mandag den 3. november 2008

Ordkrig eller dialog

Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere er i samme branche - politik - men der er alligevel en verden til forskel på deres arbejdsmetoder og deres kommunikation.
Landspolitikere dyrker modsætninger og kaster sig gerne og meget engageret ud i ordkrig. Kommunalpolitikere forsøger at forene synspunkterne og går i dialog for at finde en løsning. Sådan er det generelt - der er bestemt undtagelser i begge lejre.
Jeg oplevede det meget markant, da jeg lyttede til 2 ugers udgaver af P1 magasinet klima og miljø lige efter hinanden.
Det første handlede om partikeludslip i storbyerne, og her var miljøordførerne Ida Auken (SF) og Per Ørum Jørgensen (K) i studiet til debat. Ida Auken angreb regeringen for at have været ligeglad med sagen i 7 år, og så var Jørgensen skiftevis i forsvars- og angrebsposition. Efter få minutter løb begge parter tør for argumenter. Ingen af dem gav på noget tidspunkt den anden ret eller anerkendte den andens synspunkt. Deres positioner var låst fast, og efter de første to minutter blev resten gentagelser.
Ugen efter gjaldt det fjernvarme. En rapport fra organisationen Dansk Fjernvarme konkluderer, at Danmark på 12 år kan halvere CO2 forbruget fra opvarmning ved at udbygge fjernvarmen. Direktøren for Dansk Fjernvarme Jørgen Jørgensen var i studiet sammen med formand for KLs Teknik og Miljøudvalg Jens Stenbæk (V).
Det blev en helt anden samtale. Stenbæk anerkendte fra starten, at kommunerne ikke havde haft fokus på udbygningen af fjernvarme i de seneste 10-15 år. Han kom med en forklaring, som Jørgen Jørgensen på sin side anerkendte, og så startede en konstruktiv samtale. Den gik på intet tidspunkt i ring, og som lytter følte jeg mig godt oplyst. Sagen blev grundigt belyst, og den endte næsten med en fælles konklusion.
Det er ikke et mål i sig selv, at enhver samtale skal ende med enighed. Men det er tankevækkende, hvor stor forskel der er på resultatet, når begge parter møder op for at få ret - eller når de kommer for at få deltage i en god samtale.

Ingen kommentarer: