Et eneste råd til god borgerinddragelse

Her er nogle inddragede borgere, som sluttede mødet med en dans :-)

I adskillige artikler og guides tilbyder forfatteren dig 3 gode råd til... - eller 3 trin til....
Jeg vil også være med. Men al begyndelse er jo svær, så jeg nøjes med ét eneste råd til god borgerinddragelse. Og det består af ét ord på tre bogstaver: Lyt.

Hvis du lytter til borgerne, inddrager du dem.
Det er nemt nok at sige ja til, men hvis du virkelig vil leve op til det ene råd, kan din borgerinddragelse godt blive meget anderledes end i dag.

For nu handler det ikke om, at kommunen skal forklare borgerne noget. Det er omvendt. Borgerne skal fortælle kommunen noget. Og processen skal tilrettelægges efter det.
Lad os sige, det er et borgermøde - selv om det faktisk ikke er det bedste forum til inddragelse. Tre-fire arrangementer tilpasset til specielle målgrupper giver bedre udbytte, men det tager vi en anden gang. Nu er det et borgermøde, hvor det gælder om at lytte til borgerne.

Drop ekspertbordet
Vi starter med indretningen af lokalet. Eftersom formålet ikke er, at kommunen skal fortælle borgerne noget, skal der ikke være en scene eller et særligt ekspertbord, hvor kommunens folk sidder og kigger ned på borgerne. Deltagerne sidder sammen, enten i grupper eller ved ét stort bord, hvis det højst er 15-20 mennesker. Kommunens folk sidder sammen med borgerne, og så starter vi med at sige daw, drikke en kop kaffe og finde ud af, hvem hinanden er.

Drop borgmesterens oplæg
Så går samtalen i gang.
Borgmesteren rejser sig op, slår på glasset og holder et oplæg. Nej - det er ikke at lytte.
Kommunens gode folk har tilrettelagt mødet sammen med et par særligt aktive borgere. En af dem - eller Stener fra Tankegang - slår mødet i gang og fortæller om formålet med mødet og om formen.
Og så går samtalen i gang.
Den må gerne være struktureret, for eksempel i form af nogle emner, deltagerne skal tale igennem. Og ordstyreren må gerne samle op undervejs, stille spørgsmål, efterlyse konklusioner og sørge for at få afsluttet hvert enkelt punkt, inden snakken går i selvsving.

Sig gerne noget - men ikke hver gang
Kommunens folk må gerne byde ind med synspunkter og med fakta. Men formen er ikke, at kommunen skal tage stilling til hvert eneste udsagn og skal rette borgerne, hvis der er noget, de har misforstået. Uenighed må gerne have lov at blive stående. Det kan være nyttigt for kommunen at vide, at mange borgere ser sagen fra en anden synsvinkel.

Er det et udviklingsmøde, kan der selvfølgelig komme andre virkemidler end samtalen. Det kan være, deltagerne skal tegne sammen, lave en avis eller bygge en figur. Så gør de det.

Hvad kom der så ud af det?
Alt er godt, og folk er engagerede. Det viser sig hver gang, at borgerne er kompetente. De har noget på hjerte og de har gode idéer. Når blot de får rum og tid til det.
Der er kun én udfordring tilbage: Hvad sker er efter borgermødet? Hvem gør hvad ved alle de gode intentioner og forslag? Hvornår hører borgerne noget igen - eller bliver involveret igen? Det er en del af rammen for mødet, og det skal være afklaret på forhånd.

Opsamling - hurtigst muligt
En rigtig god idé er at lave en opsamling fra mødet og sende den ud til alle interesserede, og den skal komme højst et par dage efter. Det er ikke nødvendigt at lade den cirkulere på hele rådhuset, før den slippes løs til de kompetente borgere. En god form på sådan en opsamling er en pressemeddelelse på højst 1 A4 side med et par billeder til. Så har vi det vigtigste med, og folk oplever, at de er blevet hørt.

Menneskelig fejl i e-boksen

I går fik jeg et brev i min e-boks fra en fremmed kommune.
Tankegang havde et tilbud ude hos kommunen og jeg tænkte dumt, at svaret måske kom den vej.
Men det var noget ganske andet.
Det var en indkaldelse til en sundhedssamtale. Ikke til mig men til en vidt fremmed person. Det var jo spændende, så jeg ledte straks efter en forklaring.

Ung mand med fire andre cifre
Den stod med lille skrift i toppen af brevet. Nemlig mandens personnummer. Han er født samme dag som mig. De fire sidste cifre er nogle helt andre end mine.
Der stod også navnet på en sagsbehandler, som jeg ringede til her til morgen. Hun beklagede mange gange at jeg havde fået en anden mands brev og hans cpr-nummer og kunne ikke lige på stående fod give en forklaring. Vi aftalte, at jeg slettede brevet fra min e-boks og sendte hende en mail med mine kontaktoplysninger, så hun kunne give et svar.

Flere papirer
Det kom forholdsvis hurtigt. Først i en mail, hvor hun forklarede, at det var en menneskelig fejl fra hendes side. Hun havde haft flere papirer liggende med cpr-numre og var kommet til at kigge på det forkerte, da hun skulle skrive de sidste fire cifre. Og der var så tilfældigvis ét med mine fire slutcifre.
Senere på dagen fik jeg endnu et brev i e-boksen fra den fremmede kommune.

Min makker fik besked
Her beklagede den venlige sagsbehandler igen hændelsen og bad mig slette brevet. Hun oplyste også, at manden der skulle til sundhedssamtalen havde fået at vide, at brevet i første omgang var sendt til en forkert person. Endelig fik jeg navnet på sagsbehandlerens overordnede, som hun havde indberettet hændelsen til.
Det er helt okay for mig.

Fejl 40
Det er lidt betryggende at vide, at der i vores digitale verden stadig begås menneskelige fejl. Og det er rigtig dejligt, at man så kan tale med det fejlende menneske, som både siger undskyld og tager henvendelsen meget alvorligt.
Formelt set er der jo sket et brud på EUs persondataforordning her, men det lever jeg helt fint med.
Det er bare en fejl 40, og den slags kaster tit en god historie af sig.

Nu må kommunen da

For tiden skriver min avis en del om en ulykkelig skilsmissesag. Barnet vil ikke være hos den forælder, som landsretten har tilkendt forældremyndigheden. Kommunen har anbragt barnet på en institution, hvor det ikke trives, og nu møder kommunen heftig kritik fra den anden forælder og en advokat.
Jeg omtaler eksemplet meget overfladisk, for det er ikke den konkrete sag, jeg vil kloge mig på. Det er tendensen med, at pilen lynhurtigt peger mod kommunen.

Onde folk på rådhuset?
Et barn er forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens.
Hvis forældrene ikke kan eller vil påtage sig ansvaret, gør kommunen noget på samfundets vegne. Der sidder ikke nogle onde mennesker rundt omkring på rådhusene og venter på at komme til at gøre livet surt for skilsmissebørn. Tværtimod. Kommunens medarbejdere ønsker at finde den bedst mulige løsning for barnet, og de ønsker frem for alt at give opgaven tilbage til dem, den hører hjemme hos: forældrene.
Og så har de en pligt til at overholde landets love og til at følge afgørelser fra domstolene. Det står ikke til diskussion.
Selvfølgelig kan kommuner begå fejl, men det er at vende tingene på hovedet at give kommunen skyld for et skilsmissebarns ulykkelige situation. Forældrene har skylden. Det er deres barn.

Løs det selv
Næsten dagligt ser jeg historier i medierne, hvor en part i en sag anklager kommunen for magtmisbrug, fejlbehandling eller misinformation. Og næsten hver gang er det en sag, som kommunen ufrivilligt eller nødtvungent er blevet involveret i. Klageren og hans eller hendes modpart kunne selv have løst den, hvis de havde taget ansvaret.

Forstærker modsætningerne
Der er en årelang tradition for, at medierne tager den slags historier op. Det kan give en kortvarig følelse af retfærdighed hos den, der klager sin nød til pressen. Men det løser meget sjældent problemet. Ofte vil det bare forstærke de modsætninger, der ligger bag.
Det vil være bedre for børn og naboer, hvis flere tog ansvar for selv at løse deres problemer end at overlade dem til kommunen og derefter klage over kommunen til avisen.

Gyldig rejsehjemmel

For et par år somre siden mødte jeg en mand ved en dansk turistattraktion. Han kiggede længe på mig, så lyste hans ansigt op, og han udbrød glad: Gyldig rejsehjemmel! Det er da dig, ikke?
Det måtte jeg så indrømme. Manden var fra Randers Kommune og havde deltaget i et arrangement 7-8 år tidligere, hvor jeg havde fortalt en historie om gyldig rejsehjemmel.
Den kunne han meget tydeligt huske, men både mit og Tankegangs navn stod ikke klart for ham.
Her kommer så historien, som stadig holder.

Alene med tog
Jeg var 11-12 år og skulle til en tennisturnering i Herning. Jeg skulle alene med tog for første gang i mit liv. Jeg var egentlig ikke nervøs, for det var ret simpelt: Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning. En halv time, og så ville jeg stå på Herning Station.
Min mor fulgte mig til banegården og købte en billet. Det var sådan en gulbrun papskive, som man fik lyst til at bide i. Jeg lagde den et sikkert sted, og da toget kom, fandt jeg hurtigt en tom kupé, hvor ingen pladser var reserveret. Jeg vinkede farvel til min mor, og alt var trygt og godt. Tøftøf.
Jeg hørte konduktøren åbne døren ind til en af de andre kupéer og råbe: Nye passagerer? Og i samme øjeblik så jeg et skilt ude på gangen med den skæbnesvangre tekst:

Gyldig rejsehjemmel  

skal på foranledning 

forevises konduktøren.

Hjælp!
Sådan én havde jeg ikke, og jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde kun den papbillet, vi lige havde købt. Jeg spekulerede ikke over, hvad en gyldig rejsehjemmel kunne være. Her og nu gjaldt det om at overleve mødet med konduktøren.

Tilståelse eller nonchalant
Der var 2 muligheder:
1. Aflægge fuld tilståelse og sige, at jeg kun havde en billet - og ikke vidste, at jeg også skulle have en gyldig rejsehjemmel.
2. Ligne én, der har lommerne fulde af gyldige rejsehjemmeler og nonchalant vise konduktøren billetten.
Jeg valgte det sidste. Og havde heldet med mig. Selv om manden i den sorte uniform kunne se, at jeg svedte tran og havde klamme hænder, godtog han min billet og undlod mirakuløst at spørge til min rejsehjemmel.

ID-kort?
Da skrækken var ude af kroppen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok måtte få fat i sådan en karl til næste gang. Jeg forestillede mig, at det var et slags id-kort, man skulle udfylde for at have ret til at køre med DSB.
Det fik jeg aldrig gjort, og siden hen kørte jeg tit med tog uden at spekulere nærmere over den mystiske tekst på skiltet.
Først mange år senere fandt jeg ud af, at gyldig rejsehjemmel er en billet eller et kort.Det kunne de bare have skrevet.

Skræmmer borgerne væk
Pointen i historien er, at fagsprog skræmmer kunder væk. Jeg følte mig som en andenrangs togpassager. Jeg følte mig dum. Og jeg turde ikke engang spørge. For når det står på et skilt, må enhver da vide, hvad det betyder.
Så mit råd til gode kommunale folk i Randers og resten af landet er: Undgå gyldig rejsehjemmel. Brug ord og vendinger, som borgerne forstår. Ellers støder I dem fra jer.
Selv de klogeste mennesker forstår enkle budskaber. Og det gør vi andre også.

28 borgermøder midt i valgkampen

Gider folk bruge en aften på at snakke om det her? Vi får se

I næste uge gennemfører Ringkøbing-Skjern Kommune et eksperiment: 28 borgermøder på 3 dage om noget så abstrakt som kommunens vision. Og så endda midt i en valgkamp. Gider folk det?

Ja, det tror jeg. Og jeg håber det, for det er min idé og et koncept, som Tankegang har udviklet.
Borgerne er ikke så ugidelige og platte, som vi nogen gange vil gøre dem til. De vil gerne andet end at protestere over vindmøller.

Byrådsmedlem er rigsformand
Vi kalder arrangementerne for Naturens Rigsdag. Det er et af mine små ordspil. Visionen har overskriften Naturens Rige, og så synes jeg, det var spændende at lave rigsdage rundt omkring i hele kommunen.

Hvert sted er et byrådsmedlem ordstyrer - rigsformand. Hun eller han er vært for mødet og starter med at give sin personlige fortolkning af visionen, som jeg har lavet i tæt samarbejde med byrådet.

Fire temaer
Så er der film. Kommunen viser en eller flere af de 5 små film om Naturens Rige, som udgør planstrategien for Ringkøbing-Skjern Kommune. I dem fortæller borgere om deres gode liv i Danmarks største kommune. På den måde sætter de kød og blod på visionens fire temaer:
- Natur med pladsgaranti
- Vækstjydernes hjem
- Et liv i balance
- Værtens bedste historie

Efter en rundbordssnak om visionen, kommer to lokale ambassadører og fortæller om deres tanker om Naturens Rige: Hvad betyder det for mig? Hvilke idéer har jeg til at føre visionen ud i livet her i lokalområdet og i hele kommunen? Hvordan kan vi fortælle de gode historier om vores område?

Idéer og tanker
Så går snakken garanteret livligt rundt om bordene. Borgerne kan komme med idéer til aktiviteter, de gerne vil gennemføre sammen. De kan også bare tale om det, der har betydning for dem. Der ligger nogle små kort, hvor de kan skrive deres idéer og tanker på.

En medarbejder fra kommunen tager billeder, samler guldkorn op og sender materialet til Tankegang, som de kommende dage samler 28 sider med resultatet af Naturens Rigsdag og sender ud til alle, der har deltaget - samt alle øvrige interesserede.

Derude, hvor folk er sammen
Møderne holdes ude i idrætshaller, skoler og forsamlingshuse rundt omkring i kommunen. Der hvor folketingskandidaterne sjældent kommer. Der, hvor folk holder sølvbryllupper og konfirmationer. Der, hvor folk er sammen.

Og aftenen handler om deres verden, deres liv og deres tanker.
Derfor tror jeg på, at folk vælger valgkamp og boligprogrammer fra for en aften og begiver sig ud i Naturens Rige.