Motorveje - så lad gå

Flere og større veje skaber mere trafik.

Så får vi behov for flere og større veje. 

Og på den måde kan det blive ved, indtil hele landet er plastret til med asfalt.

Mere transport

Sådan lyder motorvejsmodstandernes logik, som jeg godt kan følge langt hen ad vejen. Men ikke hele vejen. Jeg er enig i, at vi skal sidde flere i bilerne, at vi skal cykle mere, og at flere skal bruge kollektiv trafik. Men det løser ikke problemet med trængsel på de store og større veje.

Moderne mennesker transporterer os mere end tidligere generationer, og vi forbruger mere. Alle varerne skal også transporteres.

Det skaber et helt naturligt behov for flere og større veje, som politikerne bliver nødt til at levere. Det har de så gjort med dagens aftale, og det er fint. Det er også godt, at den kollektive trafik får et løft i samme forbindelse.

Alternativet er enkelt og utopisk: Mindre transport og mindre forbrug.

Menneskets natur

Jeg tror ikke på det. Jeg tror heller ikke på afsavn som løsning på klimakrisen. Det er imod den menneskelige natur, så det vil være helt urealistisk at skrue os tilbage til 80ernes velfærdsniveau eller 50ernes.

Klimakrisen skal løses ved menneskelige fremskridt. Fossilfri opvarmning, transport, produktion og byggeri. Genanvendelse og genbrug af ressourcer og energi.

En hel verden er i gang med den enorme omstilling, som sikrer, at fremtidige generationer ikke vil ønske sig tilbage til det primitive stadie, vi befinder os på nu. Hvis de om 50 år har fundet på noget bedre end motorveje, græder vi naturligvis tørre tårer. Asfalt er ikke en drøm eller et mål. 

Det er bare asfalt.

Bilerne - de hellige køer

 Her kører det.

Jo mere trafik, jo flere og bredere veje skal vi have.
Jo flere og bredere veje, vi får, jo mere kører vi.

Sådan har det været i 100 år, i Danmark og i resten af verden. I dag er vi hårdt plaget af køer på de danske motorveje og på de store landeveje. Bare i mine 20 år som bilist er trykket steget voldsomt, og det er blevet en del af min planlægning at undgå de værste køer.

Løsningen - har jeg ikke. Men den er helt sikkert ikke at bygge endnu flere og endnu bredere veje. Vi må blive bedre til at køre sammen. Vi må cykle mere. Vi må køre mere i tog og bus.

Vi er magelige
Det kommer ikke af sig selv. Vi mennesker gør ikke det, der er rigtigst for kloden. Vi gør det, der er nemmest for os selv. Og så er bilen jo for længst blevet et statussymbol. To biler er normalt og tre biler i en familie heller ikke usædvanligt.

Den udvikling skal stoppes. Både på grund af trængslen og på grund af klimaet.

Teknologien til den nye verden med færre og grønnere biler er klar. Om 5-10 år vil vi i teorien kunne afskaffe privatbilismen og i stedet booke selvkørende biler, når vi har brug for at komme fra et sted til et andet.

Men det er ren teori. For vi vil ikke. Vi vil have vores egen bil - eller to. Og den eller de skal være større end naboens. Det er frihed, synes vi. Og så bander vi over køerne på motorvejen - ikke dem, der siger muh - og over det ustabile vejr, som kineserne og amerikanerne er skyld i.


Uberørt politisk værktøjskasse
Der metoder til at regulere det, vi som samfund vil have mindre af og det, vi vil have mere af: Lovgivning. Forbud, afgifter og mere af det slemme, som ingen politikere tør foreslå.

Dyrere biler, kilometerafgifter som stiger i takt med forbruget, markant bedre offentlig trafik og præmie for samkørsel og for at cykle er nogle af de skruer, som får lov at ligge uberørt i den politiske værktøjskasse. I stedet handler de fortsat om at bygge flere og flere veje og flere og flere støjvolde.

Jeg håber, der er snart er nogen, der har mod til at gå imod mange års trafiklogik. Nogen, som har som ambition at få mindre trafik, mindre trængsel, mindre støj og mere natur.

Cyklen er altså et transportmiddel

Smil, sol og cykel

Karen Marie Pagh-Nielsen her på billedet holdt et indlæg i Tankegangs telt på Folkemødet. Da hun skulle hjem til Helsingør igen, hoppede hun på sin medbragte minicykel og kørte fra Allinge til Rønne. En skøn tur på lidt over 25 kilometer ad en kuperet rute.
Jeg havde også en cykel med til Solskinsøen og kørte en enkelt dag frem og tilbage mellem Gudhjem og Allinge. 15 kilometer, og det tog vel 5-10 minutter længere end bilturen.

Svinkeærinder og smutveje
Nogen vil mene, at Karen Marie og jeg er lidt skøre, men for os er det en rent praktisk foranstaltning. Det er skønnere at cykle en kort eller mellemlang distance end at køre i bus. Man har større frihed, kan lave et svinkeærinde undervejs, og så er det dejligt at have cyklen ved hånden. Har man kun en bil, og skal en mindre tur i byen på et par kilometer, er det jo langt mere besværligt end at cykle. På cykel kan man køre smutveje, og det tager ingen tid at parkere.

Færre cykler - flere kører bil
Desværre er vi i håbløst mindretal. Det er ren romantik at tro, at Danmark er et cykelland. Cyklismen er på tilbagetog, mens danskerne kører mere og mere i bil.
Jojo vi har en cykel eller to. Mange på min alder har en dyr racer, og i disse dage er de nærmest allesammen på vej til Paris eller en anden storby i Europa med deres firmas cykelhold. Men cyklen er et motionsværktøj - ikke et dagligt transportmiddel.
Det er en skam. Og det må vi have gjort noget ved. De er godt i gang i København, Aarhus, Odense og andre større byer i Danmark. Men i resten af landet kniber det.

Stresset start på dagen
Se bare ved vores skoler. Her holder bilerne nærmest i lag hver morgen, og forældre og børn starter dagen med at være forjagede og ophidsede.
En meget stor del af dem kunne med fordel cykle med deres børn i skole de første år. Så kan børnene selv cykle - og så har de grundlagt en vane for livet.

Fem forrygende fordele
Fordelene ved at lade børnene cykle kan jeg hurtigt opregne, for vi har netop skrevet om dem i en kampagne, der kører i Sønderborg Kommune efter sommerferien:
SUNDT - cykling giver motion og øger forbrændingen
SJOVT - cykling giver smil på læben
LÆRERIGT - børn er mere veloplagte efter en cykeltur end efter en biltur
TRAFIKSIKKERT - børnene lærer hurtigt at begå sig i trafikken
BILLIGT  - cykling koster en brøkdel af bilkørsel
For samfundet står der milliarder af kroner på spil. Beregninger fra Cyklistforbundet viser, at 1 kilometer på cykel sparer samfundet for 7 kroner. Det er både den private besparelse på benzin, og kommunens udgifter til vejvedligeholdelse. Og så er det sundhedsudgifter, sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis vores cykelkampagne i Sønderborg får en god effekt, bliver den en ren overskudsforretning for kommunen.

Det kan du gøre - nu
Jeg er tilhænger af konstruktiv journalistik, så her får du til sidst et råd til noget, du selv kan gøre: Drop alle de korte ture i bilen. En køretur på 3-6 kilometer er dyr i brændstof og belaster miljøet, mens en tilsvarende cykeltur gør dig frisk og i godt humør.

Nulprop - uden mere asfalt

 Indlægget her bliver bragt i Nordjyske i dag

I årevis har en samlet nordjysk magtelite råbt på den tredje Limfjordsforbindelse. Følger man dækningen i Nordjyske fremgår det, at den tredje forbindelse simpelthen er en forudsætning for, at virksomhederne i Nordjylland kan klare sig. Om få år må vi lukke og slukke, fordi 5 minutters daglig kø i tunnelen bliver til 10 eller 20, efterhånden som trafikmængden vokser.

Kan det virkelig passe, at vi ikke kan komme op med en bedre løsning end den helt traditionelle: Mere asfalt.
Vi er da en kreativ landsdel, og vi har et 40 år erfarent universitet med nogle af landets førende trafikforskere. Kan vi ikke sammen lave et katalog af indsatser, som betyder mindre trængsel, mindre CO2 udslip og mere trivsel for nordjyderne og vores gæster?

Vi sidder selv på førersæderne
Hvorfor er der kø i tunnelen to gange om dagen? Ja, det er altså ikke Folketingets trafikudvalg, den gamle eller den nye regering, som skaber trængslen. Det er alle os, der sidder på førersæderne. Mig, dig, din kollega, dine venner og din familie.

Vi vælger at sætte os i en bil og krydse Limfjorden. Tænk sig, hvis vi kunne droppe hver femte tur. Så ville der være 20 pct. færre biler i tunnelen og på broen. Det er jeg sikker på, at vi kan gøre uden at sætte velfærd over styr. Vendelboerne kan stadig komme til Aalborg og vi kan fortsat få besøg af syddanskerne.

Jeg arbejder til daglig med affaldskommunikation og har været med til at skabe Nulskrald. Det handler om adfærd hos den enkelte bruger. Her har vi spurgt folk: Hvordan vil du skabe så lidt affald som muligt? Vi har svaret på spørgsmål og vi har fået folk til at udveksle idéer. Resultatet var overvældende: Deltagerne lavede 50 pct. mindre skrald. De købte mere bevidst ind, smed mindre ud og sorterede mere fra til genbrug.

Nulprop
På samme måde tror jeg, at vi kan få os Limfjordskrydsere til at ændre adfærd. Hvis vi får den udfordring, at vi skal krydse fjorden mindre alene i egen bil - så er jeg sikker på, at idéerne pibler frem. Lad os bare kalde det Nulprop.

Vi skal have hjælp. Fra universitet, kommunerne, regionen, NT og fra private firmaer, som udvikler smarte løsninger, som jeg endnu ikke har hørt om. Der er penge i systemet, for kommuner og region bruger både tid og penge til at fremme deres sag om mere asfalt på tværs af Limfjorden.

Måske skal vi også have en økonomisk håndsrækning fra staten. For halvdelen af det beløb forundersøgelsen til en tredje forbindelse koster, vil vi komme meget langt.

Jeg er med på, at ændret adfærd hos den enkelte ikke kan løse alle problemer. Der må også nye systemer til. Det kan være alt fra fjordbusser, store fjernparkeringspladser til apps, der koordinerer samkørsel.

Udbud og efterspørgsel
Mekanismen om udbud og efterspørgsel virker også på trafikområdet. Jo flere motorveje, vi har - jo flere kører på motorvej. Jo flere cykelstier - jo flere kører på cykel. Jo nemmere det er at køre sammen, jo flere gør det.

København og Odense har med stor succes fået flere til at cykle. Det giver et bedre miljø, mere sundhed, billigere drift af vejene - og et bedre liv i storbyen.

I Nordjylland skal vi gå samme vej med trafikken på tværs af Limfjorden. Mere asfalt er fortidens løsning. Alle kommuner arbejder med klimaplaner, og det går glimrende med vedvarende energi, energibesparelser og biogas. Men transporten halter, og kommunerne modarbejder deres egne intentioner, hvis de fortsat arbejder for den tredje forbindelse.

Så lad os komme i gang med Nulprop - som erstatning for den nordjyske elites tunnelsyn.

Tre grunde til at køre på cykel i Rom

En modig cyklist på svinkeærinde i Borgheseskoven.

Hvis nogen tror, at alle europæiske storbyer arbejder på at blive cykelbyer, så tag til Rom. Her er der helt håbløse forhold for cyklister.
Vi har netop prøvet det af i tre dage. På trods af alle advarsler lejede vi to glimrende citybikes og manøvrerede os rundt i den italienske hovedstads forvirrende gadenet. Det var spændende!

Derfor skal du ikke køre på cykel i Rom
Her er nogle af de mange argumenter imod cyklisme i Rom:
* Byen er bygget på syv høje, så man kører ret stejlt op og ned meget af tiden
* Mange af de små gader i den indre by er brostensbelagte
* Der er kolossalt mange biler og scootere
* De kører sydeuropæisk, hvor de kører frem, hvis der bare er en smule plads
* De store kryds og rundkørsler er totalt kaotiske
* Cykler er fremmedelementer i trafikken

For meget trafik
Puha. Det lyder halsbrækkende. Det var det sådan set ikke. Ikke én gang var vi tæt på at blive kørt ned, og de småstressede situationer var ikke nær så anstrengende for os som for dem, der sad og svedte og bandede i bilerne.
Der er simpelthen for meget trafik og for mange parkerede biler i de smalle, charmerende gader.
Hvis man tager det som et vilkår, kan man få et par hyggelige dage på cykel i Rom.

Her er tre gode grunde til at køre på cykel i Rom:
1. Transporttiden bliver til oplevelsestid. 
Du ser en masse undervejs og kan stoppe op og se nærmere på en butik eller en seværdighed. Du slipper for ophold og lange vandreture i klamme metrotunneler eller for at blive mast i propfyldte busser.
2. Du kan komme hurtigt frem
Cyklister må køre imod ensretningen i bymidten, så der er hundredevis af små smutveje. Er trafikken alt for slem, kan du køre et stykke på fortovet. Der er så få cykler i Rom, at det ikke generer fodgængerne.
3. Du farer vild på den gode måde
Som ny i en by farer man altid vild. Og så får man øje på noget overraskende, som slet ikke var planlagt. Her får man de bedste oplevelser. Vi kom ad vanvare op på toppen af Den Spanske Trappe lige ved frokosttid og fandt en topcharmerende restaurant på en solbeskinnet altan.

Gør noget, Rom
Når alt det er sagt, bør myndighederne i Rom gøre en indsats for at flere kører på cykel. Trafikken i byen er simpelthen problematisk, og benzinosen er mærkbar. Både for cyklister og gående. Hvis bare 10 pct. af bilisterne kunne flyttes over på cykler, ville det gøre en kæmpe forskel.
Der er ingen cykelstier eller cykelbaner, og der er en forkølet ordning med bycykler. Vi så nogle tomme stativer to steder, men der var ingen forklaring på ordningen.
Her er virkelig noget at hente for bystyret. Både for miljøet og for den oplevelse, turisterne tager med hjem.
Arrividerci!

Løbetosserier på glatte veje

- Pas på, du ikke falder.
- Uha, det er da alt for farligt i det vejr
Det er de typiske kommentarer, jeg har hørt i de seneste uger, når jeg har trukket i løbetøjet. Og de er ikke spor forkerte. Det ER glat, og jeg kan risikere at falde.
Men det forhindrer ikke en løbetosse i at begive sig ud. Tværtimod.
Jeg har rigtig haft gang i træningen her i julen, og de to seneste søndage har jeg rundet de 28 kilometer. Begge gange ændrede ruten sig undervejs på grund af vejforholdene.
I går løb jeg et par kilometer på den smukke Vrangbækvej mellem Gærum og Frederikshavn. Det var næsten ren is med en smule vand oven på, så det var i behersket tempo. Min plan var at løbe den samme tur to gange, men da Vrangbækvej var så glat, improviserede jeg en tur ind gennem byen og videre nordpå ad ryddede cykelstier.
Her i den kolde tid er jeg kun faldet én gang, og det var ikke på grund af is. Det var igen-igen mine lange gule snørebånd, der tog fat i den anden sko.
Hvorfor er det så ikke særlig farligt at løbe på isglatte veje? Jeg kan se to meget logiske forklaringer.
Den ene er, at det trods alt går så langsomt, at løberen hele tiden kan følge underlaget. Er der en klump is, løber vi bare udenom. Er der ekstra glat et sted, kan vi afpasse farten.
Den anden er, at vi sætter fødderne hårdt ned på underlaget, når vi løber - hårdere end gående. Dertil kommer, at løbeskoene har riller, så man står godt fast på dem.
Så alt i alt vil jeg vove den påstand, at det ikke er farligt at løbe, når det er glat.
Har du hørt om nogen, der er kommet til skade ved at løbe i de seneste tre uger? Nej, vel.
Har du hørt om en cyklist, der er væltet og kommet på hospitalet? Nej, det har jeg heller ikke.
Har du så hørt om bilister, der er kommet galt afsted? Nå. Det er noget andet.