor den bliver trådt under fode. Det skal vi bruge maksimal energi på.
Men det er også vigtigt at forstørre de små sprækker i vores egen ytringsfrihed i Danmark, så de ikke udvikler sig til noget større. Der vil jeg give mine kritikere fra forleden ret.

Godt vi har Wikileaks

Nettjenesten Wikileaks har sat verden på den anden ende, og nu er læk-fabrikken selv kommet i skudlinjen. Mange kritikere mener, at det er direkte skadeligt, når Wikileaks offentliggør dokumenter med indberetninger fra amerikanske ambassader verden over.
Argumentet lyder, at dialog er det 21. århundredes bedste middel til fred. Den metode dyrker ambassadørerne, og det kan være ødelæggende for deres arbejde, at deres mellemregninger bliver afsløret.
Jeg synes, det er noget sludder.
Dialog og åbenhed går hånd i hånd, og det er vel ikke hemmeligheder, der ændrer holdninger. Tværtimod. Åbne dagsordener tvinger folk til at argumentere offentligt for deres synspunkt, og så er det sværere at forsvare krigerisk adfærd.
Men jeg kan godt forstå, den amerikanske udenrigstjeneste er ked af, at deres dokumenter ligger frit fremme på nettet. For de afslører, at ambassadørerne bruger en stor del af deres arbejdstid på at indrapportere ligegyldigheder og selvfølgeligheder. En ambassadørs vurdering af Sarkozy, Berlusconi eller Helle Thorning-Schmidt kan da være meget underholdende. Men det har næppe nogen større betydning.
Det er selvfølgelig lidt problematisk for USA, at der ligger en bramfri beskrivelse af det gennemkorrupte russiske samfund fra landets udsendte i Moskva. Men det er jo ikke ny viden. Det har stået i mange internationale aviser, inden ambassadøren sendte sit notat hjem til Washington.
Jeg forsvarer ikke alt, hvad Wikileaks foretager sig. Jeg har heller ikke læst de dokumenter, som tjenesten har offentliggjort.
Men som udgangspunkt er det godt for verden og for fred og retfærdighed, at der findes sådan en kanal. Folk, der sidder inde med vigtig viden om magtmisbrug, korruption og overgreb kan lække dokumenter til Wikileaks, så verden kan reagere.
Internettet gør verden mere åben og gennemsigtig. Internettet gør det sværere at opretholde diktatur og censur, men ikke umuligt.
Derfor er der brug for Wikileaks og alle andre kanaler, som giver de undertrykte og censurerede mulighed for at bringe deres viden og synspunkter frem.
Og tænk så lige på, at de lækkede dokumenter ikke har kostet ét menneskeliv. Åbenhed er ikke så farligt, som modstanderne tror.

Vi har da ytringsfrihed, ik?

Vi har da demokrati og ytringsfrihed her i Vesteuropa, ik? I Mellemøsten og Afrika hersker diktatur og censur, men her hos os bestemmer befolkningen og kan frit ytre sig.
Jo, det er nogenlunde sådan, det er, men der er et par ting, vi godt kan diskutere.
Er det rigtigt demokrati, når englænderne vælger en kandidat i hver valgkreds? I praksis kan det give absolut flertal i parlamentet til et parti, som på landsplan har fået en tredjedel af stemmerne.
Er det demokrati, når et parti skal opnå fem pct. af stemmerne for at blive valgt til Forbundsdagen i Tyskland?
Er det demokrati, når ingen love i Danmark kan træde i kraft, før dronningen har skrevet under på dem?
Er det demokrati, når den franske forfatning giver en kæmpe magt til præsidenten - på samme måde som i Rusland og USA?
Ja, det er demokrati for de lande, som har valgt den løsning. Men det er til stadighed en diskussion værd.
På samme måde med ytringsfriheden. Enhver har ret til at ytre sig under ansvar for lovgivningen. Sådan er det i praksis i Vesteuropa, og der er meget få eksempler på det modsatte. Men ytringsfriheden har en fætter, der hedder pressefrihed, og så er vi straks inde i en gråzone. Tag nu Italien. Enhver har ret til at starte en tv-station, en avis eller en hjemmeside, hvor vedkommende får sine synspunkter frem. Fint nok.
Men den væsentligste informationskilde for italienerne er tv-stationerne. Alle de største af dem er i praksis kontrolleret af landets ministerpræsident, og han blander sig aktivt i deres dispositioner. Han bruger simpelthen medierne til at fastholde sin magt.
Set med danske briller er det uhyrligt, og man kan sagtens diskutere, om Italien reelt er et demokrati, når Berlusconi på den måde kontrollerer pressen.
I Frankrig er det knap så slemt. Men det er slemt. De væsentligste franske medier ejes af rigmænd, som er præsident Sarkozys nære venner. Der er desværre mange eksempler på journalister, som er blevet fyret eller degraderet på grund af kritiske artikler eller indslag om præsidenten.
Senest har Sarkozy forsøgt at forhindre en lettere venstreorienteret fond i at investere i den uafhængige avis Le Monde, som er i økonomiske vanskeligheder. Præsidenten indkaldte chefredaktøren til et møde, hvor han tilsyneladende antydede, at et statstilskud til modernisering af avisens trykkeri var i fare, hvis den medarbejder-ejede avis valgte de forkerte investorer.
Rigtig mange franskmænd griner af præsidenten, så det lykkes nok ikke Sarkozy at køre Frankrig ud på et sidespor, lige som Berlusconi er i gang med for Italiens vedkommende.
Men historierne minder os om, at demokrati og ytringsfrihed ikke er naturlove. Vi skal blive ved med at diskutere og udvikle demokratiet og det frie ord. Her er mit lille bidrag.

Jeg - en knap så frejdig kryster

Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø om så det gælder.

Sådan synger vi altid frejdigt i en populær salme, og jeg har tit sunget med.
Begivenhederne for de danske soldater i Afghanistan har fået mig til at tænke over ordene, og jeg har erkendt, at jeg ikke kan stå inde for dem.
Jeg ønsker ikke at dø for en større sag, og jeg vil ikke pålægge andre at gøre det på mine vegne.
Kald mig kryster, kylling eller endda forræder. Det ændrer ikke ved, at jeg har det sådan. Jeg forsøger ikke at overbevise dig om, at du skal mene som mig, og den modsatte holdning af min anser jeg ikke for at være forkert.
Hvis nogle røde, gule eller grønne onde mennesker tager magten i Danmark og afskaffer demokrati og ytringsfrihed, så vil det være en katastrofe.
Men jeg vil heller ikke kaste bomber imod dem eller skyde nogen af dem.
Jeg vil ikke kaste mig ud i en modstand, som kan koste mig selv eller mine kære livet. Jeg vil flygte, dukke mig, gemme mig eller gøre noget andet for at redde mit eget liv.
Hvad har det med Afghanistan at gøre?
For mig er sammenhængen helt klar. Når folk af et godt hjerte opfordrer os til at støtte vores soldater, så kan jeg kun bidrage med ét: Ønsket om at få dem hjem så hurtigt som muligt og tilbyde dem en fornuftig hjælp.
Jeg kan ikke forsvare, at unge danskere slår andre ihjel og risikerer deres eget liv for at forhindre terrorisme i Danmark og Vesteuropa. For jeg ved, at jeg aldrig selv vil tilbyde min arbejdskraft til missionen.
Det er ikke fordi, jeg sympatiserer med Taleban eller andre antidemokrater. Det er alene, fordi jeg synes, det er forkert at slå ihjel og sætte sit liv på spil af politiske grunde.
Jamen, vil du sikkert sige, vil du bare give terroristerne frit spil?
Det åbner for en lang diskussion, som jeg vil korte af med at sige, at der ikke findes én rigtig løsning. Verden er fuld af uretfærdighed. Det løser vi ikke ved krig - og heller ikke ved at vende den anden kind til. Vi løser det sikkert aldrig, men vi kan tale om det, og så kan vi hver især og sammen gøre det, vi synes er mindst forkert.