Hvem er de kurdere?

Næste år er det 100-året for Genforeningen, året hvor vi fejrer, at Sønderjylland atter blev dansk efter 56 år som en del af det tyske rige.
Det er også 100-året for oprettelsen af en kurdisk stat. Begge dele var en følge af 1. Verdenskrig, hvor tyskerne og Osmannerne tabte. Kurderne havde i over 100 år været underlagt Det Osmanniske Rige, som simpelthen blev opløst efter krigen.

Kæmper med vestmagterne
Som i vores tid kæmpede kurderne sammen med det, vi kan kalde for vestmagterne, som stillede dem en selvstændig stat i udsigt. Det blev helt formelt vedtaget ved en international traktat, som blev indgået mellem de allierede og Tyrkiet i den franske by Sévres.
Så havde kurderne deres eget land, og det var kun rimeligt. De havde boet i området i mindst 5000 år, og de havde - og har - deres eget sprog, skikke og traditioner.
Desværre overholdt tyrkerne ikke aftalen. Den nye tyrkiske stat erobrede simpelthen Kurdistan, og i 1923 blev Kurdistan opløst igen ved Lausanne-traktaten. Siden da har kurderne boet som mindretal i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien og er blevet groft undertrykt.

Sproget var forbudt
I Tyrkiet var det i mange år forbudt at tale kurdisk. Så sent som i 2008 fik det kurdiske medlem af det tyrkiske parlament, Leyla Zana, 10 års fængsel for at tale kurdisk i parlamentet.
Samme år ville den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen være generalsekretær i NATO, som Tyrkiet er medlem af. Her indgik han en aftale om at lukke den kurdiske tv-station ROJ, der sender fra Danmark. 53 kurdiske borgmestre i Tyrkiet blev dømt for at have sendt et brev til Anders Fogh, hvor de opfordrede ham til ikke at lukke stationen.

EUs terrorliste
Siden 1970erne har organisationen PKK ført væbnet kamp imod magthaverne i de lande, kurderne bor i. PKK er opført på EUs terrorliste, og to kurdere er i Danmark blevet idømt flere års fængsel for at have samlet penge ind til PKK. I en anden sag blev 10 kurdere frifundet for at have samlet penge ind til ROJ TV.

Selvstyre i Irak
Efter Golfkrigen er der med USAs mellemkomst etableret et kurdisk selvstyre i det nordlige Irak med eget parlament. Det fungerer rigtig fint, og området har en voksende økonomi. Danmark har oprettet et konsulat i hovedbyen Erbil.

40.000 kurdere i Danmark
I Danmark går det også okay for kurderne. Der er ca. 40.000 af dem, som er flygtet på grund af krig. De er ganske enkelt blevet fordrevet fra det sted, hvor de selv og deres forfædre har boet i hundredvis af år. Kurderne har forholdsvis høj beskæftigelse, og de har et stærkt sammenhold, så langt de fleste kurdere klarer sig godt i Danmark.
Mit indtryk er, at de er tilfredse med at være her i landet. Men langt, langt de fleste vil hellere vende hjem og være med til at opbygge den stat, de så brændende ønsker sig. Efter den seneste tids krig i det nordlige Syrien har det fået endnu længere udsigter. Alle krigens parter er tilsyneladende enige om at fordrive kurderne fra deres hjem.
Desværre gælder folkeretten ikke her. Og desværre er der ikke politisk prestige i at hjælpe en befolkning, der er ca. 10 gange så stor som den danske.

Jeg - en knap så frejdig kryster

Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø om så det gælder.

Sådan synger vi altid frejdigt i en populær salme, og jeg har tit sunget med.
Begivenhederne for de danske soldater i Afghanistan har fået mig til at tænke over ordene, og jeg har erkendt, at jeg ikke kan stå inde for dem.
Jeg ønsker ikke at dø for en større sag, og jeg vil ikke pålægge andre at gøre det på mine vegne.
Kald mig kryster, kylling eller endda forræder. Det ændrer ikke ved, at jeg har det sådan. Jeg forsøger ikke at overbevise dig om, at du skal mene som mig, og den modsatte holdning af min anser jeg ikke for at være forkert.
Hvis nogle røde, gule eller grønne onde mennesker tager magten i Danmark og afskaffer demokrati og ytringsfrihed, så vil det være en katastrofe.
Men jeg vil heller ikke kaste bomber imod dem eller skyde nogen af dem.
Jeg vil ikke kaste mig ud i en modstand, som kan koste mig selv eller mine kære livet. Jeg vil flygte, dukke mig, gemme mig eller gøre noget andet for at redde mit eget liv.
Hvad har det med Afghanistan at gøre?
For mig er sammenhængen helt klar. Når folk af et godt hjerte opfordrer os til at støtte vores soldater, så kan jeg kun bidrage med ét: Ønsket om at få dem hjem så hurtigt som muligt og tilbyde dem en fornuftig hjælp.
Jeg kan ikke forsvare, at unge danskere slår andre ihjel og risikerer deres eget liv for at forhindre terrorisme i Danmark og Vesteuropa. For jeg ved, at jeg aldrig selv vil tilbyde min arbejdskraft til missionen.
Det er ikke fordi, jeg sympatiserer med Taleban eller andre antidemokrater. Det er alene, fordi jeg synes, det er forkert at slå ihjel og sætte sit liv på spil af politiske grunde.
Jamen, vil du sikkert sige, vil du bare give terroristerne frit spil?
Det åbner for en lang diskussion, som jeg vil korte af med at sige, at der ikke findes én rigtig løsning. Verden er fuld af uretfærdighed. Det løser vi ikke ved krig - og heller ikke ved at vende den anden kind til. Vi løser det sikkert aldrig, men vi kan tale om det, og så kan vi hver især og sammen gøre det, vi synes er mindst forkert.

Jeg er ikke kandidat

Lad mig slå det helt fast: Jeg er ikke kandidat til posten som statsminister i Danmark. Jeg er ikke på vej væk som kommunikationsrådgiver i Tankegang. Jeg er ikke kandidat til nogen ministerpost.
I den kommende tid vil jeg rejse rundt og holde møder med nogle af de mennesker, der besætter ministerposter i Danmark. Det er selvfølgelig ikke for at drøfte min egen kandidatur - nej det er i Tankegangs interesse. Det er vigtigt for Tankegang at have forbindelse til de cirkler.
Det betyder så, at jeg ikke rigtig kan passe mit arbejde imens. Det er ellers et arbejde, jeg er meget glad for, og som jeg synes er meget vigtigt. Der er virkelig brug for mig i Tankegang, men i den kommende tid vil jeg altså prioritere møder med vigtige beslutningstagere for at holde mig ajour om det job, jeg ikke er kandidat til.
Jeg vil blandt andet drøfte politik med dem, og her vil jeg lægge vægt på det brede samarbejde. Det skal en kommende statsminister helt klart gå ind for. Det vil vælgerne have.
Det foregår på den måde, at regeringen stiller nogle tyndbenede forslag. Så bliver de rettet til af Pia Kjærsgaard, så der er flertal for dem. Bagefter kan de andre partier komme ind og skrive under. Hvis de gør det, kaldes det bredt samarbejde. Hvis ikke de skriver under, er de uansvarlige, og det kan regeringen jo ikke gøre for.
Den nye statsminister skal føre nøjagtigt den samme politik som den tidligere. Det skal man sige, og man skal fastholde, at det er sådan, uanset hvad man gør i praksis.
Ham, der nu forlader posten til fordel for et job, han ikke har søgt, forklarede for eksempel, at Barack Obama stod for nøjagtigt den samme linje som George Bush. Siden har Obama ikke lavet andet end at omstøde Bushs beslutninger. Men det ændrer ikke ved, at han ifølge vores statsminister viderefører Bushs linje. Det lyder ikke logisk, men forklaringen er, at statsministeren har flertal - og så har han ret.
Man kan også sende sit land i krig og erklære, at Saddam Hussein helt sikkert og hævet over enhver tvivl råder over masseødelæggelsesvåben. Når det senere viser sig at være en manipuleret løgn, kan man bare sige, at det slet ikke var derfor, man gik i krig. Bagefter kan man så underholde med, at man altid kun vil sende soldater i krig med et bredt flertal i Folketinget bag sig.
Det job er jeg som sagt ikke kandidat til.

Gaza gak-gak

Nogle få mennesker mener, at israelerne har ret til at sønderbombe Gaza.
Nogle få mennesker mener, at Hamas har ret til at bombe Israel.
Men langt de fleste af os mener, at krig og bomber ikke fører noget godt med sig. Jo værre, de behandler hinanden, jo mere udsigtsløs bliver håbet om fred.
Det store problem er, at de få mennesker, som går ind for bomber, lige præcis er dem, der træffer beslutningerne i Israel og i Hamas.
FNs Sikkherhedsråd har nu vedtaget en resolution om øjeblikkelig våbenhvile. Det er sympatisk og fornuftigt, men det hjælper formentlig overhovedet ikke.
Hvad hjælper så? Det ved jeg ikke. Det forekommer helt håbløst.
Hvad med at boykotte begge parter? Lukke for tilskuddene til Israel og Palæstina og lade dem sejle deres egen sø? Civiliserede stater skal vel ikke betale for deres krigsvanvid.
Problemet er bare, at det går ud over civilbefolkningen. Børnene kommer ikke i skole og familierne får ikke mad. Våben og bomber er der altid råd til.
Så det bedste, jeg kan komme op med, er pres. Internationalt pres på de to regeringer og ikke mindst personligt pres på israelere og palæstinensere over alt i verden. Sig fra over for dem, du kender og hjælp dem til at indse, at krig aldrig fører til en løsning. Den fører kun til død og ødelæggelse.
Fortæl dem, at de ikke skal kigge bagud og henvise til historiske begivenheder og uretmæssigheder. De skal kigge fremad og finde en løsning, så alle kan leve i fred og sikkerhed.
Mit eneste håb er, at den åbne verden og de nye kommunikationskanaler kan være med til at højne vidensniveauet og nedbryde fordomme på begge sider af konflikten. Håbet er lysegrønt.

Fra raslebøssen til Etiopien

I går formiddags cyklede jeg en hyggelig tur rundt i Gærum med en fin rød raslebøsse fra Røde Kors. Sammen med 17.000 andre samlede jeg penge ind til hjælpearbejdet rundt omkring i verden. Indtil videre har det givet 17 mio. kr. og Røde Kors fortalte mig i en sms i aftes, at organisationen i dag sender en nødhjælpspakke til Etiopien.

Også flygtninge fra krigen mellem Georgien og Rusland får hjælp via de penge, vi samlede ind i går. Det er dejligt og motiverende for os indsamlere at vide, at de mange bidrag bliver omsat til konkret hjælp til folk i nød.

Jeg må nok indrømme, at humøret ikke var helt i top, da jeg kom hjem fra den solrige cykeltur i går. Jeg havde samlet betydeligt mindre ind end tidligere år. En praktisk årsag var, at usædvanligt mange ikke var hjemme, men der var altså også flere end tidligere, der sagde nej til at spytte i bøssen. Og så synes jeg, at folk gav mindre beløb, end jeg er vant til at få ind.

Måske er det finanskrisen, der er nået til Gærum, eller måske er det modvilje mod hjælpearbejde i almindelighed og Dansk Røde Kors i særdeleshed. Sagen med Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse lurer måske stadig i baghovedet.

Det er i hvert fald synd for de sultne børn i Etiopien og de fordrevne fra de krigshærgede områder i Georgien. De klarer sig ikke bedre, fordi vi andre er forargede over Jørgen Poulsens gårdighed.