Enighed eller samarbejde?

Enigheden sejrer i byrådene hedder en overskrift i KLs magasin Danske Kommuner. Redaktionen har spurgt landets byrådsmedlemmer, hvordan de oplever samarbejdet i deres kommune. Resultatet er opløftende og ikke overraskende. Byrådsmedlemmerne oplever generelt et godt samarbejde. Bedst i Lejre og Brøndby, hvor samarbejdet får karakteren 4,5 på en skala fra 1-5. Værst i Slagelse, der er nede på 1,8.

Alle får indflydelse
Overskriften er efter min mening uheldig. For samarbejde og enighed er ikke det samme. Et godt samarbejde fører til et fælles resultat, som alle bakker op om og er tilfredse med. Men det behøver ikke at føre til enighed.
Et godt samarbejde betyder, at alle får indflydelse, og at alle føler sig lyttet til. At der har været en god proces og dialog. Det er kommunerne gode til, og de har en kultur for at finde løsninger sammen.
Men det må ikke forveksles med enighed.

Uenighed i forhandlingslokalet
Mange borgere oplever, at et samarbejdende byråd er for enigt. Det er ét fedt, om man har stemt på Socialdemokratiet eller Venstre - de stemmer jo altid sammen. Her glemmer man alt det, der er sket inden afstemningen. I forhandlingen eller dialogen har der været masser af plads til uenighed. Men når alle parter ønsker at få indflydelse, har de fundet en løsning sammen.


Flertalslogikken
Her er det vigtigt at forstå den forudsætning, der ligger til grund for alle politiske forhandlinger: Flertallet bestemmer. I et byråd med 29 medlemmer, gælder det om at tælle til 15. Når man har gjort det, kan de 14 andre få medindflydelse - eller de kan bakke ud og gå ud på gader og stræder og beskylde de 15 for alverdens dumheder.
Flertalsdiskussionen kommer meget sjældent op. Men den ligger på rygraden af enhver politisk forhandler. Er der ikke et flertal, er forhandlingsparterne nogenlunde ligeværdige. Er der et flertal, sidder mindretallet med hatten i hånden.
Jeg håber ikke, det lyder som et kynisk magtspil, for sådan oplever politikerne det meget sjældent. Det er bare en ramme for det daglige samarbejde.

Tillid er kittet
Samarbejde bygger på tillid, og den opnår man kun ved at tale sammen og være åbne. Den gode borgmester bruger en stor del af sin tid på at tale med gruppeformænd og udvalgsformænd og på at holde dem orienteret og spørge til deres holdning til små problemstillinger, der dukker op. Også, selv om borgmesteren sidder på et solidt flertal.
Det er samarbejde.

Også i virksomheder
Og hvis jeg så lige må slå en krølle til private virksomheder, så er det nogenlunde samme mekanismer, der er på spil. Her er vi ikke enige om alting, men har vi et godt samarbejde, finder vi fælles løsninger. Også her er der et magtforhold, som ligger på rygraden og som ikke bliver sat i tale hver gang, vi skal træffe en afgørelse. Også her ønsker den eller dem, der har den afgørende magt at finde fælles løsninger i stedet for at slå i bordet og trumfe egne synspunkter igennem.

Greta og mig og to milliarder andre

I flere år har Greta Thunberg været det levende symbol for en verdensomspændende bevægelse af unge mennesker, der forsøger at råbe os gamle op om at klimaet er på vej i total ubalance. Men i sidste uge gik det galt. Den 16-årige svenske skoleelev holdt en følelsesladet og meget vred tale til statsledere fra hele verden.

Tak, Greta Thunberg
Øjeblikket efter handlede debatten ikke længere om klima men om Greta Thunberg og hendes facon.
Jeg melder mig ikke i det kor, der taler ned til eller kritiserer den modige svenske skoleelev. Jeg synes, hun har gjort en enestående indsats, så mange tak for det.
Men som kommunikationsmand er jeg ikke enig i Thunbergs strategi og metoder. Jeg bryder mig ikke om, at vi kritiserer hinanden sønder og sammen. Og jeg tror ikke på, at der er enkle løsninger på klimaproblemet.

Skru på alle håndtag
At vi allesammen holder op med at spise kød, holder op med at flyve og holder op med at købe nyt tøj og nye forbrugsvarer er en utopi. Lige som dengang, John Lennon ville stoppe al krig ved at soldaterne gik hjem.
Klimaproblemerne skal løses på anden vis. Vi skal skrue på alle håndtag: teknologi, elektrificering, digitalisering, forbrug, afgifter, forbud og nye vaner. Arbejdet er i fuld gang, og min oplevelse er, at politikere på alle niveauer i det meste af verden tager ansvaret på sig. Det samme gør virksomheder og forbrugere, i mange tilfælde mere ambitiøst end politikerne.
Samarbejde på tværs af sektorer er helt nødvendigt for at nå i mål. Og samarbejde kræver tillid mellem parterne, som man kun opnår ved at tale sammen, tale ordentligt med hinanden og lytte. Det er banalt, men det er en vigtig del af enhver beslutningsproces.

10.000 millioner idéer
Bare i lille Danmark er der tusindvis af store og små eksempler på smarte løsninger, hvor forskellige parter arbejder sammen om at udnytte vores energi bedre. De pibler frem hver eneste dag. Det kan være overskudsvarme, som bliver udnyttet i fjernvarmen. Det kan være elektronisk styring af pumper, som sparer tusindvis af kilowattimer, eller det kan være Google, der vil rense ud i sine datamængder, så deres centre bruger markant mindre strøm.
Vi har ikke brug for 1000 nye idéer. Vi har brug for 10.000 millioner idéer, som bliver til virkelighed. De idéer kommer frem, hvis vi opmuntrer til dem, så gode kræfter sætter sig sammen for at udvikle dem. De sammenkomster skal ikke starte med skideballer og skænderier om skyld, ansvar og skam. Så kommer vi ingen vegne.
Derfor går jeg ikke ind for Greta Thunbergs retorik.

Problemer + løsninger
Jeg er stor tilhænger af konstruktiv journalistik, hvor medierne søger at finde løsninger på de problemer, de beskriver.
På samme måde er jeg tilhænger af konstruktiv klimakommunikation.
I morgen giver jeg igen et lille bidrag ved at deltage i en klimakonference i Sønderborg. Jeg får sikkert ikke århundredets revolutionerende idé ved den lejlighed, men jeg hjælper med at formidle de store tanker fra kloge mennesker videre.

Greta og mig
Jeg har ikke nær så store gennemslagskraft som Greta Thunberg. Men hvis 2 milliarder mennesker her på kloden hver for sig gør det, vi kan for klimaet - så skal det nok gå.

Et eneste råd til god borgerinddragelse

Her er nogle inddragede borgere, som sluttede mødet med en dans :-)

I adskillige artikler og guides tilbyder forfatteren dig 3 gode råd til... - eller 3 trin til....
Jeg vil også være med. Men al begyndelse er jo svær, så jeg nøjes med ét eneste råd til god borgerinddragelse. Og det består af ét ord på tre bogstaver: Lyt.

Hvis du lytter til borgerne, inddrager du dem.
Det er nemt nok at sige ja til, men hvis du virkelig vil leve op til det ene råd, kan din borgerinddragelse godt blive meget anderledes end i dag.

For nu handler det ikke om, at kommunen skal forklare borgerne noget. Det er omvendt. Borgerne skal fortælle kommunen noget. Og processen skal tilrettelægges efter det.
Lad os sige, det er et borgermøde - selv om det faktisk ikke er det bedste forum til inddragelse. Tre-fire arrangementer tilpasset til specielle målgrupper giver bedre udbytte, men det tager vi en anden gang. Nu er det et borgermøde, hvor det gælder om at lytte til borgerne.

Drop ekspertbordet
Vi starter med indretningen af lokalet. Eftersom formålet ikke er, at kommunen skal fortælle borgerne noget, skal der ikke være en scene eller et særligt ekspertbord, hvor kommunens folk sidder og kigger ned på borgerne. Deltagerne sidder sammen, enten i grupper eller ved ét stort bord, hvis det højst er 15-20 mennesker. Kommunens folk sidder sammen med borgerne, og så starter vi med at sige daw, drikke en kop kaffe og finde ud af, hvem hinanden er.

Drop borgmesterens oplæg
Så går samtalen i gang.
Borgmesteren rejser sig op, slår på glasset og holder et oplæg. Nej - det er ikke at lytte.
Kommunens gode folk har tilrettelagt mødet sammen med et par særligt aktive borgere. En af dem - eller Stener fra Tankegang - slår mødet i gang og fortæller om formålet med mødet og om formen.
Og så går samtalen i gang.
Den må gerne være struktureret, for eksempel i form af nogle emner, deltagerne skal tale igennem. Og ordstyreren må gerne samle op undervejs, stille spørgsmål, efterlyse konklusioner og sørge for at få afsluttet hvert enkelt punkt, inden snakken går i selvsving.

Sig gerne noget - men ikke hver gang
Kommunens folk må gerne byde ind med synspunkter og med fakta. Men formen er ikke, at kommunen skal tage stilling til hvert eneste udsagn og skal rette borgerne, hvis der er noget, de har misforstået. Uenighed må gerne have lov at blive stående. Det kan være nyttigt for kommunen at vide, at mange borgere ser sagen fra en anden synsvinkel.

Er det et udviklingsmøde, kan der selvfølgelig komme andre virkemidler end samtalen. Det kan være, deltagerne skal tegne sammen, lave en avis eller bygge en figur. Så gør de det.

Hvad kom der så ud af det?
Alt er godt, og folk er engagerede. Det viser sig hver gang, at borgerne er kompetente. De har noget på hjerte og de har gode idéer. Når blot de får rum og tid til det.
Der er kun én udfordring tilbage: Hvad sker er efter borgermødet? Hvem gør hvad ved alle de gode intentioner og forslag? Hvornår hører borgerne noget igen - eller bliver involveret igen? Det er en del af rammen for mødet, og det skal være afklaret på forhånd.

Opsamling - hurtigst muligt
En rigtig god idé er at lave en opsamling fra mødet og sende den ud til alle interesserede, og den skal komme højst et par dage efter. Det er ikke nødvendigt at lade den cirkulere på hele rådhuset, før den slippes løs til de kompetente borgere. En god form på sådan en opsamling er en pressemeddelelse på højst 1 A4 side med et par billeder til. Så har vi det vigtigste med, og folk oplever, at de er blevet hørt.

Problemer vi ikke kan løse

Verden er fuld af problemer, vi ikke kan løse. Jo klogere, vi bliver og jo mere avanceret teknologi, vi får - jo flere uløselige problemer bliver der.

Israel og Palæstina
Konflikten i Mellemøsten er kongeeksemplet. Den kan ikke løses, men parterne og vi andre kan håndtere den. - bedre end i dag. Men problemet bliver aldrig løst, så israelerne og palæstinenserne hver for sig er tilfredse.
Ulighed i verden kan heller ikke løses. Ikke engang i det rige Danmark. Men vi kan arbejde med uligheden og gøre den mindre.
Sult og fattigdom bliver heller ikke fikset. Aldrig nogensinde. Det går bedre nu end nogensinde før i verdenshistorien, men det er fortsat et massivt problem.
Ligestilling mellem kønnene er også et evigt problem, som vi kan arbejde med, tale om og gøre noget ved. Men løse det kan vi ikke.
Kriminalitet, grådighed, vold, racisme og seksuel undertrykkelse er andre problemer, vi ikke kan løse.

Vi vælger nye problemer
Vi vælger folk til at løse problemerne, men det skaber bare nye problemer. Så beskylder vi dem for at være magtsyge, grådige og verdensfjerne. Og i nogle tilfælde er det desværre også rigtigt. Så er det problemet.
Også på det personlige plan er vores liv fuld af eksempler.
Der er familiesammenkomster, som altid skaber konflikter. Der er små stridigheder om tv-kiggeri, sengetider, rengøring, indkøb og bilkørsel, som ægtefolk aldrig bliver enige om. Det er et problem.

Der er hele tiden noget
Eller også er det ikke. Det er livet. Det er et vilkår i store og små fællesskaber, at der hele tiden er noget, som vi kan gøre bedre. Der er hele tiden menneskelige svigt, fortielser og forglemmelser.
Det forsvinder aldrig, men det priviligerede ved at være menneske er, at vi trods alt kan gøre noget ved mange af de problemer, vi står med. Jeg synes, også det er en forpligtelse.
Problemerne bliver ikke mindre ved at problematisere dem men ved at arbejde med dem og tale om dem. Det er mit ansvar, og jeg skal nok gøre noget ved det.
Konflikten i Mellemøsten går jeg i gang med, når bilen er vasket.

Kommunikationstrick: Spørg

 Dejlig dialog i Frederikssund i går

For flere år siden præsenterede en kunde mig for sin kollega nogenlunde sådan her: Det er så Stener fra Tankegang. Han stiller en masse irriterende spørgsmål.
Som journalist er jeg selvfølgelig vant til at spørge. Det er sådan, man finder ind til kernen af et problem eller en opgave. Det er der ikke noget nyt i.

Spørgsmålet er budskabet
Men i den seneste tid har jeg i stigende grad oplevet, at spørgsmålet også er det effektive budskab. Jeg er vant til at formidle - det vil sige, at fortælle, hvordan ting hænger sammen. Og det har vi gjort i mange år i Tankegang. Sådan skal du sortere dit affald, sådan er reglerne, sådan renser vi dit spildevand, sådan får du en byggetilladelse og sådan får du en billig byggegrund.
Formålet med den type information er, at få folk til at gøre det rigtige. Den effekt kan man i mange tilfælde opnå ved at spørge folk i stedet for at belære dem. Altså: Hvordan vil du gerne sortere dit affald? Hvordan gør vi det nemt for dig at få en byggetilladelse? Hvad er vigtigt for dig, når du skal have en byggegrund?
Så får man modtageren til at sætte sig ind i problemstillingen. Og til at tage stilling. Man undgår at tale forbi vedkommende, og man får større interesse for sin sag.

Andre opgaver i Tankegang
Det her betyder i praksis, at vi i dag løser en masse andre opgaver i Tankegang, end vi tidligere har gjort. Vi laver i stigende grad målinger, analyser, interviews, seminarer og workshops, hvor vi hjælper kommunerne med at høre borgernes holdning.
Dialogen med borgerne kan være et mål i sig selv. Det var det for eksempel til det borgermøde om Frederikssund Kommunes budget 2016, som jeg var ordstyrer for i går. Her ønskede byrådet at inddrage borgerne så tidligt som muligt - inden selve budgettet er lavet og skal forhandles blandt de politiske partier. 45 borgere diskuterede vanskelige spørgsmål som brug af frivillige, brug af teknologi og den kommunale organisation. Det gav en større forståelse hos borgerne for de vanskelige prioriteringer, politikerne arbejder med, og det gav fint input til byrådet.
Andre gange spørger vi for at tilrettelægge en god kommunikationsindsats: Hvordan vil du gerne informeres? Hvad kan vi gøre for at få dig til at læse, se eller høre om genbrug? I hvilke situationer søger du information, og hvordan gør du så det?

Digitalt er ikke altid nok
En del af spørgeriet foregår digitalt: Online spørgeskemaer, SMS-undersøgelser eller spørgsmål på en Facebook-side. På den måde får man ret hurtigt mange svar. Men det kan sjældent stå alene. Uanset, hvor digital verden bliver, vil den personlige kontakt altid betyde noget. Vi skal ikke kun have et svar. Vi skal også se, høre, lugte og mærke den person, vi har kontakt med.

Vi kan det hele og gør det enkle

De største beslutninger træffes i køkkenet.
Sådan forklarer lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, om succesen bag det projekt, der på 10 år gjorde Samsø til en 120 % energiø. Han blev i 1997 ansat til at overtale 4000 mennesker på Samsø i at investere i vindmøller og biogasanlæg, så den lille ø kunne blive Svend Aukens mønstereksempel på omstilling af energiforsyningen.
Pengene til vindmøller og store anlæg skulle hverken komme fra DONG eller andre giganter. De skulle komme fra landmænd, lærere og butiksindehavere på Samsø. Søren Hermansen og en kollega gik i gang, og de var godt klar over, at det mest af alt var en kommunikationsopgave, de havde påtaget sig. De valgte 1:1 kommunikation - ud at snakke med alle folk på Samsø. De stillede op til generalforsamlinger og bingospil og bad om lov til at fortælle noget i 10 minutter. De indkaldte til borgermøder, hvor deltagerne var med til at få idéerne. De snakkede med folk på gaden, i Brugsen, på skolen og alle andre vegne på Samsø.
De var tålmodige og gav plads for alle diskussioner. De forsøgte ikke at bilde nogen ind, at vindmøller kunne redde Samsø eller hele verden. De fortalte bare om visionen om vedvarende energi og spurgte folk, om de kunne tænke sig at være med.
Historien er et lærestykke for alle kommunikationsfolk. I dag råder vi over så mange medier, vi kan proppe vores vigtige budskaber ind i. Vi kan tæppebombe Samsø med massekommunikation og med en masse kommunikation. Men det har i sig selv en meget begrænset virkning.
Det, der virker, er den personlige samtale. Der, hvor vores modtager har mulighed for selv at komme til orde. Der, hvor vores modtager føler sig taget alvorligt. Der, hvor vores modtager for sig selv kan få lov at overveje: Hvad får jeg ud af det her?
Det kan suppleres med massemedier - en pjece og en hjemmeside, der fortæller det faktuelle, eller plakater og postkort, som synliggør problemstillingen. Men den egentlige, virksomme kommunikation, der flytter holdninger og skaber forandringer - den foregår i samtalen.
Flere og flere vil gerne føre den samtale via computeren eller mobiltelefonen. Så må man som afsender etablere et samtalerum på Facebook, på Twitter eller et andet elektronisk sted. Blot skal man huske at deltage i samtalen og naturligvis at lytte.
På Samsø var det enkelt at komme i snak med 4000 mennesker, men for mange andre kan opgaven synes uoverskuelig. Det er da meget nemmere at lave et par pjecer og en annonce, hvor man fortæller folk, hvordan tingene hænger sammen end at tage ud at snakke med alle og holde styr på en masse chatrum på internettet.
Til gengæld er det sjovere og mere udbytterigt at føre dialog end at prædike. Spørg bare på Samsø. Projektet blev slet ikke sådan, som Søren Hermansen havde forestillet sig. De mange samtaler bragte nemlig mange nye idéer frem, som kunne blive til virkelighed, fordi samsøboerne lyttede til hinanden.
Så enkelt er det at kommunikere effektivt.

Dialog er farligt

Dialog er farligt. Det ved enhver diktator, og han (det er altid mænd) må derfor bruge mange kræfter på at forhindre folk i at tale sammen.
Sådan er det ikke i Danmark, og derfor var det en direkte bizar melding, skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i dag kom med til Jyllands-Posten. Han kritiserede Novozymes direktør Steen Risgaard for at have deltaget i SFs landsmøde i sidste weekend. Her var temaet "Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?", og det havde Risgaard nogle fine bud på.
Det bryder den liberale skatteminister sig ikke om:
- De opfører sig, som om de slet ikke forstår alvoren i, hvad de står overfor. Og som om de lever i en helt lufttæt boble. Det er meget farligt, når der er virksomheder, der flirter med at lade sig hylde af SF bare for at få fem minutters berømmelse på et landsmøde, sagde Lund Poulsen til jp.dk.
Tænk sig, det sagde han.
Hvis politikere og erhvervsledere ikke skal lytte til hinanden - hvad er så meningen med demokratiet? Det bliver et sølle erhvervsliv, som manøvrerer rundt uden at kende til den politiske virkelighed. Og det bliver nogle elendige politiske beslutninger, hvis der ikke er input fra den virkelighed, virksomhederne repræsenterer.
Så hvis SF - eller Venstre, eller Dansk Folkeparti eller Kristendemokraterne - inviterer en virksomhedsleder til at diskutere et relevant emne på et af partiets møder, så er det et sundhedstegn. Og så er det fint, at virksomhedslederen møder op.
Troels Lund Poulsen må være syltet totalt ind i Christiansborg-fnidder, hvis han betragter enhver, der taler med SFere som en farlig person.
Risgaard er ikke politiker, og han tropper ikke op hos SF for at fremme partiets interesser. Han er direktør for en succesfuld dansk virksomhed, der er blandt de førende i verden på sit felt. Novozymes lever af viden og forskning, og derfor drøfter han de emner med mennesker, der vil bidrage til diskussionen. SF er en mulig deltager i en kommende regering, så det kan være interessant for Risgaard at være i dialog med Søvndal & co. Det kunne jo være, de kunne lære noget af ham. Han kunne måske også aflæse nogle signaler, som er vigtige for Novozymes.
Det er ikke at leve i en luftæt boble. Det er det stik modsatte.
Risgaard noterer også tørt i en mail til Jyllands-Posten, at han gerne kommer, når folk vil lytte til Novozymes synspunkter - både hvis det er topmødet i Davos, regeringens vækstforum eller SFs landsmøde.
Troels Lund Poulsen har simpelthen dummet sig, og han bør læse på side 1 i kommunikationshåndbogen og beklage sin udtalelse. Det er vist hans bedste chance for at opnå sympati i denne sag.

Om at skabe løsninger sammen

I elitesport har træneren nærmest diktatorisk magt. Spillerne på et hold har bare rette sig efter trænerens anvisninger - ellers risikerer de at sidde på bænken næste gang. Sådan er det bare i den verden, og det sætter ingen spørgsmålstegn ved.
Den bedste undtagelse er de danske håndboldlandshold, hvor Ulrik Wilbek har indført moderne dansk ledelse. Her inddrager han spillerne i beslutningerne, mens hans egen fornemste rolle er at sætte retningen samt at lytte, rose og anerkende.
I sportens verden er det uhørt. Ude på arbejdspladserne er det hverdag. Det gælder især i det offentlige men også i rigtig mange private virksomheder. Vi skaber løsningerne sammen og de bliver bedre jo mere medarbejderne kan bidrage med deres egne idéer.
Forklaringen er jo ligetil. Ethvert menneske brænder mest for at udføre sine egne idéer, mens det er knap så fedt bare at gøre det, man får besked på. Derfor er evnen til dialog og samarbejde de vigtigste egenskaber for ledere og mange medarbejdere i moderne virksomheder.
At de ikke vil bruge det i sportens verden, er deres sag, men det værste er, at den effektive teknik med at skabe løsninger sammen alt for sjældent bliver brugt på Christiansborg. Her gælder det fortsat om at skælde ud på hinanden og så mistro.
I medierne omtales det politiske samarbejde med ord fra krigens verden. Der er kamp, våben, stridsbrødre, skyttegrave og flanker. Prøv selv at lægge mærke til ordene næste gang, der opstår en større politisk sag i medierne.
Tænk sig, hvis det foregik sådan i Tankegang, når vi skulle løse en opgave. At vi satte os sammen i en gruppe og så brugte det meste af vores energi på at bekæmpe hinanden. At vi på et tidspunkt lukkede en eller to uden for døren. Bagefter fortalte begge parter om hinandens fejl og manglende evne til at finde løsninger, mens selve løsningen stort set ikke blev diskuteret.
Hvis vi arbejdede sådan i Tankegang, gik vi fallit på under et halvt år.
Det kunne være dejligt for de kære politikere på Christiansborg, hvis de gav sig selv lov til at arbejde lige som os andre. Det kunne også være godt for samfundet, for der ville komme bedre og mere holdbare løsninger ud af det.
Du vil måske indvende, at det ikke kan lade sig gøre i politik - at politikerne netop er valgt til at være uenige. Det er simpelthen ikke rigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Positivt samarbejde praktiseres i masser af byråd hver eneste uge. Her snakker de sig til rette, lytter til hinanden og finder gode løsninger i dialog, uden at det hele bliver til én grød.
Uden at kunne bevise det, vil jeg endda påstå, at de samarbejdende byråd skaber bedre resultater for deres kommune end de stridende. Lige som Wilbeks hold som regel klarer sig bedre end diktator-trænernes.

Ordkrig eller dialog

Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere er i samme branche - politik - men der er alligevel en verden til forskel på deres arbejdsmetoder og deres kommunikation.
Landspolitikere dyrker modsætninger og kaster sig gerne og meget engageret ud i ordkrig. Kommunalpolitikere forsøger at forene synspunkterne og går i dialog for at finde en løsning. Sådan er det generelt - der er bestemt undtagelser i begge lejre.
Jeg oplevede det meget markant, da jeg lyttede til 2 ugers udgaver af P1 magasinet klima og miljø lige efter hinanden.
Det første handlede om partikeludslip i storbyerne, og her var miljøordførerne Ida Auken (SF) og Per Ørum Jørgensen (K) i studiet til debat. Ida Auken angreb regeringen for at have været ligeglad med sagen i 7 år, og så var Jørgensen skiftevis i forsvars- og angrebsposition. Efter få minutter løb begge parter tør for argumenter. Ingen af dem gav på noget tidspunkt den anden ret eller anerkendte den andens synspunkt. Deres positioner var låst fast, og efter de første to minutter blev resten gentagelser.
Ugen efter gjaldt det fjernvarme. En rapport fra organisationen Dansk Fjernvarme konkluderer, at Danmark på 12 år kan halvere CO2 forbruget fra opvarmning ved at udbygge fjernvarmen. Direktøren for Dansk Fjernvarme Jørgen Jørgensen var i studiet sammen med formand for KLs Teknik og Miljøudvalg Jens Stenbæk (V).
Det blev en helt anden samtale. Stenbæk anerkendte fra starten, at kommunerne ikke havde haft fokus på udbygningen af fjernvarme i de seneste 10-15 år. Han kom med en forklaring, som Jørgen Jørgensen på sin side anerkendte, og så startede en konstruktiv samtale. Den gik på intet tidspunkt i ring, og som lytter følte jeg mig godt oplyst. Sagen blev grundigt belyst, og den endte næsten med en fælles konklusion.
Det er ikke et mål i sig selv, at enhver samtale skal ende med enighed. Men det er tankevækkende, hvor stor forskel der er på resultatet, når begge parter møder op for at få ret - eller når de kommer for at få deltage i en god samtale.