Viser opslag med etiketten Wikileaks. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wikileaks. Vis alle opslag

søndag den 5. december 2010

Godt vi har Wikileaks

Nettjenesten Wikileaks har sat verden på den anden ende, og nu er læk-fabrikken selv kommet i skudlinjen. Mange kritikere mener, at det er direkte skadeligt, når Wikileaks offentliggør dokumenter med indberetninger fra amerikanske ambassader verden over.
Argumentet lyder, at dialog er det 21. århundredes bedste middel til fred. Den metode dyrker ambassadørerne, og det kan være ødelæggende for deres arbejde, at deres mellemregninger bliver afsløret.
Jeg synes, det er noget sludder.
Dialog og åbenhed går hånd i hånd, og det er vel ikke hemmeligheder, der ændrer holdninger. Tværtimod. Åbne dagsordener tvinger folk til at argumentere offentligt for deres synspunkt, og så er det sværere at forsvare krigerisk adfærd.
Men jeg kan godt forstå, den amerikanske udenrigstjeneste er ked af, at deres dokumenter ligger frit fremme på nettet. For de afslører, at ambassadørerne bruger en stor del af deres arbejdstid på at indrapportere ligegyldigheder og selvfølgeligheder. En ambassadørs vurdering af Sarkozy, Berlusconi eller Helle Thorning-Schmidt kan da være meget underholdende. Men det har næppe nogen større betydning.
Det er selvfølgelig lidt problematisk for USA, at der ligger en bramfri beskrivelse af det gennemkorrupte russiske samfund fra landets udsendte i Moskva. Men det er jo ikke ny viden. Det har stået i mange internationale aviser, inden ambassadøren sendte sit notat hjem til Washington.
Jeg forsvarer ikke alt, hvad Wikileaks foretager sig. Jeg har heller ikke læst de dokumenter, som tjenesten har offentliggjort.
Men som udgangspunkt er det godt for verden og for fred og retfærdighed, at der findes sådan en kanal. Folk, der sidder inde med vigtig viden om magtmisbrug, korruption og overgreb kan lække dokumenter til Wikileaks, så verden kan reagere.
Internettet gør verden mere åben og gennemsigtig. Internettet gør det sværere at opretholde diktatur og censur, men ikke umuligt.
Derfor er der brug for Wikileaks og alle andre kanaler, som giver de undertrykte og censurerede mulighed for at bringe deres viden og synspunkter frem.
Og tænk så lige på, at de lækkede dokumenter ikke har kostet ét menneskeliv. Åbenhed er ikke så farligt, som modstanderne tror.