Mit første digitale chok: Internettet

Skulpturen fra Vendsyssel Tidendes 125 års 

jubilæum i 1997, hvor vi for længst var blevet digitale.

Dette er den første artikel i en miniserie om digitale chok, jeg har oplevet i mit voksne liv.

Jeg skriver dem for selv at blive klogere på det, jeg har oplevet og måske se sammenhænge, så menneskenes brug af teknologi ikke bliver ved med at komme bag på mig.

Du må meget gerne kommentere.

Skærmombrydning

Min første chokerende digitale oplevelse indtraf i 1992, da vi på Vendsyssel Tidende skulle indføre skærmombrydning. Hidtil havde vi kørt alle artikler ud isats og tegnet en skitse, som typografen så brugte som opskrift til at klæbe satsen op.

Nu sad vi i hold af 6 personer i redaktionssekretariatet i Hjørring for at lære den nye teknik. Det var stort. Vi havde aldrig prøvet musen før, og vi sad helt forkrampede og flyttede med det lille bæst samtidig med, at vi skeptisk fulgte med på skærmen.

E-mail - rent mirakel

Med de nye Mac-maskiner fulgte også en email-konto. Igen et rent mirakel - at jeg kunne skrive en besked på min skærm, som dukkede op hos en anden person et helt andet sted i verden. Det brugte vi naturligvis med den største ydmyghed. Der gik flere år, før jeg skrev noget pjank i en mail. Det synes jeg ikke, jeg kunne tillade mig med så genialt et medie.

Og det tredje mirakel hed Netscape. Det var et program på computeren, som kunne lede os ud på internettet. Her kunne vi besøge Det Hvide Hus og læse, hvad præsident Clinton havde sagt i FN. Man kunne også sende en mail til ham.

De færreste firmaer var på nettet, men det var allerede dengang klart, at mulighederne var svimlende store.

Det gjorde jeg mig ikke noget begreb om. Jeg følte nærmest, at jeg befandt mig i en science-fiction film. Der var noget urealistisk over alt det nye, jeg pludselig var en del af.

Handlingsorienteret

Dengang som nu var min tilgang til livet meget handlingsorienteret. Jeg besluttede mig ganske enkelt for at være med. Jeg ville bruge de digitale muligheder og jeg ville udforske internettet. Det var ikke en langtrækkende strategisk beslutning. Det havde jeg bare lyst til, og så sagde min mave mig, at det var rigtigt.

I dag kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde fulgt den mavefornemmelse lidt mere systematisk. Men der skulle også en avis ud i morgen, så de store planer fik hele tiden lov til at vente, til vi fik bedre tid.