Enighed eller samarbejde?

Enigheden sejrer i byrådene hedder en overskrift i KLs magasin Danske Kommuner. Redaktionen har spurgt landets byrådsmedlemmer, hvordan de oplever samarbejdet i deres kommune. Resultatet er opløftende og ikke overraskende. Byrådsmedlemmerne oplever generelt et godt samarbejde. Bedst i Lejre og Brøndby, hvor samarbejdet får karakteren 4,5 på en skala fra 1-5. Værst i Slagelse, der er nede på 1,8.

Alle får indflydelse
Overskriften er efter min mening uheldig. For samarbejde og enighed er ikke det samme. Et godt samarbejde fører til et fælles resultat, som alle bakker op om og er tilfredse med. Men det behøver ikke at føre til enighed.
Et godt samarbejde betyder, at alle får indflydelse, og at alle føler sig lyttet til. At der har været en god proces og dialog. Det er kommunerne gode til, og de har en kultur for at finde løsninger sammen.
Men det må ikke forveksles med enighed.

Uenighed i forhandlingslokalet
Mange borgere oplever, at et samarbejdende byråd er for enigt. Det er ét fedt, om man har stemt på Socialdemokratiet eller Venstre - de stemmer jo altid sammen. Her glemmer man alt det, der er sket inden afstemningen. I forhandlingen eller dialogen har der været masser af plads til uenighed. Men når alle parter ønsker at få indflydelse, har de fundet en løsning sammen.


Flertalslogikken
Her er det vigtigt at forstå den forudsætning, der ligger til grund for alle politiske forhandlinger: Flertallet bestemmer. I et byråd med 29 medlemmer, gælder det om at tælle til 15. Når man har gjort det, kan de 14 andre få medindflydelse - eller de kan bakke ud og gå ud på gader og stræder og beskylde de 15 for alverdens dumheder.
Flertalsdiskussionen kommer meget sjældent op. Men den ligger på rygraden af enhver politisk forhandler. Er der ikke et flertal, er forhandlingsparterne nogenlunde ligeværdige. Er der et flertal, sidder mindretallet med hatten i hånden.
Jeg håber ikke, det lyder som et kynisk magtspil, for sådan oplever politikerne det meget sjældent. Det er bare en ramme for det daglige samarbejde.

Tillid er kittet
Samarbejde bygger på tillid, og den opnår man kun ved at tale sammen og være åbne. Den gode borgmester bruger en stor del af sin tid på at tale med gruppeformænd og udvalgsformænd og på at holde dem orienteret og spørge til deres holdning til små problemstillinger, der dukker op. Også, selv om borgmesteren sidder på et solidt flertal.
Det er samarbejde.

Også i virksomheder
Og hvis jeg så lige må slå en krølle til private virksomheder, så er det nogenlunde samme mekanismer, der er på spil. Her er vi ikke enige om alting, men har vi et godt samarbejde, finder vi fælles løsninger. Også her er der et magtforhold, som ligger på rygraden og som ikke bliver sat i tale hver gang, vi skal træffe en afgørelse. Også her ønsker den eller dem, der har den afgørende magt at finde fælles løsninger i stedet for at slå i bordet og trumfe egne synspunkter igennem.

Grønland er noget særligt særligt

Eftermiddagsstemning i Sisimiut.

For anden gang i år er jeg i Grønland, og derfor følger jeg ekstra godt med i medierne, når det store land omtales.

Den helt store dagsorden i Grønland er selvstændighed. Grønland gik fra hjemmestyre til selvstyre i 2009, og aftalte i den forbindelse, at Grønland kan blive en selvstændig stat når som helst.

De fleste danskere vil nok bare trække på skuldrene. Ja, selvfølgelig skal Grønland være en selvstændig stat. Danmark vil ikke være en kolonimagt. Og hvis Danmark kan slippe for at betale 3 mia. kr. om året i bloktilskud, er det bare goodbye.

Selvstændig med tilskud

Så enkelt er det ikke. Grønland kan ikke klare sig uden Danmark og har heller ingen udsigt til at kunne. Men derfor kan Grønland sagtens blive en selvstændig stat, og der kan endda også laves en aftale om tilskud fra Danmark.

Men det er bare ikke nu. Det tager lang tid at vikle sig ud af en statsmagt og etablere sine egne institutioner. Og det er dyrt. En grønlandsk ambassade i et hvilket som helst land vil koste lige så meget som en dansk. Og vi er 100 gange så mange danskere til at betale. Det er bare ét eksempel.

Og Grønland er dyr i drift af den simple grund, at der er enorme afstande og få mennesker.

Fra stormagt til blindtarm

På det seneste er det gået op for mig, at det ikke kun er grønlandske interesser, der står på spil, når vi snakker selvstændighed. Det er i høj grad også danske.

I dag er Danmark en stormagt i Nordatlanten. Det betyder noget i forhold til USA, Rusland, Canada og Storbritannien. Uden Grønland er Danmark en tysk blindtarm. Så kan man altid diskutere, om vi bliver lykkeligere af at have international indflydelse, men vi har det i hvert fald i kraft af Grønlands enorme størrelse.

Arbejdspladser og oplevelser

Og så er det vel heller ikke ligegyldigt, at Grønland er en vigtig dansk arbejdsplads. Samt, at mange danskere har et ganske særligt forhold til Grønland. En ægte kærlighed til det kæmpemæssige land, den storslåede natur og de gode grønlændere. En ægte interesse for landets ve og vel – og bestemt ikke noget ønske om, at danskere og Danmark skal bestemme over Grønland.

Grønland er noget særligt. Og for Danmark er Grønland noget særligt særligt. Men det er og bliver grønlændernes land, uanset styreform.